Min vielsesring er ridset

Jeg kom til at se på min vielsering forleden. Og måtte konstatere, at den er blevet ridset. Noget så ridset endda. Især, når man tænker på, at vi ikke engang har været gift 3 år endnu.
Men det fik mig til at tænke. På ægteskabet og styrken og svagheden i det.
For min ring er altså lavet af guld. Det lyder jo hårdt, men er det slet ikke. Til gengæld er det kostbart og holdbart.
Og sådan er det jo lige præcis med ægteskabet. Ja det er stærkt. Det går ikke i stykker som glas, men det er også sårbart. Små ord. En lille hårdhed i hjertet mod hinanden. Ligegyldighed. Der skal ikke så meget til at lave dybe og skadelige ridser i forholdet. Men samtidig er det stærkt. Ringen falder ikke fra hinanden, fordi den bliver ridset. Og den kan pudses op igen.
Nogen gange vil, især vi kvinder, bare gerne have at ringen skal være ridsefri og Hollywoodsmuk. Dag efter dag. År efter år. Men sådan er livet desværre ikke – eller måske heldigvis.
Den dag jeg fik min ring, var den pletfri og ridsefri. Så smuk, som den kan være. Samtidig lignede den alle de andres vielsesringe. I dag ligner den kun min. Ridserne i ringen kan være et symbol på ægteskabets op og nedture. Min mand plejer at sige, når vi kæmper med besværlige ting i ægteskabet, at ”Det er nu, vi gør vores ægteskab stærkt”. Selvom der også er fantastiske lyserøde romantiske dage ind imellem, ville de let blive overfladiske, hvis vi ikke havde dybden med i ægteskabet.

Og så er det så godt at se på en guldring. For det er ret tydeligt. At uanset, hvor mange ridser jeg får i min ring i min vandring med min mand, vil det ikke være nok til at slide ringen over. Og det er det samme med mit ægteskab. Det har jeg lovet foran Gud og mennesker, at opture og nedture, modgang og medgang ikke skal afslutte, men kun døden. Og det ved jeg, at både jeg og min mand vil stå fast på.