To præster vil puste liv i traditionen for at bruge billeder i sjælesorgen

En kvinde er til sjælesorgssamtale med en præst. Under samtalen kigger de sammen på et billede af den tyske billedhugger og grafiker Ernst Barlach (1870-1938) med titlen Salige er de barmhjertige.

Billedet er inspireret af fortællingen om den lamme ved Betesda dam (Johannes 5,1-19), men det ved kvinden ikke, og hendes første reaktion på billedet er, at manden, som læner sig ind over den lamme, er ved at kvæle ham. Vejledt af sjælesørgeren opdager hun gradvist, at manden med sine hænder vil rejse den lammes hoved op, så de kan se hinanden i øjnene. Sjælesørgeren fortæller herefter om den lamme mand, som havde ligget i nærheden af det helbredende vand i 38 år, uden at nogen havde hjulpet ham ned i vandet.

Kvinden bemærker, at det må have været ensomt, og hun bliver berørt over at se, der er medfølelse i mandens holdning på billedet. Hun fortæller præsten, at hun er god til at vise andre medfølelse, men at det er blevet tungt for hende, fordi hun har omsorg for andre hele dagen på sit arbejde og mødes af forventning fra sin familie om omsorg, når hun kommer hjem. Hun fortæller også, at hun har svært ved at tage imod medfølelse. Et stykke inde samtalen er der noget, der letter i kvinden, og hun siger: ”Jeg er jo nødt til at åbne mig og tage imod medfølelse fra andre mennesker – og fra Gud.”

Eksemplet her er gengivet i bogen ’Det forvandlende blik – om at se på billeder i sjælesorg’, som er redigeret af Lone Vesterdal, sognepræst i Bramdrup og forfatter, samt Line Louise Peters, valgmenighedspræst i Skanderup med en baggrund inden for litteraturvidenskab. Bogen, som blev anmeldt i Udfordringen i januar, er et resultat af et tæt samarbejde mellem de to med afsæt i et forskningsprojekt, som Lone Vesterdal er i gang med i forbindelse med en ph.d.-afhandling.

Projektet handler om, hvordan billeder kan anvendes i kristen sjælesorg – først og fremmest i forløb med gruppesamtaler, men også i individuelle sjælesorgssamtaler.

Billeder i sjælesorg går langt tilbage

Ideen er ifølge Lone Vesterdal vokset ud af en undren over, at billeder ikke længere i særlig høj grad bruges i den sjælesørgeriske praksis i folkekirken, selv om netop brug af billeder som redskab i sjælesorg går som en rød tråd gennem kristendommens historie.

”I billedet kan vi ofte se det, vi
ikke kan tænke os frem til med
vores rationalitet, og som vi heller
ikke kan finde frem til via psykologien.”

”Bibelske fortællinger, fysiske billeder og salmedigtningens billedsprog er sjælesørgeriske virkemidler og har været det siden oldkirken og før den i den jødiske gudstjeneste. De er blevet brugt, fordi de nærer den indre billeddannelse, som er så central i vores tro. I de protestantiske kirker står denne tradition dog meget svagt – nok blandt andet fordi ordet har fået lov at dominere i så høj grad,” siger Lone Vesterdal.

Hun havde gjort sig nogle få, spredte erfaringer med at bruge billeder i sjælesorg, og hun var begyndt at undre sig over, hvor lidt kirkekunsten – i form af altertavler, udhugninger på døbefonte og meget andet – blev inddraget i forkyndelse og sjælesorg. Under et stiftskonvent for præster i Haderslev nævnte hun for Line Louise Peters, at hun var optaget af muligheden for at bruge billeder i sjælesorg, og det vakte genklang hos Line Louise Peters.

”Jeg har altid været meget optaget af billeder og den måde, vi kan spejle os i dem, men også blive modsagt og måske ligefrem provokeret nogle gange, få nye perspektiver og blive korrigeret. I billedet kan vi ofte se det, vi ikke kan tænke os frem til med vores rationalitet, og som vi heller ikke kan finde frem til via psykologien,” siger Line Louise Peters. Sammen udviklede de et koncept for billedbaseret sjælesorg i grupper, som blev afprøvet både i grupper omkring Bramdrup Kirke og derefter i et par grupper af patienter, som blev etableret i samarbejde med de tre lokale praktiserende læger, og endelig blev det prøvet af i Kolding Provsti af kolleger, som tilbød det i deres sogne.

De praktiserende læger gav udtryk for, at de jævnligt havde patienter i deres praksis, hvor de oplevede, at samtaler eller psykologforløb ikke hjalp. De ville gerne afprøve, hvad billedbaseret sjælesorg kunne gøre for dem. Efterfølgende har Lone Vesterdal og Line Louise Peters lavet fokusgruppeinterviews med deltagerne i de forskellige gruppeforløb – for at finde ud af, hvilken transformation de har oplevet i mødet med billedkunsten og samtalen om den.

