Forband ikke mørket – men tænd selv lys

Negative historier er gode historier – ifølge den vestlige presse. Det er negative nyheder, tragedier og skandaler, der fylder mest i medierne. Vi bør rejse os og tale imod det forkerte i vores land, men det skal gøres på den rigtige måde.Er det ikke underholdende at høre om Lene Espersens ferier, hjemmeplejens snyd, statsministerens manglende bilag, og om Helle Thornings forkerte oplysninger?Henning Olsen,
tidl. baptistpræst i Tårs/Østervrå. Aktiv forkynder og underviser i Danmark og udlandet.

Ifølge pressen er sådanne ting gode historier. Men hvad godt er der ved dem? Vore medier skal finde, dokumentere og formidle nyheder. Men hvorfor beretter de næsten kun om skandaler, krige, vold, katastrofer og andre negative ting?

En god historie om et røveri

I lørdags bragte TV2 News for en gangs skyld en god historie. Det var om et røveri i Florida. Men hvordan kan et røveri blive til en god historie? Det kan det, fordi vi fra en overvågningsoptagelse kunne se og høre, hvordan en ung kvindelig ekspedient ved at tale med en røver om Gud fik ham til at opgive sit forehavende og – med mange undskyldninger – gå bort fra stedet uden udbytte. Kvinden var af røveren blevet truet til at udlevere pengene fra kassen. Men det fik hende ikke til at ryste på hånden eller til at forbande manden og mørket i ham. I stedet fik det den røveriramte kvinde til:
– flere gange at fortælle røveren, at Gud elsker ham og vil tilgive ham
– frimodigt og konfronterende at gå i dialog med ham
– med ægte omsorg at udspørge ham om hans tilsyneladende håbløse situation
– at fortælle ham, at der er mange i hendes kirke, som vil hjælpe ham.
Den 20-årige kvinde stod i en vanskelig og mørk situation; men midt i den lod hun sit lys skinne, og derved skabte hun en god historie, som nu går verden rundt.

Se, hør og tal

Digterpræsten Kaj Munk talte imod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig, vel vidende at det sikkert ville koste ham livet. Han mente, at det danske folk var ved at dø af forsigtighed.

Det tavse flertal ønsker normalt ikke at ytre sig. Alligevel kan nogen fra det en gang imellem mande sig op og tage bladet fra munden. Men det sker for det meste kun, når en eller anden gør oprør, stikker næsen lidt frem, ikke vil rette ind eller måske vil forandre ting. Som en karikatur på det tavse flertal blev der i Amerika i hippietiden i 60’erne skabt tre aber, hvor en holder sig for ørerne, en anden for øjnene og en tredie for munden. (Så parolen for dem er: ikke høre, ikke se og ikke tale.)
I den forgangne uge var der en fra det tavse flertal, som i Nordjyske Stiftstidende gik kraftigt i rette med tidligere amtsborgmester og folketingsmedlem Orla Hav, fordi han havde givet udtryk for, at han måske engang i fremtiden vil vise civil ulydighed og gå imod landets love, hvis han føler, at disse er imod hans samvittighed. Under krigen sagde Kaj Munk:
“Hvis han (staten, diktatoren eller kejseren) siger, at vi skal kalde sort for hvidt, løgn for sandhed og uretfærdighed for retfærdighed, så må vi svare: “Du må ikke have andre guder end mig!”
Denne udtalelse kostede ham livet. Men som han sagde i samme tale i Vedersø kirke 2. juledag 1943 uden præstekjole, men med rødt halstørklæde om halsen: “Det danske folk er ved at dø af forsigtighed”.

Grib angrebet rigtigt an

Vi skal ikke ligesom de amerikanske aber være bange for at høre, se og tale. Men vi skal på den anden side heller ikke gøre os til ét med vor tids sensationshungrende, sladderagtige og overfladiske politikere, der offentligt kan finde på at dømme folk, før de har lejlighed til at forsvare sig. Det kan nogle gange være både godt og rigtigt at angribe. Men vil vi angribe, må vi gribe angrebet rigtigt an. Det gjorde Kaj Munk, Martin Luther King, Nelson Mandela og Desmond Tutu. De var nemlig ikke kun kritikere, som forbandede mørket. De var derimod sande forandringsagenter, som med deres ord, liv, civile ulydighed og en beundringsværdig villighed til at lide fik lyset til at skinne midt i mørket. De gjorde oprør og gik til angreb. Men de gjorde det på den rigtige måde. Derfor var de med til at tænde lys og skabe varige forandringer i samfundet.

