Kirken som brobygger
Kirkerne bør gøre mere for at dæmme op for gadevold blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund, mener nordmand og vestinder.
Først da familiemedlemmer til de mange ofre for meningsløs gadevold begyndte at marchere gennem Londons gader med opbakning fra lokale kirker og andre sympatisører i tavs protest, skete der noget.
Den rå vold, som sidste år kostede 32 dødsofre i den britiske hovedstad heraf langt de fleste unge med etnisk minoritetsbaggrund begyndte at aftage.
Det fortæller Arlington Trotman, der er formand for det europæiske kirkenetværk Churches Commission for Migrants in Europe.
Sammen med Jan Opsal, der er docent i interkulturel kommunikation og konfliktløsning ved Misjonshøgskolen i Stavanger, besøgte han for nylig Danmark som hovedtaler på Tværkulturelt Centers forårskonference i København.
Den 59-årige vestindiskfødte præst, der har boet i London siden 1970, følger udviklingen i de europæiske lande på nærmeste hold.
Med henvisning til den seneste tids voldelige konflikter og skyderier i blandt andet København, hvor bander af unge med indvandrerbaggrund har været i mediernes søgelys, advarer han kirkerne mod at lukke øjnene for problemerne.
– Når marginaliserede unge indvandrere reagerer voldeligt, reagerer kirken ofte med frygt. Man ønsker ingen kontakt med de unge, der står bag volden.
Det er forståeligt, men som kristne har vi medansvar for udviklingen i vores samfund. Migration er en af de store udfordringer i alle vestlige lande i dag.
Vi er nødt til at lære at leve sammen og helst inden volden når de dimensioner, som vi har set i London de seneste år.
– For mange migranter går omplantningen til et nyt land godt. De bidrager positivt til værtsamfundet med deres arbejdskraft, erfaringer og menneskelige overskud.
Men for nogle går det galt.
Det kan der være mange grunde til, en af dem er værtsamfundets fordomme.
Arlington Trotman har på egen krop oplevet, hvad det vil sige at blive mødt med negative fordomme.
Da han som ung indvandrer fra Barbados kom til London for at arbejde, blev han afvist i den lokale kirke.
– Efter gudstjenesten bad præsten mig om ikke at komme igen på grund af min hudfarve.
Længere nede ad gaden er der en kirke for folk som dig, sagde han.
Det var dybt sårende. Det tog to år, før jeg igen satte mine ben i en kirke.
Hvis jeg ikke havde haft en god portion selvtillid med mig hjemmefra, kunne oplevelsen have rokket alvorligt ved min tro på mig selv og mine fremtidsmuligheder.
– I Danmark kan I stadig nå at vende udviklingen. Men det kræver, at nogen går foran. Mange steder i Storbritannien er det kirken, der har taget initiativ til at samle aktører i lokalsamfundet på tværs af foreninger og trossamfund.
Det har givet kirkerne troværdighed.
Skal der dæmmes op for volden, er det også nødvendigt at inddrage ofrenes familier.
Her må kirken ikke have berøringsangst.
Gå på besøg hos familierne og udtryk jeres medfølelse.
Sådanne udtryk for solidaritet er med til at bygge broer.
og fordomme
Jan Opsal, der var konferencens anden hovedtaler, advarerede mod fastlåste stereotypier af indvandrere.
– I vores samfund har vi store sociale grupper, der har meget lidt eller ingen kontakt med hinanden.
Det betyder, at fordomme kan udvikle sig frit i begge grupper.
Den norske konfliktforsker definerer en fordom som en negativ variant af en stereotypi det vil sige de forestillinger, vi alle har om andre grupper.
– Når stereotypier er erfaringsbaserede, justerbare og åbne for individuelle variationer, kan de være en nyttig førstehjælp i kulturmødet.
Men bliver de lukkede og fastlåste, bliver de farlige.
– Der er næppe heller tvivl om, at en polariseret og hadsk tone i samfundsdebatten er med til at stimulere og legimatisere de kræfter, som kan tænkes at ty til vold.
Hvis indvandrere til stadighed oplever, at deres sociale værdier angrebes og karikeres i medierne, kan værtsamfundets fordomme blive selvopfyldende.
Jan Opsal opfordrer til, at de dybereliggende årsager til bandevolden tages alvorligt.
– Mange unge har mistet troen på fremtiden.
De har kun respekt for knive og det stærkeste våben.
Skal vi vende udviklingen, må vi hjælpe dem med at genvinde troen på fremtiden.
Han peger på, at de valg, kirker og menigheder træffer i dag med hensyn til kontakt til flygtninge og indvandrere, vil få vidtrækkende konsekvenser for udviklingen fremover.
– Vi skal forstå værdien af de marginale kontakter det at nogen i den ene gruppe kender nogen i den anden og kan sige: Jeg kender dem, du snakker om.
Det, du siger, stemmer ikke med mine erfaringer.
Erfaringer kan ikke diskuteres på samme måde som holdninger.
Ofte er det sådan, at de, der har de mest bombastiske holdninger, ikke kender flygtninge eller indvandrere personligt.
– Som borgere har vi ansvar for at være med til at skabe et samfund, hvor langt flere flygtninge og indvandrere oplever, at de får en reel chance for at skabe sig en fremtid, og hvor arbejdsmuligheder, uddannelses- og boligtilbud bliver organiseret sådan, at der skabes naturlige muligheder for kontakt mellem forskellige grupper.
– I menighederne har vi ansvar for at være med til at skabe flere mødesteder for enkeltpersoner og grupper såvel som på lederniveau.
Det sidste har stor symbolsk værdi, for medierne lægger mærke til, hvad ledere foretager sig.
Derfor skal menighedsledere opfordres til at tage kontakt til ledere i moskéer, indvandrerforeninger og migrantkirker, så man kender hinanden og kan gå til hinanden, når der opstår problemer.
At menigheder og kirkelige foreninger kan være med til at påvirke medierne blev understreget gentagne gange.
– Når vi fortæller om indvandrere fra de mest udsatte grupper, hvis liv faktisk lykkes, begynder flere at se disse mennesker som individer og ikke bare som en skræmmende gruppe, forklarer Jan Opsal og tilføjer, at også muslimer har historier, som kristne kan være med til at fortælle.
– Vi kan alle gøre en forskel ved bevidst at finde en ven, der er indvandrer eller flygtning. Når jeg har en ven, kender jeg mindst en i den anden gruppe.
En ven kan man få ved at opsøge en migrantmenighed eller en moské.
Forklar, at du gerne vil, at flest muligt hos jer kender nogle af dem, så begge parter får et større netværk hos hinanden.
Som menigheder og foreninger kan man arrangere tiltag sammen, hvor man deler ansvaret, og hvor begge parter bidrager på lige fod.