Lone Vesterdal fortæller: ”Mange af dem kan fortælle, at billederne har hjulpet dem til at tale om åndelige og eksistentielle temaer, som de ellers har manglet sprog for eller følt sig for blufærdige eller skamfulde til at tale om. Det kan handle om at have mistet kontakt med nære familiemedlemmer, at være midt i livet og have mistet sin arbejdsevne eller at stå uden fast grund under fødderne efter en skilsmisse. Mange oplevede at få nye perspektiver i mødet med billederne.”

Helligånd og genoprettelse

Line Louise Peters og Lone Vesterdal understreger, at deres metode ikke kræver, at deltagerne har kendskab til hverken billedkunst eller kristendom på forhånd. Derimod er det vigtigt, at den, der leder forløbet – typisk en præst eller en kirkekulturmedarbejder – har udvalgt billedmaterialet nøje og har sat sig ind i de enkelte værker og overvejet, hvilke bibelske fortællinger, salmevers eller lignende, man kan inddrage i samtalen om de enkelte værker.

Line Louise Peters siger: ”Deltagerne er lige så kloge som os, og de kan ofte komme med overraskende perspektiver. Men når det er sjælesorg, vi taler om, skal vi som præster kunne lede deltagerne i retning af den kristne livsforståelse, som billedet kan åbne for.” I bogen, hvor der også er bidrag af en kunsthistoriker og flere teologer og andre fagpersoner, er der en række eksempler på netop dette – at en sjælesørger under en samtale – med afsæt i deltagernes refleksioner og umiddelbare associationer til et billede – har ledt dem i retning af en forståelse af sig selv som et menneske, der er skabt i Guds billede og står under hans kærlige blik – med muligheden for, at Helligånden kan skabe forvandling og kalde gudbilledligheden tydeligere frem i det kriseramte eller lidende menneske.

”Vi ved ikke, hvornår et billede kan
bevæge os […] Det er Helligånden,
der arbejder, og vi kan ikke bestemme
over Helligånden.”

Lone Vesterdal siger: ”Som præster kan vi byde ind med en forståelse af Gud som en kærlig Gud, der kan genoprette og genvække det, han har lagt ned i os. Vi må indstille os på, at det er ukontrollabelt – vi ved ikke, hvornår et billede kan bevæge os, og vi kan komme i resonans med det, så det åbner for en transformation. Det er Helligånden, der arbejder, og vi kan ikke bestemme over Helligånden.”

Behandlingsrum eller genklangsrum

Line Louise Peters er enig. Hun har i sine sessioner med grupper omkring billedbaseret sjælesorg oplevet, at der kom tanker og erkendelser frem hos deltagerne, som stammede fra andre og dybere lag end dem, de var vant til at være i kontakt med i samtaler med venner og veninder eller i terapeutiske forløb.

”Det har virkelig været en ahaoplevelse for mig, hvor langt ned i dybet, vi kan komme i mødet med billeder. At de kan tale til os bag om det, vi normalt tænker og forestiller os. Mange, især unge, er jo trænet i at tænke i psykologiske termer, men det her kan noget helt andet, og det var vel også derfor, at Jesus talte i lignelser – han vidste, at det var en måde at gøre Gud nærværende på,” siger hun.

Lone Vesterdal ser billedbaseret sjælesorg som et rum, der tilbyder noget afgørende andet end de rum, som mennesker i krise eller eksistentiel smerte ofte bliver henvist til. ”Hos psykologen møder du et behandlingsrum med et vist krav om progression, og det samme gør sig gældende hos lægen. En praktiserende læge kan godt have samtaler med en patient over længere tid, men afslutter forløbet, hvis der ikke er progression. I sjælesorgen hos præsten kan vi tilbyde et rum, som er uden krav om præstation. Det er et genklangsrum, hvor du kan finde genklang for din afmagt og lidelse – uden krav om progression, men med et håb om forvandling,” siger hun.

Hun uddyber, at det er et rum, hvor man kan høre efter de klange, der findes, og hvor man kan hengive sig i stedet for at lægge strategier og stramme sig an. ”Det handler ikke om at lægge ansvaret fra sig, men om at hengive sig til Helligånden og håbet om transformation. En transformation, som ikke skabes af, at man skal forbedre sig, men at man skal være åben for, at Gud kan genskabe og genvække det, han har lagt ned i én,” siger Lone Vesterdal.

Mange, især unge, er jo trænet i at
tænke i psykologiske termer, men
det her kan noget helt andet, og det
var vel også derfor, at Jesus talte i
lignelser – han vidste, at det var en
måde at gøre Gud nærværende på.”

Den visdom har kirken altid haft, mener de begge. Og den findes afspejlet i både evangeliernes lignelser og fortællinger, i den kristne billedkunst og i salmedigtningen.

