Sommernyt
Oplevelser
på sommerstævner
Johannes Hansen fra Grindsted (det første billede) er veteran på sommerstævnerne. For ham og hans kone har det været hårdt arbejde fra morgen til aften.
Vi har fra Grindsted stået for caféen med morgenmad, middagsmad, aftensmad, kaffe, pizzaer til natmad m.m. Det har været hårdt, men det har været dejligt og rigtig hyggeligt at tjene sammen om den opgave og opleve at folk er glade.
Jeg har dog også nået nogle møder. Peter Götz havde fat i noget meget vigtigt, da han søndag formiddag talte om at være kirke for byen og at engagere sig i dem, der har det svært.
Karen og Peder Mørch fra Aalborg: Vi har haft vore børn med i campingvognen til mange stævner. Nu er de her selv med børnebørnene. I Aalborg holder vi ikke menighedsweek-ends, men satser på at have mange unge familier med til Kolding, så vi får en lang menighedsweek-end sammen med sommerstævnet. Det har været rigtigt godt.
Når Udfordringen spørger efter højdepunkter, nævner de Go´mor´n Gud og Gunni Bjørsteds prædiken torsdag aften og så naturligvis Johannes Møllehave, siger Peder. Det var fantastisk at høre ham causere over glæde. Han sprudler stadig trods sin høje alder.
Lizzy Andersen og Mona Mosgaard fra Frederiksværk (de to sidste billeder) er med for første gang.
Lizzy: Stor oplevelse. Mit hoved er fyldt og nu skal jeg hjem og arbejde med det.
Mona: Fantastisk godt stævne. Lækkert at se alle de mange børn og ingen forældre, der skælder ud. Jeg har deltaget i meget måske for meget, men kunne ikke lade være.
Højdepunkterne for Lizzy har været seniorcaféen med Ronald Boelskifte og med Johannes Møllehave og så Gunni Bjørsteds seminar.
Mona trækker desuden Go´mor´n Gud og Gunni Bjørsteds prædiken torsdag aften frem.