Allan og Christina mødte hinanden – og Gud
Det var kærlighed ved første blik, da Allan og Christina begyndte at arbejde sammen i SFOen.
– Nej, protesterer Allan.
– Jeg syntes faktisk, at hun var rigtig træls…
Hun havde altid ret. Og det havde hun. Men det var vildt provokerende med en pige, der var kristen og havde sådan et selvværd og hvilede helt i sig selv…, forklarer Allan, der ikke selv var kristen.
– Jeg er vokset op i en almindelig familie, hvor dét med kristendommen ikke betød noget særligt.
I 2004 døde min far. Det var svært at miste ham, og jeg skrev et digt om det at miste én, man holdt af: Den Nøgne Sandhed. På en eller anden måde kom digtet i et ungdomsblad, der hedder Tjek.
Opmuntret af det, begyndte jeg at skrive flere digte. Jeg havde før forsøgt at skrive noveller og en roman, men det lykkedes ikke rigtigt. Derfor begyndte jeg nu at skrive digte.
Men da jeg prøvede at få min digtsamling udgivet, fandt jeg ud af, hvor svært det er at få den slags udgivet i Danmark.
Til sidst lykkedes det. I januar i år fik jeg digtsamlingen udgivet på Skriveforlaget, fortæller den kun 23-årige forfatter.
I mellemtiden var Christina dukket op som ny medarbejder i skolefritidsordningen fra april 2009. Selv om de to løb ind i mange diskussioner, kunne de ikke stå for hinanden. Efter et par måneder slog Allan op med sin daværende kæreste, og så gik det hurtigt.
Christina var kommet i Missionsforbundets menighed i Thisted siden 2002, og hun havde ikke tænkt sig at gå på kompromis med sin stærke tro.
– Hvordan turde du så binde dig til Allan, som ikke var kristen?
– Jeg var sikker på, at han nok skulle komme til at tro, smiler Christina.
– Men selv om han ikke ville komme til at tro, så var vi begge indstillet på at ville giftes alligevel. Jeg vidste godt, at det ville blive svært, fordi jeg som kristen tror på, at der er to steder, man kan komme hen efter døden. Og jeg ville nødig se Allan havne det forkerte sted…
Men vi var forelskede.
– Jeg syntes, det var okay, at hun troede, og at jeg ikke gjorde. Det skulle vi nok finde ud af, husker Allan.
Han havde tidligere haft en smule kontakt med kirken:
– Ja, Bibel- og Missionscentret havde engang besøg af Morten Josefson fra TV3s Robinson-serie. Da var jeg med, og det var spændende. Jeg skrev en stil om det. Og jeg var derefter med til to-tre møder i kirken, men så mistede jeg igen interessen. Det sagde mig ikke rigtig noget, indrømmer Allan.
Christina var derimod vokset op med kirken. Hendes forældre var meget aktive kristne, der altid var på forkant med de åndelige udviklinger.
Men selv levede hun nok lidt på forældrenes tro.
– Jeg har altid været troende, og jeg tog personligt stilling, da jeg var 11 år. Et år havde jeg problemer med at få hjertet og hjernen til at arbejde sammen, og tænkte, at det så var ligemeget. Jeg havde mit eget trosopgør fra 2006-2007. Men så blev jeg syg…
– Kæben satte sig bare kontinuerligt mere og mere fast. Kæben var gået ud af led, brusken i kæbeleddet havde forflyttet sig, og alle tandlæger sagde, at den ikke ville kunne rykke sig på plads. I hvert fald ville der gå flere år… Lige meget, hvad lægerne og tandlægerne gjorde, så havde jeg smerter, og jeg kunne ikke åbne munden ret meget. Jeg brugte tusindvis af kroner på det og gik med bideskinner.
Efterhånden måtte jeg spise 12-15 smertestillende piller om dagen for at holde det ud. Og jeg blev også sygemeldt.
Det er nu tre år siden.
Men så hørte jeg, at den afrikanske helbredelses-prædikant Charles Ndifon kom til Århus i tre dage i november 2008.
Jeg tog til Århus og hørte hans gode undervisning. Jeg blev overbevist om, at det var sandt, det han sagde. At Jesus kunne gøre det samme i dag, som han gjorde dengang.
Så jeg gik frem til forbøn for min kæbelidelse. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne lukke munden op. Han smilede bare og sagde: Jo, du kan kan. Du er helbredt. Prøv at åbne munden.
Jeg forsøgte – men det gjorde ondt… Hele natten gjorde det faktisk lidt ondt…
– Men jeg ville ikke gå glip af min helbredelse, så jeg tog derhen næste dag igen og blev igen bedt for, og så opdagede jeg, at jeg var helbredt. Jeg kunne lukke munden op.
Jeg fejrede det ved at spise nogle minut-rundstykker. Og det gjorde ikke ondt. I månedsvis havde jeg ikke kunnet indtage andet end energidrik og flydende kost, men nu kunne jeg spise rundstykker!
Det var fantastisk, husker Christina om sit mirakel.
Og så tilføjer hun endda:
– Nå ja, så fik jeg forresten helbredt min allergiske astma.
– Blev der også bedt for det?
– Nej, men da jeg havde hørt Charles Ndifons undervisning, så forstod jeg jo, at jeg ikke behøvede at kæmpe mere med den slags sygdomme. Så jeg sagde bare selv til sygdommen, at nu var det slut. Og så troede jeg på det. Og siden har jeg ikke haft problemer med allergi eller astma.
Efter disse oplevelser fik troen en helt ny betydning for Christina. Nu var det ikke kun ord, men kraft. Nu vidste hun både i hjernen og hjertet, at Jesus var virkelig, og at kristendommens budskab var sandt.
Og det var med den tro og selvtillid, hun i april 2009 mødte tvivlende Allan.
– Jeg tog med hende i kirke bare for at være en sød fyr, fortæller Allan.
– De havde et kanongodt lovsangskor, hvor Christina også var med.
Men den aften var der en fyr, der hed Dennis, der fortalte om sit liv, og hans historie mindede bare meget om min historie, og jeg hørte, hvad Gud havde gjort for ham. Det betød rigtig meget for mig, og det satte tankerne i gang med hvornår er jeg nok kristen?
Jeg kunne genkende mig selv. Han fortalte om hvornår er jeg nok kristen? – og det kunne jeg genkende. Og det var dér, jeg forstod, hvad det gik ud på.
Nu blev jeg selv kristen.
– Hvad sagde din familie?
– På et tidspunkt sagde min mor lidt irriteret: Allan, du er blevet så godt et menneske, at vi andre ikke kan følge med mere… Jeg forstod godt, hvad hun mente. Hun var bange for, at jeg var kommet med i en sekt og advarede mig imod, at nogle sekter bare ville suge penge ud af folk eller tvinge dem til at arbejde, smiler Allan.
Sådan har han slet ikke oplevet det at komme i en kirke.
Tværtimod. Han er blevet så begejstret for de forskellige kirker i byen, at han er gået i gang med et stort projekt.
– Jeg er i gang med at skrive en bog, hvor jeg interviewer nogle kendte kristne. Jeg håber, at det vil vise, at kristne er almindelige mennesker, som har noget ekstra! Noget livsglæde, noget gå-på-mod, noget næstekærlighed, en mening med livet osv., som de har fået igennem Gud.
Efter at jeg selv har oplevet, hvor godt og rigtigt, det er, så tænker jeg bare: Hvordan får jeg det fortalt videre til andre?
Nu har Allan på 23 og Christina på 24 år købt hus. De mener deres kærlighed alvorligt.
