Stormens herre
Af Per Ole Rasmussen. Sognepræst i Teestrup og
Bråby sogne ved HaslevSommetider kommer vi i en situation, vi ikke selv kan klare. Jeg husker mange gange som avisbud at være kommet inden for en havelåge og se den der store væmmelige hund komme farende om hushjørnet.
Jeg tror nu nok, jeg slap med skrækken de fleste gange. Som regel kom hundens ejer lige bagefter og kunne mærkeligt nok få den til både at være stille og lægge sig.
Egentlig var jeg vel lidt misundelig. Tænk, sådan at kunne få hunden til at lystre. Ejeren sagde en bestemt kommando, og hunden adlød. Forskellen på hundeejeren og mig var, at det var hans hund. Han var vant til den og vidste, hvad der skulle siges. Og så var han ikke bange!
Det var ikke en hund, der gjorde Jesu disciple bange, men i stedet et voldsomt uvejr, mens de var i en båd ude på søen. Flere af dem var ellers fiskere og havde prøvet det før, men her bliver de altså bange. Bange for at gå under, bange for at drukne. Her var noget, de ikke kunne klare sig ud af.
Heldigvis var Jesus med i båden. Han, som var herre over storm og bølger. På hans kommando blev der helt stille. Som når den dygtige hundeejer med en kommando fik sit frådende bæst af en hund til at ligge roligt og stille.
Men hvorfor kom der overhovedet en storm? Kunne Jesus ikke have hindret stormen i at komme? Jo, det kunne han vel. Men det gjorde han ikke. Stormen kom, fordi sådan noget hører til i verden.
Det var endda Jesus, der var gået i båden først. Hans disciple havde fulgt ham i vished om, at når de holdt sig til ham, så var alt under kontrol. Men sådan så det altså ikke ud, mens de stod der midt mellem de frådende bølger. Da var de overgivet til naturkræfterne. Og blev bange! Hunderædde! Kunne vi godt sige!
Storme hører livet til. Andet kan vi ikke sige. Vi forstår ikke de storme, vi løber ind i, når nogen i familien bliver alvorligt syg, når nogen dør, når vi mister vores arbejde, når der sker en ulykke. Sådan noget sker, ikke kun for naboen, også for os. Men hvorfor?
Sådan spurgte Job også. En velhavende mand fra Det Gamle Testamente, som fik frataget alt, hvad han havde. Til sidst sad han i aksedyngen og skrabede sig med et potteskår. Og spurgte: Hvorfor skulle al denne lidelse ramme mig?
Han fik ikke svaret, men han fik noget andet. Gud stillede ham et andet spørgsmål: Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede? Job fik lov at se et glimt af Den Almægtige, og der finder han fred. Ikke svar, men fred.
Vi får ikke svar på lidelsens hvorfor. Men kunne vi midt i livet og smerten få et glimt af Den Almægtige og hans magt og kærlighed, så ville vi måske kunne finde fred, midt i stormen.
Der er altid én, som er herre over stormen. Det ved vi fra Bibelen. Den fortæller os i dag om Jesus, der med sine ord fik storm og bølge til at tie. Stormene kommer vi ved ikke hvorfor men vi ved, at vi aldrig er alene i stormen.
