Mirjana Angelina fandt sit livs rolle
Den tyske skuespillerinde fortæller om sin søgen efter mening og lykke – og rollerne som Luthers hustru og Bonhoeffers kæreste.Som teenager meldte Mirjana Angelina sig ud af gymnasiet og ind på skuespilskolen. Hun studerede teater, sang og dans. Men trods succes sank hun ned i stofmisbrug og fortvivlelse.
Hun fandt ikke den rolle, hun gerne ville spille i livet. Når hun betragtede sig selv i spejlet, så hun et tomt ansigt. Hun forsøgte at bedøve smerten med vodka og sovetabletter, indtil hun en nat var tæt på at miste livet, og et usædvanligt møde overraskede hende
– Da jeg var fjorten, blev mine forældre skilt. Allerede fra jeg var helt lille, havde der været store konflikter mellem dem. Derfor havde jeg vænnet mig til at leve på kanten af en vulkan uden tryghed. Men nu fik kaos overtaget.
Jeg kom på en klosterkostskole, som lå på en lille ø midt ude i en kæmpestor sø. Underligt nok kunne jeg godt lide klosterskolens ora et labora (bed og arbejd) rutine. Selvom Gud var blevet borte for mig med tabet af min barnetro, fik aftenbønnen mit hjerte til at falde til ro.
– Jeg var i mellemtiden blevet 17 år. Vildt og uhæmmet kastede jeg mig ud i nattelivet. I 70ernes München betød det: Stoffer, sex og rockn roll
Samtidig vågnede den gamle barnedrøm om de skrå brædder op til nyt liv. I godt tre år tog jeg derfor skuespil-, danse- og sangundervisning. Men drømmen lod vente på sig, og jeg arbejdede ved siden af på et diskotek.
Mangel på selvtillid fyldte mig mere og mere, og stadig oftere drak jeg vodka og tog sovepiller for at fortrænge min angst for livet og fremtiden.
Jeg blev så afhængig af mine bedøvende og stimulerende cocktails, at jeg ikke længere kunne klare mig uden.
Forskrækket så jeg en dag mit spejlbillede i en butik, hvor jeg gjorde mine dagligvareindkøb: En flaske vodka og to flasker saft til at blande i, nok til to til tre dage.
Hvad var der sket med mig? Jeg så ikke længere en ung, ambitiøs skuespiller, men en pilleafhængig alkoholiker. Mit ansigt og min krop så oppustet ud. Angst og stærke depressioner plagede mig nat og dag min drøm var blevet til et mareridt.
På det tidspunkt fik jeg et brev fra en veninde i Amerika, en rocksangerinde, som jeg havde lært at kende under hendes turné i München.
Jeg ved nu, at Jesus Kristus er Guds søn, skrev hun, at han døde for vores skyld, at han virkelig er opstået fra de døde, og at han lever. Han elsker dig højere end sit eget liv, du skal blot kalde på hans navn, så bliver du frelst.
Hvad er det mon for en hjernevask, min veninde har været igennem? tænkte jeg. Er hun kommet ind i en sekt? Jeg rystede blot på hovedet. Alligevel vendte ordene igen og igen tilbage i mig: Du skal blot kalde på hans navn, så bliver du frelst! Jeg var jo da ikke fortabt eller var jeg?
Hvad var der blevet af mine drømme, min livsdrøm?
– Natten mellem den 8. og 9. marts 1978 var jeg døden nær af et blandingsmisbrug. Da jeg klokken fire om morgenen kom hjem fra diskoteket, faldt jeg bevidstløs om i entreen, og efter at være kommet til mig selv igen lykkedes det mig kun med nød og næppe at skubbe min entrédør op og slæbe mig ind i seng. Hele min krop sagde fra. Jeg skulle kaste op, men kunne ikke. Mit liv var blevet et sådant helvede, at døden kun kunne være en udfrielse.
– Jeg mærkede, hvordan min sjæl frigjorde sig fra min krop. Pludselig blev jeg grebet af en vanvittig angst: Døden var jo slet ikke afslutningen! Bagved gemte sig en anden tilværelse, en anden verden.
