Bogtema
Det vikarierende håb
blev Marias vendepunkt
Ved Guds hjælp og med troen som følgesvend blev Maria Møller Knudsen helbredt efter 10 års psykisk sygdom.Maria Møller Knudsen bor i Århus og synger stadig, for hun kan ikke lade være. Men en drøm om en fremtid som operasanger blev knust af et psykotisk mareridt, der kom til at plage hende i 10 år.
Hendes rejse gennem psykiatriens og sindets dystre univers begyndte, da hun en forårsmorgen i 1997 vågnede af sin søvn, men ikke af sit mareridt.
Maria var da 27 år og i fuld gang med sin uddannelse på Aalborg Musikkonservatorium. Målet var at udfolde sit gudgivne talent som sanger på et professionelt niveau. Helst som operasanger. Et ambitiøst mål, der forudsætter både spændstige stemmebånd og stærk fysik.
Det sidste satte et gammelt kæbebrud længe spørgsmålstegn ved, og efterhånden indhentede fortiden hende med så stærke kæbesmerter, at en sygemelding var uundgåelig. Marias instrument – hendes sangermuskler – var defekt.
– Jeg blev simpelthen så ked af det, husker Maria, der er præstedatter og opvokset i en familie, hvor musikalske evner er en udbredt vuggegave.
Snart blev de fysiske smerter dog afløst af psykiske. En depression pressede sig på, akkompagneret af ubearbejdede barndomsminder. En uheldig cocktail, der blev forstærket af, at Maria ikke havde nogen at tale med om sine problemer.
En morgen for 12 år siden vågnede hun op og var for første gang i sit liv psykotisk.
– Jeg kan bedst beskrive det med, at jeg vågnede, da vækkeuret ringede, men jeg vågnede ikke af mit mareridt, fortæller Maria, der i flere måneder bar på sin hemmelighed i tung ensomhed. Først da de hyppige hallucinationer ud på efteråret kulminerede med et voldsomt psykotisk anfald, fik hun den påkrævede psykiatriske behandling. En behandling, der skulle vise sig at blive langvarig.
– Min første indlæggelse strakte sig over 15 måneder, fortæller Maria, der kalder forløbet, der siden blev fulgt af flere korte og langvarige indlæggelser, for en rejse til et fremmed land.
– Det var en barsk oplevelse, som altid vil stå mejslet ind i min erindring. Det blev til mange indlæggelser over de næste år, men den første står som noget helt særligt.
– Det var som at blive tvunget til at rejse til et fremmed land, man var bange for at rejse til. Jeg kendte meget lidt til landet, og det var ikke de bedste historier, jeg havde hørt om det. Jeg var bange, fortæller Maria.
Først for et par år siden, kunne hun lægge den sidste etape af rejsen bag sig. Først da sluttede vrangforestillingerne helt, og dermed 10 års mareridt. Et udfald, Maria ikke tøver med at kalde et bønnesvar.
– I dag er jeg helbredt, siger hun, og er ikke er i tvivl om, at hendes genvundne frihed skyldes Guds svar på hendes bøn. Også de mange bønner, hun i perioder af sin ufrivillige rejse kun var i stand til at formulere i form af små digte. Et eksempel på Guds nærvær under sygdommen, der stadig står konkret for Maria, var, da en læge efter et af hendes mislykkede selvmordsforsøg i 2002 kaldte hendes overlevelse for et mirakel.
– Det blev et stort vendepunkt, fordi jeg indså, at jeg bestemte ikke her. Gud ville ikke, jeg skulle dø, fortæller hun åbent.
Samme år fulgte andre vendepunkter, der til sammen indvarslede afslutningen på rejsen.
– Helt imod sædvane fik jeg efter flere forespørgsler tildelt en ny kontaktperson. Det var en moden mand, der havde prøvet lidt af hvert og ikke havde været særlig længe i psykiatrien. Det kom til at få afgørende betydning, fordi han havde sådan en overbevisning om, at jeg ville blive rask igen. Du skal se, Maria, du bliver rask, blev han ved med at sige.
– I starten syntes jeg, det var noget pjat at sige, husker Maria, der på det tidspunkt havde været psykiatrisk patient i fem år uden væsentlig fremgang.
– Men han fortsatte og blev det, man i behandlerverdenen kalder et vikarierende håb. Han kunne bære håbet for mig, og det kom til at gøre en stor forskel.
Mens det ikke var alle i behandlerverdenen, der havde forståelse for Marias tro på Gud og vedholdende bøn om helbredelse, udtrykte hendes nye kontaktperson respekt for hendes tro, som han betragtede som en stor ressource for hende.
Sammen med et vikarierende håb viste noget så jordnært som et målrettet vitamintilskud sig at være afgørende ingredienser i Guds svar på Marias bønner. En læge bemærkede tilfældigt i en blodprøve en markant mangel på d-vitamin, der både har en anti-depressiv og anti-psykotisk virkning.
Med støtte fra blandt andet sin håbefulde medvandrer og næret af vitaminrig kost, fik den erfarne patient ny motivation og tro på fremtiden.
Allerede året efter sad Maria på det psykiatriske hospital i Århus og fik den tanke, at hvis Gud ville give hende kræfter til det, ville hun fremover bruge sin tid på at dele sin historie med andre.
– Jeg ville fortælle, hvordan det er som kristen at leve med psykisk sygdom og om, hvad det betyder for mig at have en personlig tro på Jesus, beretter Maria, der i april samme år blev udskrevet for sidste gang og i juni holdt sit første foredrag.
For et år siden supplerede hun disse foredrag, der i snit løber op i et par stykker om måneden, med bogen: Kristen og psykisk syg.
En bog, hvori hun formidler sin dyrekøbte indsigt i den psykiatriske verden suppleret med digte og billeder fra perioder, hvor både tanker og ord var i kaos, og ordfattige udtryk derfor foretrukne.
For Maria har den tunge rejse med skiftende diagnoser og indlæggelser på psykiatriske afdelinger ikke været forgæves. Foruden at berette åbent om forløbet i både skrift og tale, afsluttede hun for et par år siden en såkaldt MB-uddannelse på udannelsesafdelingen på psykiatrisk hospital i Risskov.
Akronymet, der står for medarbejder med brugerbaggrund, håber hun en dag at kunne omsætte i praksis.
– Da jeg oplevede min første indlæggelse, var jeg bange for, at der ikke længere ville være nogen, der ville følges med mig. Men jeg oplevede, at det var der. Jesus var der hele tiden. Men selvom jeg vidste, jeg ikke var forladt af Jesus, havde jeg selvfølgelig brug for venner, familie og omsorgsfulde behandlere.
– Derfor er jeg meget opmærksom på, om Gud kan bruge mig på den måde, slutter Maria, der i 2004 blev gift med Erik, der ligesom hende havde kastet anker i Århus.
Her genlyder hjemmet af sang og klaver. For trods tabte drømme og års mareridt foretrækker Maria at bryde ud i takkesang frem for klagesang.
