Vinterferie
Rejse i Rusland
Hører Gud bønnen fra en russisk ortodoks? spørger kunstneren Rolf Grenov, der har været en tur i Rusland. Han fortæller her om mødet med en ortodoks kristen med stor tro.Inspireret af indslaget i Udfordringen i uge 34 om de unge, der havde været i Rusland, har jeg lyst til kort at fortælle et par oplevelser, jeg havde på min tur til Rusland i foråret.
Det var ikke evangelisation, men et ganske almindeligt mindre rejseselskab, anført af en russisk dame bosat i Danmark. Hun er ivrig kirkegænger i den russisk ortodokse kirke på Bredgade i København.
Vi foretog en rundtur til Moskva, Sergejev Posad, Rostov, Jaroslavl og Sct. Petersborg. På vejen besøgte vi naturligvis en stribe russiske seværdigheder og deriblandt mange russiske kirker. Jeg tror, det var i Rostov, vi besøgte Kreml dér. Vi havde en guide til at vise os rundt, og på et tidspunkt førte hun os over til en af kirkerne. Uden for kirken var der en kø på flere hundrede meter af mennesker i 3-4 rækker, der ønskede at komme ind i kirken. I køen var der såvel unge som ældre, men også børn. Tydeligt nok hele familier i venten.
Min tanke var, at jeg ville i hvert fald ikke stå i så lang en kø for at se denne kirke, men vor guide førte lynhurtigt vort lille selskab uden om køen og ind i kirken. Jeg havde det egentlig lidt dårligt dermed, for jeg ved jo, hvordan man føler det, når man bliver sprunget over, når man står i kø. Men jeg fulgte med.
Inde i kirken lød der den dejligste gregorianske sang af et mandskor, vi ikke kunne se. Kirken var betagende smuk i hele sin indretning, og der var mange, mange mennesker. I kirkens midte var der ligesom en indhegning, og der stod en præst med sin medhjælper. Præsten dyppede sin finger i vievand, der holdtes i et kar af medhjælpen, hvorefter præsten berørte en besøgendes pande og slog korsets tegn for ham eller hende. Folk stod i kø for at blive velsignet – og pludselig forstod jeg, at den lange kø udenfor ikke ventede på at se kirken indvendig, men på at blive velsignet af præsten.
Nuvel, det var en ortodoks kirke! Kan Gud velsigne mennesker via en ortodoks præst? Jeg var ikke i tvivl. Her tror jeg nok vi må erkende, at kirkegængerne tog deres forhold til Gud meget seriøst. Jeg kunne ønske, at mange danskere ville stå i kø foran deres kirke blot for at blive velsignet.
En anden oplevelse skete for selve vort lille rejsehold. Vi skulle med en lejet bus fra hotellet i Jaroslavl til togstationen for at tage nattoget til Sct. Petersborg. Vi havde kørt med bussen helt fra Moskva, så chaufføren var ikke kendt med gaderne i Jaroslavl. Selv om vi havde rimelig god tid, kom vi til en forkert station. Nu var gode råd dyre, for nu var det knapt med tid til, at vi kunne nå at krydse byen til den rigtige togstation. Især fordi chaufføren ikke var kendt med forholdene.
Vi kørte og kørte, og et par gange spurgte vores chauffør om vej, men nervøsiteten bredte sig i vognen. Kun vores leder – damen, jeg ovenfor har nævnt – sad roligt på sin plads og forsøgte ind imellem at dæmpe gemytterne. Pludselig standser chaufføren ved et bybusstoppested. Der stod bare en mand. Chaufføren åbner døren og spørger manden om vej. Manden stiger op i bussen og siger, at nu skal han nok dirigere os til stationen. Vel fremme står han af og viser os hvilken indgang vi skal bruge, så vi kommer til den rigtige perron med det samme. Vi følger hans anvisning og kommer til toget, der er med utroligt mange vogne. Vi kommer ned til vores vogn, der var ret langt væk. Kommer op, og kort efter kører toget. Vi nåede det.
Jeg talte med vores leder – damen – hvorefter hun siger: Det var Gud, der sendte en engel, for jeg bad hele tiden om, at vi måtte nå toget.
De fleste vil sige, at det var et tilfælde, men var det det? Var det en engel? Eller var det en mand, Gud sendte? Jeg ved det ikke, men nu spørger jeg: Kan Gud høre bønnen fra en ortodoks troende? – og derom er jeg ikke i tvivl. Så måske er kirkelivet i Rusland ikke så ringe endda.
