Sir Cliff fortæller om sit liv

Spændende beretning om 50 år i showbiz.For 50 år siden – i september 1958 – slog den unge Harry Webb igennem med den første engelskskrevne rocksang ”Move it”, som blev nummer to på den engelske hitliste. Det var begyndelsen på Sir Cliff Richards fantastiske karriere, der foreløbig har varet i 50 år og ser ud til at fortsætte en del år endnu. I løbet af de 50 år har han solgt mere end 250 millioner plader og er allerede en legende.Der er skrevet mange bøger om Cliff Richard, men der findes kun én biografi skrevet af ham selv. Om det siger han i forordet til Mit liv:
”Denne bog er min – lavet af mig – ikke at forveksle med de mange bøger lavet om mig. Jeg er nok lidt naiv, når jeg synes, der er noget besynderligt i, at så mange mennesker er i stand til at skrive og sælge bøger om mig og altså tjene penge på mig, uden så meget som at være høflige nok til at spørge først. Jeg er træt af at blive portrætteret af mennesker, som tror, de ved, hvad jeg føler og tænker.
Hvis I vil vide, hvem jeg virkelig er, så er det her bogen.”
Og det er rigtigt: Bogen giver et rigtig godt billede af sangeren, skuespilleren og entertaineren Cliff Richard.

Udviklingen

Det var med stor spænding, jeg gik i gang med denne bog om Cliff Richard og hans liv. Men jeg må indrømme, at jeg flere gange i første halvdel af bogen havde lyst til at kyle den langt væk. For det var én stor gang selvpromovering og superegoisme. Mig, mig, mig, mig. Hvordan tager jeg mig ud? Sidder mit hår godt nok? Har jeg taget en lille smule på? – En evig jagt efter tøj, som lige passer til ham og gør ham mest muligt fordelagtig på scenen. Det er fantastisk selvhøjtideligt og næsten ikke til at holde ud at læse.
Men så udvikler bogen sig, og vi lærer mange sider af den aldrende sanger at kende. Vi hører om hans første år i Indien, forældrenes fattigdom og flid da de flytter til England, faderens stærke etiske holdning og kristne tro, hans stærke og myreflittige mor, hans søskende – alt det, der har været med til at forme Cliff Richard og gjort ham til lidt af en perfektionist.
Cliff Richard blev meget tidligt fanget af Elvis Presley, der blev hans store idol. Interessen for Elvis førte ham derefter på scenen sammen med The Shadows, som han arbejdede sammen med i en årrække. Han røg tidligt ind på hitlisterne og har stort set været der siden. Han har turneret i det meste af verden – også til en lang række velgørenhedsarrangementer. Han har gået ud og ind hos dronninger, prinsesser og statsministre. Hans karriere har åbnet mange døre for ham.

Kristentroen gjorde ham til noget specielt

Cliff Richard har været vant til at komme i kirke lige fra sin tidlige barndom, men da han gik til konfirmationsforberedelse indså han, at han ikke forstod et ord af, hvad der blev fortalt og derfor ikke kunne se nogen mening med at fortsætte. Han fuldførte ikke konfirmationsundervisningen og blev ikke konfirmeret, og kristentroen blev lagt bag ham i en årrække.
En gang efter faderens død fik han lyst til at komme i kontakt med ham og spørge ham om en række ting – og han overvejede at opsøge et medium. En af hans venner indenfor showbiz, Licorice Locking, tilhørte Jehovas Vidner og advarede ham ved skrifthenvisninger mod at opsøge et medium. Ikke længe efter fik han kristne venner, som brugte megen tid på at besvare hans mange spørgsmål. Han ville have svar på alt. Men erkendte en dag, at det kunne han ikke få, men han kunne til gengæld få fred med Gud ved at tage imod Jesus i sit hjerte – og det gjorde han. Det blev et vigtigt vendepunkt i hans liv – også selv om det længe gav ham mange tanker om, hvorvidt det ville skade hans karriere. Hans egentlige offentlige bekendelse kom, da Billy Graham inviterede ham til at deltage i nogle møder med ham. Det var noget, der gav genlyd!
Kristentroen har fulgt ham tæt siden og ført ham ind i et meget stærkt engagement omkring nødhjælpsarbejde i den 3. verden. Først gennem den kristne nødhjælpsorgani-sation ”Tearfund” og siden gennem hans egen ”The Cliff Richard Charitable Trust“. Og igennem disse organisationer er der kanaliseret betragtelige beløb til fattige mennesker i den 3. verden. På et tidspunkt besluttede han, at overskuddet fra hver 10. koncert skulle gå til kristent hjælpearbejde.
En overgang overvejede han faktisk at gå ind i en fuldtids tjeneste i kristent arbejde, men endte med at fortsætte som kristen i showbiz, være et vidne med sit liv og være stærkt engageret i nødhjælpsarbejde. Han fandt, at ”Gud har en masterplan for alt, og at alle og enhver spiller en lille rolle i at skabe det hele.”
Hans kristentro fik også betydning for en lang række pladeudgivelser og koncerter. Han begyndte at udgive gospelplader og afholde gospelkoncerter. Den første var ”Help! Hope! And Hallelu-jah!“ i The Royal Albert Hall i 1969. I forbindelse med årtu-sindskiftet udgav han i år 2000 ”Milennium Prayer“ (Fadervor til melodien Auld Lang Syne), der blev et kæmpe-hit og solgte 1,4 millioner eksemplarer, en udgivelse, som han selv sætter meget stor pris på.

Kommer vidt omkring

I bogen kommer vi langt omkring med Cliff Richard – både geografisk og følelsesmæssigt. Hans karriere har givet ham mulighed for at eje flere huse rundt omkring i verden. Udover i England også i USA, på Barbados og i Portugal. Og i de sidste mange år har han slet ikke boet i England om vinteren, men derimod på Barbados eller i Portugal. Han virker ikke pralende over disse gevinster, men glæder sig over de muligheder hårdt arbejde har givet ham.
Han blev på et tidspunkt meget fascineret af tennis og bruger en del plads i bogen på at fortælle om sit liv med tennis og de kontakter, det har givet ham.
Men vi kommer også tæt på sider af hans følelsesliv – også på flere forelskelser. Nogle af de kvinder, han har været forelsket i og har kommet sammen med, hører stadig til hans bedste venner, men han har ikke været i stand til at binde sig og at forene livet i showbiz med ægteskab og børn.
I mange sammenhænge har mennesker talt om, at han nok var homoseksuel. Det giver hans egen selvbiografi slet ikke anledning til at tro. Men man møder en mand, der er meget vred over den fordømmelse, som homoseksuelle møder, og beder om, at man lader dommen være op til Gud. Det er også en mand, som har flere tætte venskaber – både med kvinder og med mænd, og det kan da godt være, at det sidste har givet anledning til snak.
Bogen afsluttes med ”50 ting, du ikke vidste om Cliff – spørgsmål og svar”, ”50 år som topstjerne – hvordan tror de han klarede det”, hvor en række kendte navne udtaler sig om hans karriere, og nogle lister over hans albums, singler, film, videoer og dvd’er.
Bogen, der er oversat af og har forord af Jørgen de Mylius, er absolut læseværdig – men er som så mange andre danske bøger i disse år desværre skæmmet af mange fejl: forkert ordstilling, udeladelse af ord, forkert brug af ord og stavefejl. Der satses åbenbart for lidt på korrekturlæsning nu om dage, og det er en skam.

Cliff Richard:
Mit liv
326 sider + 24 sider
med fotos • 299 kr.
Schønberg