På jagt efter stemmer og høje seertal

For mig ser det ud som om, at danske journalister og politikere er bedst til at finde og til at fremhæve andres mørke sider. Men er det da ikke vigtigt at gøre det? Jo, hvis det, de fremhæver, afslører uretfærdigt, skaber forandringer og højner moralen. Naturligvis skal de inden for lovens ramme have lov til at fremhæve, hvad de vil. Men hvis de kun gransker i fx Lenes og Helles gøren og laden for at fiske stemmer, for at sælge flere aviser eller for at få høje seertal, så er der noget galt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udokumenterede påstande

Som mennesker er vi begrænsede og nogle gange langt fra virkeligheden. Men det er medierne også. Alligevel har vi tit hørt nogen sige: “Det er helt rigtigt, for det stod i avisen!” Men fordi noget står i avisen eller bliver sagt på tv, så behøver det ikke at være sandt. For journalister videregiver jo kun tingene, som de opfatter dem.
Selv synes jeg, at det virker ynkeligt og meget useriøst, når en politiker på baggrund af presseomtale dømmer, tilsviner og angriber en politisk modstander uden at denne har fået lov til at forsvare sig. Men hvorfor tilsviner politikere hinanden? Er det mon kun for at tiltuske sig selv eller sit parti stemmer ved at flytte det negative fokus, som man selv eller ens parti er udsat for? Hvis det er målet, er der noget galt.
Mange politikere tror, at et angreb er det bedste forsvar. Men det er ikke altid sådan. For hvis angrebene på politiske modstandere kun bygger på pressens ofte fordrejede eller udokumenterede beretninger, så kan de let komme til at virke som en boomerang. Så, kære politiker, vogt dig for at videregive halve sandheder eller hele løgne. For gør du det, kan du let tabe både ansigt og stemmer.

Alle kan gøre en forskel

For mig ser det ud som om, at mange journalister og politikere er ligeglade med, at de er meget optaget af at sætte fokus på mørke sider hos andre. De ønsker sikkert ikke at være lyseslukkere. Men det er også et spørgsmål, om de ønsker at gå foran og tænde lys. Om det virkelig er sådan, ved jeg ikke. Selv er jeg overbevist om, at vi er mange, som gerne vil gøre noget positivt, der kan få lyset til at bryde frem og mørket til at vige. Men hvor kan vi hente inspiration til at bekæmpe mørket, så lyset kan bryde igennem? Det kan vi fra gode historier som fx den om røveren og pigen fra Florida. Det det kan vi også fra beretninger om politikeres kamp mod slaveriet, Martin Luther Kings kamp mod raceadskillelsen og om den ikke-voldelige kamp mod apartheid i Sydafrika.
Men jeg tror også, at vi kan hente inspiration fra biografier om hjemlige politikere, som fx Svend Auken og Christian Majdahl, der som politikere var kendt for helstøbthed og som nogle, der ikke gik uden om det lange seje træk.

Hvad skal vi give videre?

For nogle dage siden så jeg på tv en meget positiv film, som hedder “Gi’ det videre”. Den handlede om, hvordan selv børn, misbrugere, arbejdsløse, hjemløse, pensionister og andre, som samfundet ikke regner for så meget, kunne være med til at forandre verden ved at gøre noget godt for andre. Men hvad skal journalister og politikere gi´ videre? Hvad skal du og jeg gi´ videre? Vi skal ikke have mundkurv på. Men vi må godt veje vore ord, undersøge vore kilder, klappe hesten, inden vi udtaler os kategorisk og vil fyre Lene eller smide Helle i fængsel.


Artiklen fortsætter efter annoncen: