Guds bryllupsfest
Poul A Beck er teolog og har virket som præst i 13 år. Siden 2006 har han som freelancepræst arbejdet med åndelig vejledning, retræter og foredrag.Det er en meget skrap lignelse, Jesus her fortæller. Hære bliver sendt ud. Folk bliver slået ihjel. Byer brændt. Og en stakkels sagesløs, der ikke har den rigtige påklædning, bliver brutalt smidt ud fra festen.
Hvad er egentlig meningen, fristes man til at spørge?
Lad os lige standse her et øjeblik. Det handler om noget, der bedst kan sammenlignes med en evig bryllupsfest. Gud inviterer os til evig, herlig og vedvarende bryllupsfest.
Vi er inviteret til bryllup. Kristus er brudgommen, og vi får lov at være hans gæster. Det er os, han har udvalgt som sin elskede, hellige brud. Vi er både brud og gæster til denne fornemme fest.
Derfor lyder invitation også i al enkelhed: Kom til brylluppet. Alt er rede. Okserne og fedekalven er slagtet. Jesu Kristi offer er bragt. Alt er rede. Det er bare at komme og være med.
Og dog, hvor mærkeligt det end lyder: Det tog de sig ikke af og gik. Én til marken, en anden til forretningen.
Er det stadig sådan, at når Gud inviterer os, kalder os til fest, fornøjelse og frelse, så tager vi os ikke af det? Så er vi mere optagede af det ene og det andet?
Er vi stadig dybest set ligeglade? Det kan vi vel dårligt være, hvis vi rigtigt fatter, hvad det er, vi er inviteret til: Til herlig, hellig bryllupsfest.
Men måske har vi hørt så mange påbud, pålæg, pligter og krav, at det mellem alle de højtråbende stemmer kniber os at høre de tjenere, der blot indbyder: Kom til brylluppet.
Derfor synes jeg, det i meget høj grad handler om at besinde sig på, hvem det er, der indbyder os, og hvilket billede af Gud denne lignelse tegner. Så kan vi meget bedre tage stilling til, om vi skal være ligeglade, forsøge at slå hans tjenere ihjel eller med glæde tage imod indbydelsen.
Lignelsen tegner et billede af Gud som utrolig kærlig, barmhjertig og nådig. Men på den anden side heller ikke dum, naiv og lallende ligeglad. Når nogen slår hans tjenere ihjel, bliver han vred. Dræber disse mordere. Men ikke alle andre. Og brænder netop deres by. Men ikke alle andre byer.
Det er altså på den ene side en Gud, der tålmodigt inviterer og inviterer. Både onde og gode. Men på den anden side kan provokeres, så hans vrede rammer lige præcis og nøjagtig de, der har fortjent det.
Nu hører det med, at meget tyder på, at man dengang fik udleveret en bryllupsklædning ved indgangen til bryllupssalen. De rette klæder var noget, værten skænkede en. I oversættelsen på hverdagsdansk fortælles derfor også om én, som er kommet ind uden at tage den udleverede bryllupsklædning på.
Det handler altså ikke om mandens egne gerninger eller hans formåen, om han nu har kunnet nå at klæde om eller har været så fattig, at han ikke har haft råd til bryllupstøj. Alt det handler det slet, slet ikke om.
Det handler ikke om os og vore præstationer. Men om at Gud selv iklæder os det, vi behøver for at være værdige til hans frelse. Gud, der tålmodigt inviterer os. Gud, der barmhjertigt inviterer selv onde til frelse, vil da ikke pludselig finde på at være nøjeregnende og smålig med vores påklædning.
Selv den skænker han os.
Men er vi ligeglade med det, selv når vi er kommet med, så er Gud ikke ligeglad. Han tøver ikke med at smide den ud igen, som bare tavst ignorerer Gud kærlige tiltale:
Min ven: Hvor er den klædning, jeg har skænket dig? Hvorfor har du den ikke på? Hvordan er du kommet ind uden? Blot og bar tavshed. Så skal Gud nok vide af at reagere på det.
Jeg må sige, at da dette gik op for mig, blev jeg meget glad for denne lignelse. Fordi den tegner dette meget ærlige billede af Gud, der er rummelig, favnende, tålmodig, barmhjertig og endog inviterer de onde. Men på den anden side også har en grænse, vi gør klogt i ikke at overskride. Det rummeligt, bredt favnende Gudsbillede, hvor der også til sidst er en kant.
Hvad er det da for en klædning, Gud skænker os, men som kan fravælges, når den evige bryllupsfest fejres?
Jeg tror, det er åbent for fortolkning. Man kunne sige, det er vores opmærksomhed. Har vi iklædt os den passende opmærksomhed over alt det gode, Gud dagligt giver os, eller er vi både døve og blinde for den kærlighed, herlighed og invitation, som Gud hver morgen rækker os på ny? Livet er en bryllupsfest. Men er vi ligeglade med det?
