Frans af Assisi – fra rig købmandssøn til fattig munk
Frans af Assisi blev født som søn af en velhavende købmand i Italien i slutningen af 1100-tallet. Han oplevede Guds kald til at genopbygge kirken og gjorde op med sit overflodsliv. Han startede munkeordenen Gråbrødrene, som levede et enkelt liv i respekt for naturen.Mødet med en fattig munk fra det 12. århundrede gør indtryk på en postmoderne dansker. En beretning om simpel living, enkelhed og et liv i pagt med Gud.
Lin Hansen
er cand. mag.
I efteråret 2009 opholdt jeg mig tre uger i Assisi. Jeg ankom med tog fra Rom, og byen med de lyse huse lå der på bjergsiden og strålede i solnedgangen. Det var som om, der i dette syn lå et løfte om, at byen ville bidrage med noget betydningsfuldt til mit liv. Jeg vidste på det tidspunkt kun ganske lidt om broder Frans. Jeg erindrede, at han var en fattig munk, der i 1200-tallet havde stiftet en munkeorden, Franciskanerne eller Gråbrødrene, som de kaldtes i Danmark. Og at han havde bidraget til den danske salmebog med en salme og en bøn. Og så havde jeg læst i min rejseguide, at Assisi er et religiøst centrum, der hvert år modtager tusindvis af besøgende turister og pilgrimme.
Historien om Frans begynder i slutningen af 1100-tallet i en rig købmandsfamilie. Pietro Bernadone handlede med smukke stoffer, og hans ældste søn Francesco, der var vokset op i rigdom og luksus, var en ung mand, der drømte om at gøre karriere som ridder. Frans var udadvendt og generøs og var det naturlige midtpunkt, når gruppen af unge i byen festede, og han var ikke bleg for at betale gildet. To gange red Frans ud i sin ridderrustning for at forsvare sin by i de rivaliserende kampe mellem forskellige bystater. Første gang blev han taget som krigsfange. Anden gang nåede han kun til den nærmeste by, før han blev syg og måtte vende om.
Frans begyndte at tvivle på, om han havde valgt den rette livsbane. Alle omkring ham tog det for givet, at han skulle efterfølge sin far i forretningen, men noget havde forandret sig i hans tanker og sind. Den før så muntre unge mand var blevet alvorlig og eftertænksom. Han tog ofte på lange vandreture på bjergene og bad til Gud om vejledning.
En dag kom han forbi en lille forfalden kirke, San Damiano, hvor han gik ind for at søge fred. Mens han her sad og mediterede foran et billede af den korsfæstede Jesus, var det som om Jesus talte til ham: Min kirke ligger i ruiner. Gå hen og byg den op. Frans oplevede det som et konkret kald til at genopbygge den forfaldne kirke. Han solgte et parti af sin fars kostbare stoffer og bragte pengene til kirkens præst. Snart efter besluttede han, at han ikke længere ville eje noget. Han slog sig ned i en kold klippehule tæt på San Damiano og tiggede sig til mad sammen med Assisis tiggere.
Frans far gik til retten for at få de penge tilbage, som hans søn havde givet til kirken. Ved retssagen midt på byens torv pålagde biskoppen Frans at betale sin far tilbage. Frans reagerede ved at tage alt sit tøj af og række det til sin far, idet han sagde: Nu er jeg fri og skylder dig intet. Mens han stod nøgen foran forsamlingen, erklærede han, at Pietro Bernadone ikke længere var hans far, men at han i stedet ville betragte Gud i Himlen som sin far. Biskoppen fandt en gammel kappe til ham og lod ham gå. Frans forlod byen og gik op i bjergene. Han var så lettet og lykkelig, at han brød ud i sang.
Frans gjorde op med det rige overflodsliv, som han var født ind i og besluttede at leve helt uden at eje noget. De mennesker som senere ønskede at følge hans tanker, måtte som det første skille sig af med deres ejendele. Han begrundede det med, at hvis man har ejendele, må man også have våben til at forsvare dem med.
Flere unge mænd fra byen sluttede sig efterhånden til Frans og levede sammen med ham ud fra hans idealer. Efterhånden som de blev flere, måtte de finde et sted at være om natten, og Frans indså, at det var nødvendigt med nogle enkle og klare leveregler for gruppen.
