Det er ikke kirkens vigtigste opgave at kæmpe for demokratiet
Der en udstilling på kunstmuseet Aros i Aarhus med kunst fra 1910 til 1945 i Tyskland. På et af billederne er hele mellemkrigsperiodens kaos og vrede meget fint indfanget i et enkelt maleri. I forgrunden ser man en tysk officer.
En hårdt udseende mand, der efter sigende var drevet af et brændende ønske om hævn efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig. I baggrunden ser man flere forskellige mennesker, og lidt ved siden af det hele står der en præst og råber sit budskab ud. Lidt verdensfjern og desværre med både krop og hoved vendt væk fra de øvrige mennesker på billedet. Hans ord høres ikke af nogen som helst og er i hvert fald ikke relevant for de tilstedeværende.
Mange af de ting, der foregår i Europa lige nu, minder om det, der foregik i Europa i årene mellem Første og Anden Verdenskrig. Billedet med præsten visualiserer noget af det, vi må frygte allermest, at kirkens budskab om forsoning, næstekærlighed, tilgivelse, omsorg, fjendekærlighed osv. ikke høres af nogen som helst i en tid, som ellers i den grad har brug for at høre det. Hvad skal kirken gøre i en verden fuld af kaos og onde strømninger?
Hvad skal præsten på billedet gøre? I første omgang kan han selvfølgelig prøve at vende sig om og tale direkte til de mennesker, der er omkring ham. Men jeg er ikke sikker på, at det vil gøre den store forskel. For hvem vil lytte? Selvom hadet omkring os vokser. Selvom tiden tilsyneladende hungrer efter hårde og kontante budskaber – der som en forræderisk vandladning i bukserne kan sikre et øjebliks følelse af tryghed – og selvom både den ene og den anden isme vil være en trussel mod kristendommen, hvis den får den magt, som den ønsker, så må og kan vi ikke ændre på vores budskab.
Vi må og kan ikke ændre på sandheden. Vi må og kan ikke andet end at insistere på kærligheden. Den kærlighed, vi har mødt hos Jesus. Den må og skal vi holde os varme ved. Og den må og skal vi altid dele. Og ja, vi risikerer at stå som præsten på billedet og se latterlige og virkningsløse ud, mens vi råber vores budskab ud for døve øren. Men hverken frygten for ismer eller frygten for at blive overset og latterliggjort må forhindre os i at holde fast i vores budskab – og holde fast i kærligheden. Det er kirkens rolle. Det vores kald som kristne.
Den ene isme frister os til at gøre os hårde, fordi vi (måske med rette) frygter den og frygter, at den skal nedbryde vores samfund. Den anden isme frister os til at ændre vores teologi for at imødekomme tidens strømninger. Men kirkens rolle og kirkens budskab har ikke ændret sig. Derfor skal vi også modstå fristelserne til at ændre noget eller ændre os. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal blive klogere af vores fejl, og dermed heller ikke sagt, at vi ikke hele tiden skal øve os i at formidle budskabet på en ny og relevant måde.
Hver ny generation har en opgave i at sikre, at budskabet om Jesus lever videre i næste generation. Ikke i egen kraft, men ved Helligåndens hjælp og i kirkens fællesskab. Det er ikke kirkens vigtigste opgave, som man ellers næsten kunne få indtrykket af efter at have hørt biskoppens ord ved åbningsgudstjenesten til Folketinget, at sikre demokratiets fremtid ved at få flest mulige døbt. Jeg elsker demokratiet, og jeg elsker vores frie land, men det er ikke kirkens vigtigste opgave at kæmpe for vores land og vores demokrati, hvor godt det end måtte være.
Kirkens vigtigste opgave er at holde fast i kærligheden og formidle budskabet om én eneste frelser. En frelser, der har frelst os, fordi vi har brug for at blive frelst, fordi vi ikke selv kan frelse os, og fordi der er noget at blive frelst fra og noget at blive frelst til. En frelse, der giver liv i døden. Lys i mørket. Håb i kaos. Og så må vi aldrig glemme, at kærlighed som bekendt ikke kun er noget, man taler om, det er også noget, man gør. Jeg kan ikke med min mund sige, at jeg elsker min næste, hvis mine handlinger samtidig viser noget andet.
