Åndelige erfaringer udvikler os mest
Åndelige oplevelser, nære venner og god tid er både tiltrækkende og udviklende for nye kristne, viser undersøgelse.
– Jeg synes kun, religion er interessant, hvis det dur. Religion er kun rigtig spændende, hvis Gud er der for alvor.
Det har studievært Clement Kjersgaard tidligere sagt til denne avis. Og det har Danmarks mest dagsorden-sættende journalist ret i, viser en undersøgelse, foretaget af FrikirkeNets formand Tonny Jacobsen.
Ved at interviewe 14 personer to gange med et års mellemrum fandt han ud af, at tre ting tiltrækker åndeligt søgende danskere: Åndelighed, fællesskab og tid til proces.
På fredag den 18. februar forsvarer han sin doktordisputats om dette ved University of Wales.
– Der er et match mellem karismatisk kristendom og mange åndeligt søgende danskeres længsel og interesse, siger han til magasinet domino.
Undersøgelsen bød på flere overraskelser, fortæller han til Udfordringen:
– Det som overraskede mig mest ved de personlige interviews var, at folk var frustrerede, hvis de ikke blev involverede i kirken ret hurtigt. Alle 14 svarede, at de enten ikke blev involveret eller involveret for lidt. Ingen af dem svarede, at de blev involveret for meget i kirken. Og det er tankevækkende!
– De var forbavsede over, at de ikke blev bedt om at bidrage med noget. Det ser ud til, at nye er ivrige for at bidrage til kirkens liv.
Undersøgelsen viser at, åndelighed, relationer og tid til proces både virker tiltrækkende på nye og udviklende på eksisterende kirkegængere. Og åndelighed er der masser af i karismatiske kirker, den må bare ikke blive stereotyp, ifølge undersøgelsen:
– Åndelighed bliver stereotyp, hvis den låses fast til for eksempel det udtryk, som typisk kan findes ved afslutningen af en gudstjeneste i en karismatisk kirke.
Relationer betyder meget, især for unge. Men ikke alle i kirken er lige åbne for at inkludere nye.
– Det er svært at skabe et meget stærkt fællesskab i en kirke, som er styret af middelklasseværdier. Et tæt fællesskab kræver, at man bliver revet ud af de faste rammer, siger han.
En tredje faktor er frihed og tid til at tage egne helhjertede beslutninger:
– Det kobler jeg til den tidlige kirkes discipeloplæring, hvor man som ny troende fik tilknyttet en såkaldt sponsor; en person, som fulgte vedkommende og mødtes med vedkommende, inden det daglige arbejde begyndte. Jeg tror, vi er nødt til at erkende, at man ikke kan skabe disciple på kurser, siger han og slutter om kirkens ledere:
– Det er et grundlæggende problem, at lederne kun arbejder i kirkens rum og ikke på arbejdsmarkedet, og dermed bliver lederens referenceramme kirken og kun kirken. Det kunne måske være gavnligt for nogle af os præster at have perioder med arbejde uden for kirken, så vi i højere grad kommer til at leve i den samme virkelighed, som dem vi underviser og er ledere for.
