Marianne er børnenes præst

Børn skal ikke blot være tilskuere til de voksnes gudstjeneste. De har brug for at blive set, respekteret og inkluderet, siger Marianne Riis fra Børnekirken KATSJ i Københavns Kulturcenter.Marianne Riis holder børnekirke for over 100 børn på en almindelig søndag. Børnekirken KATSJ i Københavns Kulturcenter består af både en dansk, en engelsk og en filippinsk børnekirke. Ved festlige lejligheder samles over 250 børn.Marianne Riis taler sig hurtigt varm, når hun taler om børn – især de børn, som vokser op i kirkelige miljøer. Alt for ofte har de nemlig ikke forstået, hvilke privilegier, de har, når de har Gud som deres far.
Lige som broderen til den fortabte søn i Jesu lignelse vokser mange børn op i kirker og oplever sig tilsidesat og forfordelt. De oplever, at den fortabte søn – dvs. børnene udefra – får det hele, og det er aldrig rigtig gået op for dem, at der hører privilegier med til at være den hjemmeboende ”søn på gården”.
Marianne Riis er børnepræst i Kirken i Kulturhuset på Drejervej. Hun drømmer om teenagere, der kan vidne om, at de er vokset op i en kirke og har oplevet at have et fantastisk liv med Gud.

Børn skal føle sig hjemme

Men hvis det skal blive virkelighed, så må kirken forstå, hvor vigtigt det er, at børnene føler sig hjemme i Guds hus.
– Der bør foregå ting, som er relevante for børn i alle aldre, ellers vil de ikke udvikle sig åndeligt, og deres gudsforhold vil ikke vokse sig stærkt og intenst, siger hun.
For Marianne er det ikke nok, at børn sidder som tilskuere ved en voksengudstjeneste.
– Hvorfor skal de sidde og lytte til noget, som ikke er for dem? Man ville jo aldrig forlange, at børnehavebørn skulle sidde og lytte til voksenforedrag vel? Hvorfor gør vi så det i kirken?, spørger hun og slår sin pointe fast:
– Børn har brug for at blive set. De har brug for at blive respekteret og inkluderet i det, der foregår, ellers føler de sig udenfor.
I Børnekirken KATSJ, som Marianne Riis leder, gør man meget ud af at tilpasse undervisning og forkyndelse til børnenes udviklingstrin.
– Når vi nu ved, at førskolebørn ikke kan tænke abstrakt, så kan det ikke nytte noget, at man begynder at lære dem om ”Åndens frugter”. De vil straks tænke på frugtafdelingen nede i Netto og vil ikke være i stand til at overføre billedet på et indre liv, siger hun. – Teenagebørn, derimod, kan godt tænke abstrakt, og de kan forstå mere af Bibelen end de små.
Børnekirken er aldersinddelt i fire afdelinger, og Marianne underviser 70 frivillige medarbejdere i at formidle til netop den aldersgruppe, de har ansvar for.
Marianne bruger udtrykket ”for-tygge”, når hun skal beskrive sit arbejde med at forberede undervisning til de mindste.
– Det er børnemedarbejderens ansvar at for-tygge de bibelske beretninger og budskaber, så de kan blive serveret, så selv de mindste kan fordøje det.
– Selvfølgelig er det ikke alene kirkens ansvar at undervise børn. Børnekirken er et supplement til det, der foregår i hjemmene. Derfor er forældresamarbejdet også vigtigt, siger Marianne.
Derfor sender hun nyhedsmails ud til sine ”forældre” og indkalder også til forældremøder indimellem. Mange forældre vælger kirken til, når de ser, at der er et særligt og målrettet tilbud til deres børn.

Marianne Riis i sit es sammen med børnene.
Mariannes kald

Marianne er 42 år og har selv to teenagebørn. Hun er uddannet sygeplejerske, men for ti år siden skete der noget afgørende i hendes liv. Hun blev tændt af den gnist, som stadig brænder i hende. Hun siger selv, at arbejdet med børnene er gået hende i blodet. I 1999 var hun nemlig med på en konference i England, som blev arrangeret af organisationen Childrens Ministry. Her mødte hun passionerede og engagerede børnemedarbejdere, som gjorde et uudsletteligt indtryk på hende. Det gik op for hende, at der ud over store dele af Europa var blomstrende børnekirker, hvor tusindvis af børnemedarbejdere brændte for at give børn evangeliet. Det var, som om hun blev løftet fra andedammen og sat på det store vidtstrakte hav. Verden udvidede sig, og selvom hun på det tidspunkt havde været på vej til at opgive sit eget arbejde som børnemedarbejder, måtte hun give efter for den begejstring og inderlighed, hun mødte.
På vejen hjem fra konferencen havde hun en slags kaldsoplevelse:
– Ideer og tanker skød op i mit sind som popkorn i en popkornsmaskine, fortæller hun.
Ideerne blev ved at springe, og da hun kom hjem, gik hun i gang med at lave gudstjenester, hvor der blev taget hensyn til alle generationer. Hun kalder det generationsgudstjenester, og ti år efter er de stadig en del af Børnekirken KATSJ`s arbejde.
Men det vigtigste, som konferencen i England havde bragt helt ind under huden på hende, var bevidstheden om, hvor værdifuldt det er at være sammen med børnene. Hvor vigtigt det er at forstå, at børn har et åndeligt liv og kan opleve Helligånden. Allerede i 2001 blev hun tilbudt jobbet som børnepræst i Børnekirken, hvor hun i dag arbejder på ottende år.

Et kæmpe ansvar

– Det er et kæmpe ansvar at formidle evangeliet til børn, siger hun.
Børn er nemlig nemme at manipulere med, og hvis der er noget, Marianne hader, så er det manipulation. Selvom forbøn er en naturlig del af Pinsekirkens kultur, er det magtpåliggende for hende, at børn ikke skal presses til at handle på opfordringer om forbøn.
– Det er en hårfin balance. Børnene bliver tilbudt forbøn, hvis det er noget, de har lyst til, men der vil samtidig være andre tilbud, som de kan vælge i stedet. Det er ok, at man ikke vil bedes for.
Hun plejer at sige til børnene, at de kun skal komme til forbøn, hvis det er noget, de har tænkt længe over, at de gerne vil.
Det er det indre liv, der tæller, når det drejer sig om åndeligt liv. Ikke de ydre handlinger, som børn kan manipuleres til at gøre. Børn skal have hjælp til at opbygge et ægte og stærkt gudsbillede, og det er en langvarig proces.

Fælles værdier

Marianne Riis har lavet en manual for medarbejdere i børnekirken KATSJ. Selvom der er meget inspiration at hente i undervisningsmateriale fra både England og USA, er der alt for mange kulturbestemte elementer til, at de bare kan overtages. Så medarbejderne får besked på, hvor de skal tage sig i agt for såkaldt ”amerikanisering”.
De kirkelige foreninger for børn og teenagere er i hård konkurrence med andre tilbud til aldersgruppen. Kirker har generelt nedgang i antal kontakter til børn. I dag har man kun kontakt med en tiendel af det antal børn, man havde kontakt til i 1970’erne.
Så der er brug for ildsjæle som Marianne i det danske kirkelandskab.