Læg som støv dig i Guds hånd

For nylig havde Line Louise Peters valgt salmer til en gudstjeneste, og under gudstjenesten oplevede hun, at fjerde vers af Grundtvigs salme ’Dybt fornedres skal enhver’ talte til hende på en helt ny måde:

Vend dog om fra afgrunds rand,
hver en sjæl forvildet!
Tro på Jesus, Gud og mand,
Gud i ham formildet!
Læg som støv dig i Guds hånd!
Da opliver dig Guds Ånd
atter i Guds billed.

”Det er det, jeg ser, at den billedbaserede sjælesorg kan. Den kan – under Guds blik – igen få os til at forstå, at vi er mere end vores diagnoser, vores fortid, vores traumer og vores fejl og svagheder. At vi har noget dybt i os, som kan oplives. Det tror jeg, at mange – både unge og ældre – kan opleve stor befrielse ved at erkende. Og erkendelsen kan netop komme meget stærkere, når den foregår i mødet med et billede end i mødet med de utrolig mange ord, vi bruger i kirken,” siger Line Louise Peters.

Hun tilføjer, at kristendommen tilkender det enkelte menneske en værdighed og tilbyder en frimodighed, som står i modsætning til dele af den herskende kultur.

”Mange er meget optaget af, hvad deres forældre har gjort forkert, og de kan føle sig fanget af traumer fra fortiden. Det er ikke nødvendigvis forkert, men det er et begrænset perspektiv. På samme måde er det et begrænset perspektiv, hvis man føler sig så tynget af skyld, at man ikke kan tage imod livet som en gave. Der giver kristendommen mulighed for en ny begyndelse,” siger hun.
Lone Vesterdal supplerer: ”Paulus kunne – med tanke på sin fortid som forfølger af de kristne – have gået med nedbøjet hoved resten af livet. Men han tager den frisættelse på sig, som han oplever i mødet med Kristus, og går med løftet pande ud for at gøre sin del,” siger hun.

Den gode vin til sidst

Hun nævner også Jesu første offentlige under, da han forvandler vand til vin ved brylluppet i Kana. ”For mig er det en fortælling om, hvad Gud gerne vil i vores liv: Han vil gerne skabe det hverdagsagtige om til en fest ved at give os liv fra den øverste hylde. Men vi har ofte svært ved at tage imod det og hænger i stedet fast i det, der holder os nede.”

”Det er det, jeg ser, at den billedbaserede
sjælesorg kan. Den kan – under Guds blik
– igen få os til at forstå, at vi er mere end
vores diagnoser, vores fortid, vores
traumer og vores fejl og svagheder.”

Line Louise Peters supplerer: ”Vi skal huske på, at den gode vin serveres til sidst. Der kan være sket alt muligt møg i fortiden, men dagen er i dag, og der kan åbne sig en sprække mod lyset, når vi mindst venter det. Det vidner meget billedkunst om. Men det kan kræve hjælp at få øje på det, for vores blik er farvet af vores erfaringer. Det viste eksemplet med kvinden, der i Ernst Barlachs billede ved første øjekast ikke så omsorg, men det præcis modsatte.”

Hun tilføjer, at mange af de billeder, vi ser i dag, er billeder på sociale medier, som vi afkoder ganske hurtigt og overfladisk, og som sjældent har de perspektiver og dybdedimensioner, som den gode billedkunst har. ”Vi er vant til at se på billeder, der spejler os selv, men hverken modsiger os eller åbner for nye perspektiver. Det, vi kan tilbyde i kirken, er noget helt andet end den billedkultur, der dominerer i dag. Vi har en hel tradition bag os, som vi skal stole på værdien af,” siger hun.

Lone Vesterdal påpeger, at selv om både Luther og Kierkegaard anså forestillingsevnen for at være en forudsætning for troen, var de begge skeptiske over for, hvordan samme evne – i mødet med for eksempel billeder – kunne føre mennesket på afveje. Det var så at sige uforudsigeligt og ukontrollabelt, hvad der ville ske. Det er hun til en vis grad enig i. Men ved at udvælge billederne, man bruger i sjælesorgen, nøje, kan man i høj grad lede deltagerne i retning af en opbyggelig og håbsgivende erfaring, der også kan blive en direkte forkyndelse af evangeliet.

”Den sansebaserede erfaring som kilde til tro og gudserkendelse er ved at få en større plads i kirken, og det, synes jeg, er positivt. Men jeg er helt med på risikoen for føleri og psykologisering. Med vores metode forsøger vi at balancere følelser med fornuft, så der kan danne sig en hjertets visdom,” siger hun. De to præster og forfattere håber, at de på sigt kan lave en uddannelse i billedbaseret sjælesorg, som præster, kirkekulturmedarbejdere og andre, der arbejder med for eksempel sorggrupper i folkekirken, vil benytte sig af.

Med sådan en uddannelse som afsæt kan kirken forhåbentlig også blive en attraktiv samarbejdspartner for blandt andet praktiserende læger, mener Lone Vesterdal: ”I kirken har vi noget særligt, som også afspejler sig i traditionen for billedbaseret sjælesorg, og det skal vi gøre opmærksom på.”