Strø grus på den etiske glidebane!
Nogle danske politikere og kendte folk har travlt med at udtale sig til fordel for aktiv dødshjælp. De fremstiller det, som om det var en velgerning at tage et andet menneskes liv. Men det er en etisk glidebane.Først handlede det kun om passiv dødshjælp. Altså ekstreme tilfælde, hvor alt håb om bedring åbenbart er ude, og hvor et menneske i årevis bare ligger i koma og kunstigt holdes i live. Her kan det synes medmenneskeligt at lade naturen gå sin gang.
Men med aktiv dødshjælp går man et skridt videre.
Aktiv dødshjælp vil sige, at læger og andre aktivt handler og giver fx en overdosis af medicin til mennesker, som de ikke mener bør leve længere.
Vist kan der laves retningslinjer, men det er et skred i moralen. Et menneskeliv bør være ukrænkeligt.
Og vi må holde fast i det gamle lægeløfte. At læger altid gøre deres bedste for at bevare liv – ikke tage liv!
Den konservative Helge Adam Møller har været en af fortalerne for aktiv dødshjælp. Men heldigvis står regeringens minister for sundhed og forebyggelse, Jacob Axel Nielsen, fast på de nugældende danske regler.
Men hvor længe? Ofte handler politikerne mere efter den vej, vinden blæser, end efter etiske holdninger.
Vi vil gerne være med til at strø grus på de etiske glidebaner, siger Kristendemokraternes formand, Bjarne Hartung Kirkegaard. Og det er der desværre meget brug for. Folketinget har de senere år savnet etiske vagthunde. Dels fordi KD røg ud af Folketinget, og dels fordi de kristne og etisk-orienterede politikere i de andre partier står meget svagt og alene for tiden.
Det må vi ændre – før næste valg.
Af redaktør Henri Nissen