Verdens centrum

En ting kan vi vide med sikkerhed nytårsmorgen: At der ikke kommer til at stå 2010 på vores gravsten.
Ellers er vi ikke stort klogere end dagen før.
Vores liv har en begyndelse og en ende. Begyndelsen kender vi – eller vi har fået den fortalt. Vi kender tidspunktet for den. Og vi er hver for sig og sammen i færd med at fortælle en livshistorie. Hvor vi er henne i historien, kan vi ikke vide. En dag er den skrevet færdig og bliver sat på hylden. Gravstenen er som en bogryg – den giver en titel: Et navn og to årstal – en begyndelse og en slutning. Men hvad der er indholdet, omdrejningspunktet i livet fortæller stenen ikke. Måske ved de, der elskede os, hvad det hele drejede sig om. Måske ved kun Gud det.
Men de årstal, der står på stenen, fortæller alligevel om omdrejningspunktet, for de knytter vores liv og vores navn sammen med et andet navn. På alle gravsten står Jesu navn. Der står: ”Dette menneske levede i det og det tidsrum mellem to årstal, der er regnet ud fra Jesus”. Jesus er det skjulte samlingspunkt for alle, både de levende og de døde.
Der er en dyb hvile i at gå ind i det nye år i Jesu navn. I bibelteksten til nytårsdag får vi den knappe og koncise oplysning, at en lille dreng efter jødisk skik blev omskåret otte dage gammel og fik navnet Jesus. Var det ikke for mindelsen om, at en engel havde kaldet ham ved navn før fødslen, ville det være som en oplysning blandt tusinder, og tusinder af små jødiske drenge ved navn Jesus eller Joshua, som er det samme navn på hebraisk. Navnet betyder Gud frelser.
Dette Jesus-navn er vores omdrejningspunkt. Dette navn er vi båret ind i og knyttet til i vores dåb. Dette navn bærer vi selv inden i os, det er tegnet på os med korsets tegn, og som et ydre tegn regner vi vores fælles tid efter det navn. I dette navn samles alting – tiden og evigheden, det synlige og det usynlige, det himmelske og det jordiske, Gud og menneske.
Det er og bliver kristendommens omdrejningspunkt, at igennem dette almindelige Jesus-navn taler Gud.
I den lille dreng og senere voksne mand opfyldes tiden – meningen med livet. Guds tanke, Guds ord, som skaber alting. Han lever det, som vi ikke kan finde ud af;dét som gang på gang forkludres for os. Han opfylder kærlighedens lov, livets lov, skabelsens lov – han lever sit liv for andre, for alle. I ham velsignes alle jordens slægter, fordi han ophæver alle skel imellem mennesker.

Vores eget livs begyndelse og slutning er vi ikke herre over. Vi ved kun, at om det bliver langt eller kort, så rummes vores liv i Gud. Det begynder og slutter i Jesu navn. Og dets omdrejningspunkt er Jesus, Guds kærlighed i menneskeliv.
På vej ind i et nyt år ved ingen af os, om vi er på vej op eller ned eller på vej til at falde til hvile. Ingen af os kan heller bedømme os selv og fælde dom over vores liv og dets betydning. Det er ikke givet os at vide noget om, hvad i vores liv der har fået eller vil få betydning for andre, og hvordan vi spiller en rolle i andre menneskers historie. Men uanset om vi griber meget eller lidt ind i andres liv, så er vi ikke punktet, der holder verden oppe – eller nede. Vi er ikke verdens centrum. Det er Jesus.