Danmark har altid modtaget indvandrere

Det påviser Bent Østergaard i sin bog: ”Indvandrerne i Danmarks historie – kultur- og religionsmøder”Debatten om flygtninge og indvandrere fylder meget i medierne – og det er oftest med negative historier, selv om der er masser af positive. Dem ser vi bare langt mindre til i medierne.Bjarne Nederby Jessen
er MF-kandidat for Kristendemokraterne.

Indvandringen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Vi har altid modtaget indvandrere i Danmark. Det påviser Bent Østergaard i bogen Indvandrernes historie – kultur- og religionsmøder, som er en opfølgning af hans tidligere bog Indvandrernes Danmarkshistorie.
Det er en grundig og meget velskrevet bog. Bent Østergaard har været historielærer og er kendt for sit engagement i flygtningedebatten og som ophavsmand til talrige bøger om religion, flygtninge og indvandring.

Om Knud den Hellige (konge 1080-1086), der havde stor opmærksomhed på de fattige, udstødte og de fremmede, og som blev helgenkåret, skrev den engelske præst og historiker i Odense i sin bog fra 1120´erne: ”Kongen bestemte, at fremmede og udlændinge skulle nyde samme ret som landets indbyggere… Det vakte stor uvilje hos danerne, men jeg tror ikke, det på nogen måde var Gud imod.”
Længe før Knud den Hellige og længe efter har vi på godt og ondt modtaget fremmede indvandrere og flygtninge.
Det er ikke noget nyt for vor tid. Men det er spændende at læse Bent Østergaards 562 sider store bog, der beskriver historien om indvandrerne, og hvordan det har fået indflydelse på dansk samfundsliv og historie.
Bent Østergaard påviser i øvrigt, at indvandring til Danmark mere er reglen end undtagelsen, som det ofte hævdes, at indvandrerne gennem hele historien på stort set alle områder har bidraget positivt til den kulturelle og økonomiske udvikling i Danmark.
I den tidlige oldtid modtog vi indvandrere fra Sverige og fra landende syd for os. Tiden med hansestæderne og den stigende handel førte mange vendere og tyskere til Danmark, og vi har mange låneord i det danske sprog fra den tid.
De kom således til at sætte et tydeligt præg på Danmark. Hollænderne på Amager og polakkerne på Lolland og Falster har på forskellig vis haft en positiv indflydelse på dansk samfundsliv.

Under det industrielle gennembrud i slutningen af 1800-tallet kom vi til at mangle hænder i Danmark, og man inviterede fremmedarbejdere, sådan som vi senere så det i 60´erne og 70´erne.
En del af disse gæstearbejdere slog sig ned i Danmark og bidrog til opbygningen af Danmark som industrisamfund, ligesom gæstearbejdere i 60´erne og 70´erne var med til at sikre en fortsat udvikling af velfærdssamfundet.
Mange af gæstearbejderne fra den tid er her stadig og er fuldt integrerede og udfylder en plads i det danske samfund.
Gennem mere end 50 år kom roepigerne fra Polen til at betyde enormt meget for opbygningen af en dansk sukkerindustri.
Antallet af polske sæsonarbejdere steg markant gennem perioden fra ca. 400 i 1893 til 14.000 i 1914 og i løbet af 1. verdenskrig blev flere af dem bofaste i Danmark.
Sæsonvandringen blev for manges vedkommende ændret til egentlig indvandring. Indvandringen kom til at betyde en kraftig vækst i den katolske kirke i Danmark, og der blev ansat katolske præster i ”polakegnene”.

Efter revolutionen i Rusland i 1917 flygtede 2½ million fra den tidligere overklasse. 1200 fik i perioden 1917-22 opholdstilladelse i Danmark.
Det var godsejere, officerer, repræsentanter for bank- og finansverdenen, men også akademikere og kunstnere, som gled ind i det danske samfund.
Mange tilsluttede sig den ortodokse Alexander Newsky Kirken i Bredgade i København, og på Assistens Kirkegård kan man i dag finde en række af deres gravsteder med kyrillisk skrift på gravstenene.
De var integrerede, men ikke assimilerede. De var en del af det dansk samfund, men bevarede også noget af deres russiske kultur.
2. Verdenskrig førte flygtninge fra Nazismen hertil, nogle blev her, mens andre tog videre til Sverige.
Blandt flygtningene var journalisterne Karl Raloff og Hans Rütting, videnskabsmænd som Th. Geiger og Wilh. Reich, men også dramatikerne Bertolt Brecht var mellem dem.
Det danske samfund tog imod. Mange tyske jøder fik et kortere ophold her, inden de enten kom til Sverige eller kom til koncentrationslejrene i Tyskland.
Jeg har tidligere i Udfordringen (uge 20, 2005) i artiklen ”Danmark har reddet mit liv to gange” omtalt én af dem, Martin Glas, der kom til Theresienstadt, og som derfra kom til Sverige med de hvide busser. Han lever i dag i Jerusalem.

