Fredspris og Palmepris til missionslæge
Missionslægen Denis Mukwege hjælper voldtagede kvinder i DR Congo, hvor jagten på mineraler fortsætter borgerkrigen.De umenneskelige brutale voldtægter, som bruges som våben i borgerkrigen i Congo-Kinshasa, har efterladt en halv million kvinder mærkede for livet. Disse kvinder får hjælp af lægen Denis Mukwege, som nu har modtaget internationale udmærkelser for sit arbejde.
Foto: Birger Thureson
– Min tro har en vigtig plads i det arbejde, jeg gør. Jeg havde ikke klaret mig uden, siger Denis Mukwege, 54 år, stilfærdigt – men bestemt.
Han kommer fra en fattig storfamilie i det østlige Congo, nær grænsen til Rwanda.
– Min far var pinsepræst og arbejdede i byerne. Han tog ofte på hjemmebesøg, og sønnen fik lov at følge med. En nat kom de til et hjem, hvor en syg dreng rystede af feber.
Faren bad for drengen, men det, som undrede sønnen Denis, var, at han ikke gav drengen medicin, så han hurtigere ville blive frisk.
– Jeg er præst. Jeg ved, hvad jeg gør, svarede faren.
På vejen hjem sagde lille Denis til sin far:
– Jeg vil være læge, når jeg bliver stor. Så kan du bede, og jeg giver medicin.
Og sådan blev det for Denis Mukwege, som var meget begavet og klarede sig godt i skolen. Han fik stipendier og mulighed for at studere medicin i nabolandet Burundi. Senere specialiserede han sig i gynækologi i Frankrig.
Da Mukwege møder journalister fra hele Europa i Stockholm, hvor han modtager Palmeprisen på 75.000 dollar for sit arbejde, siger han:
– Jeg får ofte stillet spørgsmålet, hvorfor jeg bliver her i Congo, men for mig er der intet valg. Det er her, de har brug for min hjælp, ikke i Frankrig eller i noget andet land. Jeg ser jo, hvad der sker her. Hvem er jeg, hvis jeg ikke hjælper disse kvinder?
Denis Mukwege roser de congolesiske kvinder for deres mod og udholdenhed. Det er dem, som bærer samfundet på deres skuldre. De opdrager børnene og hjælper dem til at få en uddannelse. Det er gennem disse ukuelige kvinders kampvilje, at han får sin drivkraft. Men krigsherrene har taget brutale metoder i brug for at skabe kaos.
– Det er et strategisk valg at nedbryde kvinderne på denne måde, gennem dem nedbryder man hele samfundet, forkla-rer Mukwege på et seminar i Stockholm, som arrangeres af bistandsorganisationen Sida og Palmefonden.
– Udmærkelserne er svar på de congolesiske kvinders råb om hjælp! Det er deres råb om hjælp, som endelig er blevet hørt. Det glæder mit hjerte.
Vejen fra den afrikanske jungle til FNs hovedkvarter i New York og til mediernes rampelys har været lang og fyldt med farer. Han har været truet på livet flere gange.
Sygehuset, hvor han arbejdede i Lemera omkring 1990, blev totalt ødelagt, og 32 patienter blev dræbt af rebeller. Da det skete, var Mukwege på vej til Bukavu for at hjælpe andre mennesker.
Det har været et trauma for Denis Mukwege, at han ikke kunne være der og forsvare sine patienter. Han tog det personligt, siger journalisten og forfatteren Birger Thureson, som netop har skrevet en bog om Mukwege og hans arbejde for at hjælpe voldtagede kvinder i Congo.
Thureson besøgte det østlige Congo i efteråret og interviewede kvinder, som var blevet ofre i den hæslige borgerrig. De er ikke blot blevet voldtaget og ydmyget foran deres familier, men i mange tilfælde også mærket for livet med knive og geværer.
Gynækologen Denis Mukwege var chokeret, da han første gang fik en patient ind, som blevet skudt i underlivet. Han kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne have gjort så stor skade uden at dræbe kvinden. Men efterhånden dukkede flere op.
Voldsmændene ved præcist hvad de gør. Det er meningen, at kvinden skal overleve. Ved at ydmyge og skade hende så meget som muligt foran øjnene på hendes mand, børn og venner, spreder man skræk og kaos.
Folk flygter fra hjem og jord, beretter Denis Mukwege.
Denne sexterror, som Mukwege kalder det, virker endnu bedre, end hvis man dræbte menneskene…
Mukwege beretter langt og sagligt om de umennesklige handlinger, som han været vidne til gennem de sidste ti år. På Panzisygehuset, som er en del af den congolesiske pinsebevægelse Cepacs arbejde, behandler chefkirurg Mukwege og de andre læger ca. ti kvinder hver dag.
Det betyder 3.600 kvinder om året. En tredjedel af dem behøver kirurgiske indgreb for at kunne komme sig. Den psykiske del er en lang proces, som man har brug for flere ressourcer til. I øjeblikket er der kun én kvindelig psykolog, som arbejder med disse kvinder.
Panzisygehuset er bygget ved hjælp af penge fra de nordiske lande. Det er Norwegian Church Aid NCA, Christian Relief Network CRN, Den Europæiske Unions ECHO og den svenske pinsemissons U-hjælp PMU Interlife.
Sygehuset har ialt 200 ansatte og 400 senge, men afdelingen for kvinder er separat med omkring 20 læger, som forsøger at hjælpe de værst sårede og give dem en chance for at komme tilbage til et normalt liv.
Sygehuset er blevet en oase af håb og tro på en fremtid. Rygtet om Panzisygehuset har spredt sig, og kvinder fra hele det østlige Congo kommer dertil for at få hjælp. Man har samarbejdet med universiteter i andre lande, som støtter og lærer om den specielle situation med svære overgreb på kvinder. Mukweges mål er, at sygehuset skal blive til velsignelse for hele Congo og hele Afrika.
Den svenske læge Svein Haugstvedt, som arbejder sammen med Mukwege, mærker ikke kun til Mukweges faglige dygtighed.
– Det, der gør størst indtryk, er hans menneskesyn. Han udtrykker to visioner for sit liv, dels er det at hjælpe de kvinder, som uforskyldt er blevet udsat for den dybeste fornedring, dels vil han gøre alt for, at verden skal få at vide og se, hvad der sker i Congo, siger Haugstved.
Midt i ondskabens skød arbejder pinsevennen Denis Mukwege, som er blevet en international helt. Han bliver dog ikke kun set på med blide øjne i sit hjemland. Han har jo blotlagt grusomhederne for hele verden. Hvordan står man imod ondskab?
– Guds vilje er, at vi skal gøre gode gerninger. Gud har givet os en fri vilje, han styrer os ikke. Desværre vælger menneskeligheden ofte ondskab, og vi, som tror, må gøre noget for at stoppe alt der her.
For mig er det egentlig lettere at gøre det rigtige. Så har man god samvittighed. Når man vælger ondskab, tynger det vores samvittighed, men Gud har givet os en frihed til at vælge, siger Denis Mukwege, som nu vil se handling fra omverdenen.
