Motorvejspanik

Forleden skulle jeg fortælle om Afrika i Esbjerg. Jeg tog af sted i god tid og havde en kop dampende kaffe stående i kaffeholderen mellem sæderne. Alt var godt. Ingen stress. Ganske vist var min GPS’er ude af funktion, men Esbjerg kunne man da finde, og Zions Kirke måtte vel også rage op i landskabet.
Jeg sad helt i mine egne tanker og var i færd med at holde en blændende tale for mig selv, da jeg pludselig befandt mig lige før Vejlefjord-broen! Jeg var kørt i en helt forkert retning.
Hjælp! Jeg nåede lige at svinge fra før broen og susede tilbage mod Kolding. Ca. 50-60 km ekstra havde jeg spildt på min tale. Nu var jeg pludselig i tidnød. Jeg ville ikke nå frem inden mødet begyndte kl. 19.30. Panik!
Men heldigvis havde jeg min mobiltelefon med – og der var oveni købet strøm på.
Så jeg forsøgte at få fat i min taske på bagsædet, hvor jeg vidste, at der lå en seddel med nummeret på mødelederen. Men det er svært at få en attachetaske frem mellem sæderne med højre hånd, mens man styrer med venstre hånd i regnvejr – specielt når der står en kaffekop i midten. Men den så jeg slet ikke i mørket.
Mens jeg var i færd med at rode efter sedlen i tasken, så jeg pludselig en lastbil foran i regnen, som nærmede sig meget hurtigt. Sekunder før jeg bragede ind i bagenden på den, nåede jeg slingrende at dreje udenom.
Uha-uha! Forskrækket sænkede jeg farten.
Jeg fandt sedlen og lyste nummeret op med min mobiltelefon, mens bilen fortsatte i vild galop mod Esbjerg.
”Jeg bliver lidt forsinket – jeg glemte at dreje fra mod Esbjerg…” forklarede jeg. ”Jo, jeg nåede helt til Vejlebroen… ja. Jeg øh – sad bare i mine egne tanker. Så det…”
Nå, der går ikke så let panik i vestjyder. De ville synge nogle sange, sagde mødelederen.
En duft af kaffe bredte sig. Med højre hånd famlede jeg i mørket efter koppen – men dyppede fingrene i en kaffe-pyt i holderen…!
Jeg famlede videre og fik fat i et vådt ærme på min jakke, som lå på bagsædet. Åh nej, min ”tale-jakke” ligefrem dryppede af kaffe.
Men det var der råd for: Jeg hængte ærmet ud af vinduet – og i den fart tørrede det lynhurtigt i blæsten, mens jeg susede fra Brørup til Bramming.
Efter lidt fræsen rundt i Esbjerg, hvor jeg nær var kørt i havnen, nåede jeg til sidst velbeholden frem til missionsvennernes lagkager.
Forskrækket tænkte jeg tilbage på, at jeg for at nå frem til tiden nær var kørt op bag i en lastbil, havde spildt kaffe i bilen og på min jakke, og kunne være havnet i havnen!
Det er vist på tide, jeg kommer til Afrika igen og lærer at tage den med ro.