Solens ellerHerrens dag
En adventist forklarer om begrundelserne for at holde sabbat og søndag – set fra hans synspunkt. Den jødiske sabbat, som ligger om lørdagen, havde enorm betydning for jødernes overlevelse i diasporaen. For kristne er søndagen ugens helligdag. Hvorfor mon den forskel?
Af Kurt Ravnkilde, pensioneret skolekonsulent og medlem af Syvendedags Adventist Kirken.
I USA gjorde nogle den første søndag i maj til ‘Ten Commandments Day’ – ‘De 10 Buds dag’.
De evangelikale, katolske, ortodokse og jødiske kirkelederes begrundelse for at indlede et samarbejde for på nationalt plan at erklære og bekræfte De 10 Bud som gældende moralske principper var, at USA er i moralsk forfald.
Men hovedbegrundelsen for denne fejring er, at man i særdeleshed skal tage helligdagsbudet alvorligt, idet man mener, at det for USA er nødvendigt for at overleve, at man vender tilbage til at tilbede Gud på søndagen. Man kalder så søndagen for sabbaten og forkynder, at sabbaten var den første institution, som blev givet menneskeheden, hvorfor lydigheden over for netop det bud er af vital betydning.
I USA findes nemlig et mundheld, der lyder sådan: ‘Som det går med sabbatshelligholdelsen, sådan går det med nationen’, for når sabbaten bliver vanhelliget, vil også Guds ord blive fornærmet, da samfundet vil bryde sammen moralsk.
For at forstå det, må vi se lidt både på sabbaten og søndagens historie og i særdeleshed på, hvordan det gik til, at de kristne ikke overtog sabbaten – vores lørdag – som helligdag.
Sabbaten blev givet til menneskeheden
Ifølge Bibelens egen selvforståelse blev sabbaten skabt på den syvende skabelsesdag, da Gud hvilede. Den blev altså ikke givet specielt til jøderne, men til menneskeheden.
Den kom med i De 10 Bud og blev derefter for jøderne tegnet på, at man var Guds ejendomsfolk. Da jøderne efter landsforvisningen til Babylon sad ved Babylons floder og græd bl.a. over det smukke Salomons tempel, som indtil da havde været stedet, hvor man dyrkede sin Gud, begyndte man at samles om sabbaten og tilbede Gud.
Dermed opstod synagogetjenesten, forløberen for den kristne kirkes søndagsgudstjeneste. Man vendte hjem.
Senere kom så Jesus, der som bekendt var jøde og efter sin sædvane gik i synagogen om sabbaten. År 70 e. kr. gjorde jøderne oprør imod romerne, templet nedbrændte, og jøderne blev forvist fra det hellige land. Deres skæbne i Europa er flot skildret i præsten og jøde-eksperten Poul Borchsenius bog: Den lange vandring, der slutter med staten Israels oprettelse i 1948.
En rabbiner har engang udtalt, at det ikke var det jødiske folk, der bevarede sabbaten, men sabbaten, der bevarede det jødiske folk.
Hvordan blev søndag til ny hviledag
Når nu sabbaten åbenbart har haft så enorm betydning for jøderne og deres overlevelse, er det nærliggende at spørge: Hvordan gik det dog til, at sabbaten ikke blev overtaget af Jesu efterfølgere, de kristne?
Den katolske kirke har påstået, at det var den, der på grund af sin autoritet ændrede sabbaten til søndag. Andre påstår, at det var kejser Konstantin, der ved lov i forbindelse med at han gjorde kristendommen til statsreligion i 321 e. Kr., skulle have ændret sabbatshelligholdelse til søndags-ditto.
For mig at se er der en helt naturlig forklaring på denne ændring, som er omtalt kort og præcist i en lille traktat, som en god kristen ven i USA har sendt mig. Den er udgivet af et blad, der hedder Signs of the Times – Tidernes Tegn.
Først siges det tydeligt, at der ikke er noget nytestamentligt belæg for, at Jesus eller apostlene skulle have forkyndt eller ønsket denne ændring. Men så kommer det -citat: Ændringen til søndags-helligdags-gudstjeneste kom i virkeligheden mange år efter, at de sidste apostle var døde, og ændringen derefter kom i virkeligheden gradvist over en periode på hundreder af år.
Men, hvordan gik det til? På den halvtresindstyvende dag efter påskedag – pinsedag – kristendommens fødselsdag – holdt Simon Peter sin store tale. Der var mange tilhørere, for mange jøder var kommet hjem fra det store romerske riges mange provinser.
Peter irettesatte dem meget, fordi de ikke havde forstået, hvem Jesus var. Hans budskab skar dem i hjertet, og så var der basis for den virkning, der kom ved Åndens udgydelse.
Mange begyndte at tale i tunger – i andre tungemål. De var nu parate til at rejse tilbage til deres provins og forkynde budskabet om Jesus og i særdeleshed langfredags lidelsesbudskab og påskemorgens sejrsbudskab.
Budskabet om Jesu sejr over døden
Disse jøder var begejstrede for deres tro, men de var jødekristne, der ikke kunne drømme om ikke at holde sabbat, netop fordi den altid havde holdt sammen på det jødiske folk.
Da de kom tilbage, havde deres tro en smittende indflydelse på hedningene. Snart voksede de hedningekristnes antal. For dem betød sabbaten intet. Men budskabet om Jesu sejr over døden påskemorgen betød noget, ja, så meget, at de følte, at de burde samles på den første dag i ugen, ganske vist Solens dag, søndagen, for at ære og tilbede den opstandne frelser.
Det faktum, at denne tilbedelse skete på dies solis, Solens dag, brød heller ikke de hedningekristne sig om og benævnte den da også dies dominica, Herrens Dag.
Både i Nye Testamente og i kirkehistorien kan man læse, at de jødiske kristne samledes både sabbat og søndag. De holdt altså begge dage. Men der kom snart en overvægt af hedningekristne, så den romerske forfatter Plinius den Yngre i et brev til Kejser Trajan allerede år 104 e. Kr. siger: De kristne samles på Solens dag og synger en sang til Kristus som til en Gud.
Året 321 e. Kr. bliver på mange måder et skelsættende år for de kristne. 300 år efter Jesus er de kristnes antal stort. Kejser Konstantin den Store gør den langsomme virkeligheds-udvikling til lov. Han gør kristendommen til statsreligion og stadfæster søndagen som de kristnes helligdag.
Men midt i 1800-tallet ‘genopdages’ sabbaten så i USA i forbindelse med de store vækkelser som den eneste bibelske hvile- og helligdag. Det sker hos frikirken Syvende Dags Adventistkirken, der jo i den første del af sit navn fortæller, at den fastholder den syvende dag, sabbaten, som De 10 Buds helligdag. Denne kirke er bla. med det budskab blevet en global kirke, og er også repræsenteret her i landet.
I årene 1994-1998 var der en række dialogmøder mellem adventisterne og lutheranerne, der sluttede med en rapport, hvor bla. adventisterne fremkom med nogle overraskende synspunkter om sabbat-/søndagsopfattelsen.
Heri siges bl.a.: – Sabbathelligholdelse er for adventister hverken noget, der gør dem fortjent til frelse eller på en særlig måde til Guds folk. Det er alene et udtryk for den taknemlige modtagelse af en guddommelig gave…
Adventisterne anerkender, at lutheranere benytter sig af både bibelske argumenter og kristne traditioner, når de beskriver deres søndagshelligholdelse. Men de er samtidig overbevist om, at Bibelen, både i Gamle og Nye Testamente, byder os at helligholde den syvende dag som sabbat.
Adventister anerkender ikke desto mindre, at Guds store tjenere gennem alle tider oprigtigt har helligholdt søndagen til minde om deres Herres opstandelse.