Tilgivelse er noget vi vælger

Lektion 17:En kvinde fortalte denne historie fra sit liv:“Jeg var 20, og han var 26. Vi havde været gift i to år, og jeg havde ikke drømt om, at han kunne være utro. Den frygtelige sandhed gik op for mig, da en ung enke fra en nærliggende gård kom og fortalte mig, at hun ventede min mands barn. Min verden var i ruiner. Jeg ville dø. Jeg modstod trangen til at dræbe hende. Og ham.
Jeg vidste, at det ikke var svaret. Jeg bad om styrke og vejledning. Og det fik jeg. Jeg vidste, jeg var nødt til at tilgive min mand, og det gjorde jeg. Jeg tilgav også hende. Roligt fortalte jeg min mand, hvad jeg havde hørt, og sammen fandt vi alle tre frem til en løsning… Barnet blev født hjemme hos mig. Alle troede, at det var mit, og at enken hjalp mig… Den lille dreng blev opdraget som min. Han fik aldrig sandheden at vide. Jeg har aldrig siden nævnt denne begivenhed for min mand. Det har været et lukket kapitel i 50 år. Men jeg har læst kærligheden og taknemmeligheden i hans øjne tusind gange“.

Denne kvinde besluttede sig for at tilgive. Hun var mere optaget af at gøre det rigtige, end af at få ret. Denne beslutning betød, at hun tilgav sin mand og den kvinde, som han havde haft et forhold til. Tilgivelse er noget, vi vælger at give, ikke en følelse, vi har.

Fuldstændig og komplet tilgivelse. Hvad kræver det af os?
1. Vi beslutter os for at bede. Kvinden fandt styrken til at tilgive, ikke i sig selv, men i Herren.
2. Vi beslutter os for at tilgive. Kvinden havde lyst til at slå både manden og den anden kvinde ihjel. Hun valgte at ignorere disse følelser, og med Guds hjælp og ledelse tilgav hun.
3. Vi beslutter os for ikke at tænke mere på uretten, ikke at genopleve, hvad der er sket, ikke påny at fremkalde smerten. Vi ved ikke, hvordan den tapre kvinde i denne historie taklede den mentale smerte, men vi kan forestille os, at hun kæmpede en kamp.
Det er til stor hjælp at praktisere “erstatningstænkning”. Hvis vi gør det, bestemmer vi på forhånd, hvad vi vil tænke på – hvad vi skal erstatte de dårlige minder med – når de optræder i vores tanker (dette skal vi se nærmere på senere).
4. Vi beslutter ikke at rippe op i vores personlige smerte eller den andens synd. Den generøse kvinde i historien ødelagde ikke dagen i dag med gårsdagens smerte.
Corrie Ten Boom, en hollandsk kvinde der tilbragte flere år i en tysk koncentrationslejr, mindede sine tilhørere rundt omkring i verden om, at Gud kaster vore synder i havets dyb og sætter et skilt op med teksten ”fiskeri forbudt”. Hun spurgte: “Kan vi gøre noget mindre for os selv?”
5. Vi beslutter at ”glemme”. Kvinden accepterede manden, som om han aldrig havde syndet, og tog barnet som sit eget.
Et fremragende ægteskab kræver to fremragende tilgivere. Hvordan vil du karakterisere dig selv som en tilgiver, på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er topkarakter, og 1 er en, som aldrig kan give slip på den uret, som engang blev begået?

Opgave

1. Fortæl hinanden, hvordan I reagerede på kvindens historie om hel og fuld tilgivelse. Hvilke følelser og tanker vækker det i dig?
2. Hvilket af de fem trin til tilgivelse finder du sværest? Hvilket er lettest? Tal med hinanden om det.
3. Kan du lade være med at tænke på din ægtefælles fejltrin, efter at du har tilgivet ham/hende?
4. Når vi siger til os selv, at vi ikke bør tænke på en bestemt hændelse, har vi netop tænkt på den for anden gang. Det er her, det hjælper med “erstatningstanker. Vi beslutter på forhånd, hvad vi vil tænke på, når de uønskede tanker opstår. Har du prøvet det? Hjælper det? Hvad tænker du på?
5. Hvad kan du gøre for at gøre det lettere for din ægtefælle at tilgive dig? Tal om det.

Ugens udfordring

Hver gang du tager dig selv i at tænke på gamle sår, så prøv “erstatningstanker”. Det kan hjælpe at synge en yndlingssang, meditere over en salme eller et digt, eller du kan tænke på din ægtefælles gode egenskaber.