For at markere overfor den etablerede kirke, at de ikke var en oprørsbevægelse, søgte han Pavens godkendelse af den evangeliske levevis, som han kaldte reglerne. Men først efter 13 år fik gruppen reel anerkendelse som munkeorden. Frans kaldte munkene fratri minores mindrebrødrene, hvilket markerede en modsætning til majores, som var det ord, man brugte om overklassen.
Frans ønskede at brødrene skulle vise respekt for alt det skabte. Han havde et særligt svagt punkt for de spedalske, der på den tid blev regnet som levende døde. Men også dyr og planter viste han stor omsorg. Der findes legender om, hvordan han prædikede for fugle og købte lam fri, så de ikke blev slagtet.
Frans døde i 1226 kun 44 år gammel, afkræftet af det hårde liv, han havde levet med ringe mad og nattesøvn på den bare jord. Men på trods af hans set med nutidig målestok – korte levetid, efterlod han sig et betydningsfuldt livsværk. Frans havde talt og handlet så fuldstændig anderledes end flertallet af kirkens mænd på den tid, og bevægelsen bredte sig ud over Europa og fik enorm betydning.
Under mit ophold i Assisi gik jeg flere gange ud til San Damiano, som i dag er et lille kloster lidt udenfor byen. Stedet adskiller sig fra byens mange store kirker ved at være en lille, fredfyldt oase uden salg af souvenirs og guider, der viser rundt. Her er rum for den besøgende til at meditere og bede eller blot at være i stilhed og fred.
Hvad var det, der drev Frans til så kompromisløst at ændre sit liv? Han var tilsyneladende drevet af en indre trang til at søge Gud i et enkelt liv, hvilket fik ham til at vælge at leve i fattigdom og give helt afkald på materielle goder. Han havde ikke intentioner om at modarbejde det etablerede samfund eller kirkens autoritet. Alligevel kom hans selvvalgte liv i fattigdom til at stå i stærk kontrast til den store rigdom i overklassen og forskelsbehandlingen i samfundet. Som fattig tiggermunk solidariserede han sig med samfundets svageste, og det var et ideal for ham og hans brødre at hjælpe mennesker på samfundets bund. Ved at gøre sig selv afmægtig gik Frans imod magten i samfundet lidt ligesom Ghandi mange år senere – og hans handlinger fik en stærk symbolværdi, som provokerede de store og frydede de små.
Munken fra Umbrien er igennem de seneste årtier igen blevet en signifikant person i kirkeligt regi. Frans kan fortsat både provokere og inspirere på det kollektive såvel som på det individuelle plan. Drømmen om at leve det enkle liv – uafhængig af materialisme og tæt på naturen – spirer i mange mennesker i det postmoderne samfund. Nogle går foran som rollemodeller og bliver gennem medierne eksponenter for drømmen. Tænk f.eks. på den unge landmand i DR2s serie Bonderøven, der med egne ord bare prøver at gøre tingene mere enkelt. Hver søndag aften følger over 640.000 seere denne moderne Frans (Frank) i hans bestræbelser på at leve mere enkelt og koncentrere sig om de nære værdier. Man vil tænke miljøbevidst også i kirken. Man vil tilbage til rødderne og den gode økologi og gøre sig fri af giftstoffer og masseproduktion. I en tid hvor teknologi og markedskræfter er styrende kræfter for vores liv, har vi brug for nogle forbilleder, der går imod de overordnede tendenser i samfundet og viser os alternative måder at forstå tilværelsen og tilrettelægge vores liv på.
Mødet med Frans af Assisi blev en anledning til at reflektere over mine egne prioriteringer. Ligesom mennesker i 1200-tallet blev jeg provokeret af hans markante budskab om at afstå fra materiel tryghed og følge evangeliets vej i total overgivelse. Ville jeg kunne leve som ham uden at omgive mig med materielle goder? Ville et samfund bygget på Frans idealer overhovedet kunne eksistere? Det var en positiv oplevelse at blive rusket op af mit magelige, senmoderne velfærdsliv. Jeg genopdagede vigtige værdier, som jeg har været tilbøjelig til at glemme i dagligdagens travlhed. Glæden ved naturen. Glæden ved stilheden og det enkle liv. Og glæden ved at give. Mødet med Frans mindede mig om, at det materielle ikke er nok til at skabe indhold i livet, og jeg blev opmærksom på vigtigheden af at skabe tid og rum for stilhed i en travl hverdag.
