Midt i livet tænker vi på døden
Findes Himlen virkelig? Hvordan er der mon dér? Sådanne tanker dukker ganske ubelejliget op på et eller andet tidspunkt i livet.- Far, hvor gammel vil du være, når jeg bliver fyrre? Jeg var endnu ikke fyldt seks, da jeg stillede min far dette spørgsmål kort efter hans 40-års fødselsdag.
– Ak, min ven, når du bliver fyrre, så vil jeg allerede længe være død. Umuligt far var jo lige der! Far død? Utænkeligt!
– Vi skal alle dø, sådan er det nu engang det er livets gang, forsøgte min far beroligende at trøste mig med.
Er døden da virkelig så naturlig, så selvfølgelig?
På en eller anden måde passer den ikke ind i mit tætpakkede, ofte overfyldte, liv. Døden hører til på kirkegården, til allehelgensdag, til søndag før advent in memoriam. Hvis ikke der ligefrem er en eller anden i min nære omgangskreds, som er meget syg eller ligger for døden, er tanken om døden langt væk. Den er som noget fra en anden verden, jeg hurtigt fortrænger for igen at vende tilbage til hverdagen.
Midt i livet er vi omgivet af døden, hedder det i en gammel salme. Skal jeg midt i livet være bevidst om, at jeg skal dø? Hvorfor ikke først ved livets afslutning? Måske ville den så endda komme belejligt, døden. Når jeg har mistet al kraft, er blevet skrøbelig
sådan omkring de 85
95 år.
I teaterstykket Enhver, der foregår i middelalderen, viser døden sig for en købmand, der lever i sus og dus, og hvisker ham i øret: Også du skal danse efter min pibe og alt, hvad du ejer, bliver ladt tilbage her på jorden, når du dør. Holder denne middelalderlige forestilling også stik i dag? Får døden det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen? I så fald er det på tide at se den i øjnene.
Jesus siger noget, som for mig er en fiksstjerne i evangeliet: Jeg er opstandelsen og livet. Enhver, som tror på mig, skal have evigt liv. Jesus siger her, at troen på ham ophæver den endegyldige afslutning, der gælder for alle mennesker!
Ja, det kropslige liv, det liv, der virker her, skal blive tilbage. Men mit egentlige liv, min sjæl, min ånd, mit virkelige jeg vil leve videre et sted, som Biblen kalder Himlen.
Himmel
er det ikke kun en tanke, der trøster, når kisten sænkes ned i graven? Jeg ved, hvad det betyder at miste et menneske, som man har elsket. Tabet heraf rammer os dybt, for inderst inde ligger denne viden, denne antagelse, at livet egentlig aldrig burde slutte. Findes Himlen virkelig? Hvordan mon der er dèr? Vil vi mødes igen? Vil vi kunne kende hinanden?
Hver gang bevidstheden om døden trænger sig på, kommer jeg med taknemmelighed til at tænke på noget, jeg oplevede som 21-årig på grund af en alkohol- og stofmisbrugsforgiftning: nemlig at leve, selvom jeg var død.
I det øjeblik jeg oplevede/levede dette evige liv, ville jeg slet ikke tilbage til denne verden. Jesu nærvær var så overvældende, at alt, hvad jeg var, alt, hvad jeg havde nået, fuldstændig mistede sin betydning.
Så vidt jeg således kan tale af erfaring, overgår Himlen langt vores forestillingsevne. Jeg er overbevist om, at de ord og begreber, som Biblen bruger for at beskrive Himlen, kun formidler en afskygning af, hvordan vi rent faktisk vil opleve Himlen. Omtrent på samme måde, som når man forsøger at forklare en blind solnedgangen og derpå lader ham se den med åbne øjne.
I 32 år har jeg været taknemmelig for, at jeg kan se døden i øjnene på grund af Jesu opstandelse, at jeg kan lære en smule af det, som evigt liv, liv i umiddelbar nærhed af Jesus, betyder.
Tanken om døden skal for en kristen altid være forbundet med tanken om Himlen: I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? (Johannes 14,2). Hvor kan vi dog være taknemmelige for, at vi ved Jesu løfter allerede i dag, her og nu, får lov at opleve en smule himmel på jorden, og midt i døden er omgivet af evigt liv.
Af Mirjana Angelina
