Når vi bliver ét med Jesus

Da jeg var ung, længe før mobilens og internettets tid, levede jeg i det allernordligste Norge, tæt på den russiske grænse. Jeg blev forlovet med min danske kæreste, og vi boede 2.500 km fra hinanden.

Han kom fra København, og jeg boede i Kirkenes. Al kontakt mellem os foregik pr. brev, for vi havde ikke engang telefon! Jeg mindes på en særlig måde, hvordan jeg tit stod foran spejlet og sagde, at nu var jeg én dag nærmere den store dag, hvor vi skulle giftes. Længslen og ventetiden føltes uendelig. Alle de, som indgår ægteskab, bliver i virkeligheden ét med den person, de gifter sig med. Man indgår en pagt og kommitter sig til at være der for den anden. Som mennesker har vi brug for både at elske og at blive elsket. På den måde oplever vi tryghed og kærlighed.

Det er slet ikke svært at elske en, som viser sin kærlighed og trofasthed. Det skaber en stærk enhed. Kærligheden er jo ikke en følelse, men et valg – i gode og onde tider, i glæde og sorg, i stormvejr og solskinsvejr. Den enhed, Jesus beder om for sit folk, er den samme enhed, som han har med sin Far. Den udspringer af den guddommelige enhed, som er grundlagt ved troen på Jesus, og den skal lede verden til troen på ham. Hemmeligheden er, at det er den samme kærlighed, som Faderen har elsket sin søn med, som skal være i de troende.

Ligesom min længsel efter min forlovede, mit ønske om både at gense og leve med ham, kan jeg se genskinnet i Jesu bøn til sin Far. Han ønsker, at alle de, som er kommet til tro på ham, må opleve den samme kærlighed, som han har oplevet fra sin himmelske Far; en trofast, hengiven og ubrydelig kærlighed. For på den måde får vi et større perspektiv, og vi oplever, at troen på ham vokser. Min mor, som var en fantastisk troens kvinde og forkynder med indsigt i Guds ord, havde en enkel tilgang til livet; og hun citerede tit Paulus fra Romerbrevet 1,16, hvor det står:

”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ”Den retfærdige skal leve af tro.””

”Jeg ønsker at tjene Jesus med det
jeg har fået! For det er for dig og mig,
som har fundet troen på ham, han beder.”

Der var intet, der kunne rokke hendes tro på Jesus, og hun vidste, at det handlede om at give det videre. Hun skammede sig ikke over at tilhøre Herren eller hjælpe andre til at finde troen på ham.
Jeg ønsker at tjene Jesus med det, jeg har fået! For det er for dig og mig, som har fundet troen på ham, han beder. Hans ønske er, at vi må blive ét med ham, ligesom når man indgår ægteskab, hvor man deler alt med sin elskede. Alt er åbent og ærligt, der er ingen hemmeligheder.

Der er en flot beskrivelse af apostlene Peter og Johannes i Apostlenes Gerninger, hvor man kan se, at disse mænd, uden stor teologisk erfaring og viden (de var anset som ulærde – de var ”kun” fiskere) havde en unik frimodighed og tro på Jesus som Guds søn, så de helbredte de syge, og de skabte en undren og røre blandt folk, for de vidste, at de havde været sammen med Jesus.
Tænk hvilken frustration det må have været!

En undren over, hvor de fik det fra. Men når Jesus selv går i forbøn for os, sker der ting og sager. Jeg ved ikke, om du kan mærke hans hjerteslag og længsel efter, at vi må opleve Faderens kærlighed. Vi er Guds ønskebørn – hans øjesten, som han vil overøse med sin tryghed og kærlighed. Det er utrolig svært at fatte, især når vi bliver ramt af smerte og uforudset lidelse. Men vi holder heller ikke op med at elske vores børn, selv om de (eller vi selv) kommer ud i håbløshed og uforudsete ting.

Jeg tror, at vores kærlighed bare forstærkes, og vi kæmper endnu mere for dem og viser en endnu større kærlighed til dem. Mit ønske er, at vi må gribe om Jesu ypperstepræstelige bøn og lade den tale til os i dag.

Prædikentekst: Joh. 17,20-26

Jesus beder for alle kristnes enhed

”Jesus sagde: ’Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.

Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt.

Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.’”

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.