Åh, min Gud! fór det gennem hovedet på mig. Jeg har aldrig troet på dig, har oven i købet gjort grin med dig! Hjælp! Jesus, hjælp mig! stammede jeg om det var i tanker eller ord, kan jeg ikke længere huske. Men pludselig stoppede en hånd mig i mit fald og rev mig ud af mørkets kløer. Jeg var badet i lys, et herligt, levende lys.
– Siden den skæbnesvangre nat har Jesus ikke sluppet mig. Skridt for skridt gik jeg de første år med ham ved min side, nogle gange euforisk, andre gange vaklende. Stykke for stykke mødte jeg ham i lovprisning og i tilbedelse, selvom det borgerlige kirkeliv var fremmed for mig.
Jeg lærte min mand John at kende, en tidligere rockmusiker, som også havde mødt Jesus. Vi har nu været gift i 30 år og har to børn.
Efter at have mødt Jesus forekom drømmen om teatret mig så ligegyldig. I Jesus havde jeg fundet det, jeg så fortvivlet havde ledt efter: Kærlighed, anerkendelse, at være accepteret.
Efter at jeg havde bestået min skuespillereksamen og var kommet til teatret, forekom det mig alt sammen så indholdsløst. Jeg fik gode rolletilbud, men hver gang spurgte jeg mig selv: Til hvad nytte?
Årene gik. I november 1982 havde jeg mit sidste engagement på teatret. Derefter gik jeg sammen med min mand i gang med at opbygge menigheder, bibelskoleundervisning, konferencer og seminarer, indspille lovsangs-cder og lave bogoversættelser.
– Men en dag fortalte min mand mig tilfældigt, at han havde set en af mine gamle bekendte i fjernsynet. Da jeg hørte navnet, stod hele min fortid med ét foran mig.
Jo mere jeg tænkte efter, desto klarere stod det for mig: Gud giver os præcis de gaver i livet, som vi har brug for. Men der var en gave, jeg havde ignoreret, fordi den var så tæt forbundet med min fortid.
Måske var det lige netop den gave, Gud ville bruge for at nå mennesker, som tilsyneladende ikke kunne nås?
I januar 1991 grundlagde Mirjana Angelina Gospel Art Studio, et kristent teaterarbejde.
På en bevægende og uforglemmelig måde fører hun tusinder af tilskuere ind i kendte kvinders liv: Katharina von Bora, Elisabeth von Thüringen, Bonhoeffers forlovede Maria von Wedemeyer og Kvinden ved Jakobskilden.
Hendes mål er at fortælle ærlige livshistorier som udfordringer, men også at formidle tro og håb.
Med et let kritisk blik tjekker hun sin makeup i spejlet i teatergarderoben.
– I aften skal jeg spille den lutherske Katharina von Bora, gift med den store reformator. En stærk kvinde, denne første præstekone!
Hun kræver meget af mig, den tidligere nonne og mor til fem børn. Der skal energi til for at få alle de mange facetter i hendes liv frem. Men hun giver mig også energi.
Vores menighed har stillet lokaler til rådighed for mig, hvor jeg kan spille teater. Jeg skriver selv mine stykker.
Mange kristne bruger disse teateraftener og de gæstespil, jeg giver, til at invitere naboer og venner i teatret.
Vi underviser også elever i scenekunst, så de får impulser til at skabe kreativt teaterarbejde for børn, unge og menigheder.
Når jeg i dag sidder foran spejlet i min garderobe og forbereder mig på min optræden, må jeg forbavses: Gud bruger hver en facet af vores væsen, hver en begavelse, hver en drøm til at bære sit lys ind i mørket. Selv når vi ikke mere vover at drømme, siger han: Enhver opgave, som jeg har tiltænkt dig, vil blive til velsignelse for dig, for menigheden og for dem, som ikke kan finde mig i mørket i deres liv.
Fra Lydia magasinet
Mere information på
www.gospelartstudio.de
