Så Jesus i dødsrus

Det var overraskende for mange, da Nina Hagen lod sig døbe i august sidste år. Men hun har længe
været kristen, fortæller hun.Mange blev overraskede, da den kendte tyske punksanger Nina Hagen (55) lod sig døbe i august sidste år. Hun siger, at hun altid har været kristen, og at Jesus har vist sig for hende.Nina Hagen har haft et spændende, men også omtumlet liv, hvor hun selv har måttet finde den rigtige vej. I marts udgav hun bogen ”Bekenntnisse” (”Bekendelser”), hvor hun fortæller om opvæksten i Østberlin, gennembruddet som folkesanger, livet blandt punkere i London, om stoffer, selvmordsforsøg og aborter – og sit liv med Jesus. For hun har altid været kristen, fortæller hun.

Læste dagligt i morens antikke bibler

Hendes forældre var ateister, men de forbød hende ikke at gå i kirke eller bede med sine venner. Og så var det meget heldigt, at moderen samlede på antikviteter, bl.a. gamle bibler.
Allerede da hun var meget lille, fulgtes hun med nabofamilien til kirken, og nogle år senere begyndte hun også at læse i morens antikke bibler.
– Det fascinerede mig, at Gud sendte Jesus til os for at befri os, at lære os sandheden og redde vores sjæle. Jesus kom for at lære os om kærligheden til vores næste og til vores fjender! siger Nina Hagen i et interview med Dagen.
Faktisk læste hun i Bibelen næsten dagligt i begyndelsen af 1960’erne. Men da begge hendes forældre var ateister, kunne hun ikke komme til dem med sine spørgsmål. I stedet gik hun derfor til to ældre kvinder, hendes fars husholderske Tante Trüdchen og den katolske fostermor Muschel, som begge var troende og kunne give hende svar på det, hun søgte.

Så Jesus

Men Nina Hagen havde ikke mange vejledere. I 1972 begyndte hun at tage LSD, fordi hun fejlagtigt troede, at det ville hjælpe hende med at se Jesus. Hun ved godt, at det ikke lyder godt og råder også alle andre til ikke at prøve LSD.
Men da hun i en rus troede, hun skulle dø, viste Jesus sig for hende.
– Går du også din vej ligesom alle andre? spurgte Nina.
– Nej! Jeg er der altid. Jeg har altid været der. Jeg vil altid være der, lød svaret.

Folk har ikke lyttet

Udtalelsen om, at hun mødte Jesus i en LSD-rus sammen med tidligere historier om UFO’er og hendes tid med Babaji-bevægelsen (en hinduistisk bevægelse) har betydet, at mange, både kristne og ikke-kristne, har svært ved at tage hendes kristne tro alvorligt.
Diskussionerne florerer på internettet, hvor nogle kalder det et PR-stunt, mens andre mener, at det er hendes sidste forsøg på at komme i rampelyset. Selv holder hun sig væk fra diskussionerne.
– Jeg går ikke ind i diskussionerne. Jeg har mine egne internet-sider og kommunikerer med mennesker fra hele verden, siger den tyske sanger.
Det er først for nyligt, at det er kommet frem, at hun er kristen. Men det er ikke hendes egen skyld, siger hun.
– Jeg har altid ytret mig om Jesus. Men enten har folk ikke villet høre det, eller også har de ikke lyttet ordentlig efter.

Måtte selv finde vejen

Mange troede, at hvis hun overhovedet tilhørte nogen religion, så måtte det være hinduismen. I tyve år har hun nemlig været tilknyttet den hinduistiske Babaji-bevægelse, som mange anser for at være en sekt.
I dag beskriver hun dog dens ledere som ”falske folk, som ville føre mig bort fra Jesus”. Derfor var det heller ikke nogen svær beslutning for hende at forlade bevægelsen sidste år.
– Nej, en dag skulle jeg jogenvinde fatningen, men først måtte jeg opleve det hele for at lære at skille de onde fra de gode. Jeg var altid i Indien som kristen og sagde til guruen og alle andre, at jeg er kristen og tilhører Jesus. De ville omvende mig, men Jesus Kristus viste dem, hvilken far jeg var barn af, fortæller Nina Hagen.

– De skulle have fundet mig før

Selvom der altid har været mennesker, som har hjulpet hendes tro fremad, mener Nina Hagen, at hendes liv kunne have set helt anderledes ud, hvis hun allerede i 80’erne havde mødt ”troværdige, gode kristne” eller en kirke, hvor ”en vild pige som jeg kunne have oplevet kærlighed, accept og forståelse.”
Hun har mødt dem i dag. Men hun synes stadig, at mange kristne er snæversynede og går for meget op i læresætninger.
– Der findes desværre kristne, som deltager i krigshandlinger, åndeligt og fysisk. Det har der altid været, fanatikere i alle religioner. Jeg foreslår, at vi elsker dem sønder og sammen, indtil de forstår, at kærlighed er Gud, og Gud er kærlighed, siger punkstjernen.

Vil udbrede evangeliet

Siden hun blev døbt er hendes liv blevet forandret. Hun har netop afsluttet en tour i Tyskland, hvor hun ikke optrådte på pubs – men i kirker. Her læste hun op af sin nye bog, sang og prædikede.
– Jeg arbejder mere end nogensinde med at sprede det gode budskab. Mit liv er min mission, at leve i Guds kærlighed og vidne gennem min sang og musik. Med min store kærlighed kan jeg bidrage til at skabe fred og sprede budskabet om evig kærlighed i evighed. Jeg har en god opgave, det har jeg altid haft. Thanks to my Lord, Jesus Christ, hvis kærlighed er sand og trofast. I dag, i morgen og for evigt, slutter Nina Hagen.