Opstanden i Ungarn i 1956 førte til, at vi i Danmark modtog 1000 ungarske flygtninge, der fik permanent opholdstilladelse i Danmark.
I starten blev udgifterne finansieret gennem private indsamlinger, og mange kan huske Ungarns-indsamlingen på TV, hvor støtten var stor.
I slutningen af 60´erne og begyndelsen af 70´erne tog Danmark mod mange spontane flygtninge fra Østlandene og de forhenværende diktaturstater Spanien, Portugal og Grækenland samt fra Asien, Afrika og Latinamerika. Senere fulgte bådflygtningene og Beckerbørnene fra Vietnam.
Mange af disse mennesker er velintegrerede i Danmark i dag.

Senere fulgte gæstearbejderne eller fremmedarbejderne fra Jugoslavien og senere også fra Tyrkiet og Mellemøsten.
De kom som gæstearbejdere, men mange af dem blev indvandrere og fik familiesammenføring i Danmark. De var langt hen ad vejen en økonomisk gevinst for Danmark.
Jødernes historie i Danmark er noget helt særligt, og den historie skildres på fornem vis i bogen, og den er bestemt et studie værd.
Sigøjnere, tatere og romaer får også sit eget afsnit i bogen, men deres historie i Danmark kan vi ikke være så stolte af.

Danmark har hele tiden haft en rimelig venlig indstilling over for vore nye medborgere. I 1973 fik vi imidlertid fremmedarbejderstoppet og i 1979 indtog Fremskridtspartiet, som det eneste danske politiske parti, en fremmedfjendtlig holdning.
Med udarbejdelsen af udlændingeloven i 1983 kom asyl- og flygtningepolitikken til at fylde mere og mere i medierne, samtidig med at antallet af asylansøgere voksede.
Udlændingespørgsmålet udviklede sig mere og mere til en kampplads mellem regering og opposition og mellem de enkelte politiske partier.
Det spidsede mere og mere til og siden folketingsvalget i 2001, hvor vi fik en VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti, har vi oplevet flere og flere stramninger.

Kapitel 29 i bogen ”Et markant skift – folketingsvalg og ny regering 2001” giver en meget grundig gennemgang af udviklingen på udlændinge- og integrationsområdet frem til 2007 og er bestemt værd at læse og få forstand af.
Kapitel 31 ”Migranterne i det danske kirkeliv” bringer en anden og væsentlig historie om nydanskere.
Her fortælles det som så ofte før, at 1/3 af flygtningene og indvandrerne, der kommer til Danmark, er kristne, som finder ind i Folkekirken, den katolske kirke, frikirkerne eller danne egne migrantmenigheder.
Hvad det sidste angår, er udviklingen gået stærkt siden bogen udkom i 2007. Det kristne og det religiøse billede i Danmark har ændret sig markant de sidste 30 år og det har vist sig, at de kristne er meget lette at integrere.
Bent Østergaard behandler emnet religion og integration meget fint og siger bl.a.: ”Det er af overordentlig stor betydning for indvandrere at møde danskere, der viser respekt og forståelse for deres religion – ikke forlegent taler udenom, fremkommer med bedrevidende forklaringer eller udslynger en hårdhændet og ufølsom kritik”.

I kapitel 33 ”Indvandrerne – en nødvendig ressource”, påviser Bent Østergaard, hvordan adskillige indvandrere har haft stor indflydelse på dansk kultur- og samfundsliv.
Når vi synger om kongen, der stod ved høje mast, er der ikke mange, der tænker på, at Johs. Ewald i den sproglige udtryksform var præget af A.G. Carstens fra det tyske kulturmiljø.
Midsommervisen er skrevet af Holger Drachmann, der havde tyske og polske aner.
”Højt fra træet grønne top” og ”Sikken voldsom trængsel og alarm” er skrevet af Peter Faber, der også har tyske aner. Heibergs ”Elverhøj” er skrevet af én med norsk afstamning og musikken af den tysk-fødte Fr. Kuhlau.
Mange, mange andre kan nævnes og det står klart, at ”indvandrere har sat deres særdeles tydelige præg på Danmark: middelalderens kirker og klostre og renæssancens stolte herre- og kongeborge er planlagt og udført af fremmede arkitekter, håndværkere og kunstnere. Kun det ydmyge arbejde med at transportere sten og kalk til byggepladserne var overladt de danske bønder.”
Det var naturligvis langt fra alle, der tilhørte eliten, men de fleste er gledet ind i samfundet som anonyme bidragere til vækst og udvikling i det danske samfund.

Formålet med bogen er ”at skildre de kontinuerlige indvandringer til Danmark, der har fundet sted gennem tiderne fra oldtid til nutid, at give danskerne viden om, at den nuværende indvandring ikke er en helt ny foreteelse, men en i rækken af mange tidligere indvandringer gennem mere end 1000 år,” hedder det i bogens forord.
Bent Østergaard skiver videre i forordet: ”Danmark har aldrig været isoleret, men er kontinuerligt blevet inddraget i de åndelige, politiske, økonomiske og erhvervsmæssige strømninger, der forelå eller brød frem i det øvrige Europa og endnu fjernere egne” og ”indvandrerne medførte egne erfaringer, uddannelser og en idéverden, der kunne blive til nytte for det samfund, hvor de slog sig ned.”

Det har Bent Østergaard på mesterlig vis vist med sin bog, som er et væsentligt bidrag til debatten om flygtninge- og indvandrere i Danmark.

Indvandrerne i Danmarks Historie – Kultur- og religionsmøder
Af Bent Østergaard,
562 sider, kr. 300,-
Syddansk Universitetsforlag