Helse fra Guds frie natur

Det vokser og spirer og er ikke i høj kurs hos havefolket. Men ukrudtet er gratis helse, som enhver kan plukke kvit og frit i naturens skattekammer.
Fra tidernes morgen har ukrudtet fulgt os og er en del af vores oprindelse, som bl.a. beskrives i Bibelens beretning om paradisets have, hvor mennesket, dyr og planter er i balance med sig selv og andre levende skabninger.

Urteterapi er af de ældste helbredelsesmetoder, som kendes, og den har i århundreder været brugt i sundheden og skønhedens tjeneste.
Først og fremmest var det de gamle benediktermunke, som målbevidst anlagde urtehaver og udplantede lægeurter til gavn for datidens befolkning. Herfra blev også de første botaniske urteoptegnelser bogført. Opdagelser af middelalderens lægekunst skete ofte gennem overleveringer fra oldtidens medicin. Munkene tydede skrifter fra kinesiske og ægyptiske urtelæger. De ægyptiske medicinmænd tillagde plantemedicinen store terapeutiske egenskaber. Blev en ægypter syg, spiste han bestemte urter for at understøtte kroppens modstandskraft. De vidste, at enhver plante er en biokemisk fabrik, der producer virksomme stoffer til styrkelse af kroppens modstandskraft.

Klostrene havde efterhånden samlet en meget stor viden vedr. lægekunst til de syge, som byggede på erfaringer i stedet for magi og overtro.
Denne viden kom fra Grækenland allerede omkring år 400 før Kristus – med Hippokrates, der levede fra år 460 – 337 f.Kr. Hans viden var blevet overtaget af romerne med Galén – der levede i år 130 – 201 e.Kr.
Munkene prøvede på at forstå de gamle skrifter samt udnytte deres viden også ved brug af urter til behandling af de syge.
I Salerno, nær Napoli, i Italien lå den berømte Salerno-skole, der var den førende medicinske læreanstalt i middelalderens Europa. Her blev Hippokrates og Galéns lære formidlet. Skolen har eksisteret i mange hundrede år. En stor del af dens viden kom fra arabiske og jødiske læger, som bragte deres viden til skolen. En ufattelig rigdom af viden – som blev kanaliseret videre til klostrene.

Omkring 800-tallet blev medicinstudierne indført som et særskilt fagstudium, baseret på så meget af den kendte sygdomslære fra antikkens Grækenland.
Salernoskolen – også kaldet Civitas Hippocratica for sin nære tilknytning til den klassiske medicin, – blev oprettet syd for Napoli. Hvem der har oprettet denne skole vides ikke. Måske er det arabiske læger, måske også benediktinermunke og temmelig sikkert også jødiske læger, som har gjort en kæmpe indsats for skolen i tidens løb. Araberne og jøderne udvekslede deres viden. Det almindelige middelalder- menneske mente, at sygdomme var Guds straf for kollektiv eller individuel begået synd, mens en mindre del af befolkningen var indviet i de lærdes sygdomsopfattelse. Ifølge dem var sygdom et tegn på ubalance mellem legemets fire væsker,
blod, slim, gul galde og sort galde, men også ubalance mellem universet og mennesket.
Klostrene havde meget stor erfaring med sygdomsbehandling, og bl.a. dominikanermunkene tog sig af de syge og fattige.

Naturens skattekammer indeholder et væld af helsebringende urter. I skov, hegn og krat finder man de sunde planter. Det er vigtigt at undgå forurenede områder.
Planterne skylles i vand for støv og snavs og hænges til tørre et luftigt og tørt sted. Når plantedelene kan knuses mellem fingrene, er de tørre og skal opbevares i en krukke med et tætsluttende låg.

Balsam (fra arabisk: ”vellugt”) er betegnelsen for den duftende harpioks (Benzoe) fra Balsamtræet og andre balsamplanter, som f.eks. Myrrha-busken (hvor stoffet kaldes Perubalsam). Balsam er smertelindrende, sårhelende og virker konserverende. Balsam indgår sammen med olivenolie i den liturgiske olie, som bruges i mange sammenhænge i den katolske kirke. Farmaceutisk set er balsam en opløsning af harpikser i æteriske olier.

Isop nævnes i flere gamle skrifter, deriblandt Bibelen. Godt nok hersker der tvivl om, hvorvidt der er tale om den plante, som vi kender i dag som Isop. Nogle mener at der måske er tale om Merian i disse gamle skrifter.
Krydderurten har i folkemedicinen været anvendt mod lungevejslidelser, astma og bronkitis.
Planten kan virke blodtrykshævende og har derfor været brugt mod for lavt blodtryk. Isop trives på solrige steder i skovbunden og er nem at dyrke i haven eller i altankassen. Den har i generationer været en populær krydderurt i supper, salater og kødretter – på grund af den pikante smag.

Gul Ensian vokser især i kalkrig jord og kan opnå en alder af 50 år. De gule blomster skyder dog først efter 15 år. Plantens saft indeholder bitterstoffer og kan i folkemedicinen spores tilbage til det første århundrede efter vores tidsregning, hvor man kendte til ensianrodens gunstige indvirkning på fordøjelsen.
Planten er også blevet anvendt ved appetitløshed, træg tarmfunktion, oppustethed og mave/tarmkramper. Grundet disse egenskaber er Ensian meget anvendt i likør og mavebitter.

Brændenælden er frygtet på grund af sin nældegift, som de fleste af os har stiftet bekendtskab med. Men fra gammel tid var man klar over plantens terapeutiske egenskaber, man dyrkede dem ligefrem på markerne, høstede dem tre gange om sommeren, lavede brændenældesuppe – eller gav dem som fodertilskud til kvæget.
Brændenælde hører til en af vores plantefloras nyttigste og sundeste urter. Planten indeholder b- og c-vitaminer, jern, kalcium, kisel, enzymer og sporstoffer.
Den blev brugt mod urinvejssygdomme, nervebetændelse, blodmangel, træthed og udmattelse på grund af de mange næringsstoffer.

Af de helt unge brændenældeskud kan man tilberede en lækker og næringsrig salat eller lave en suppe. Rengør brændenælderne og giv dem et opkog i let saltet vand. Hæld vandet fra og hak nælderne med en kniv. Bring bouillonen i kog, og tilsæt de hakkede blade. Jævn suppen med Maizena, der først er rørt op i lidt vand. Kog suppen igennem og smag til med salt og peber.

Brændenælde menes at rense og styrke huden og bindevævet. Brug et par spsk. tørrede blade til et krus kogende vand, og lad det trække i 5 minutter. Man kan drikke op til 5 krus brændenældethe om dagen.
Brændenælder kan også bruges til hårskyllevand. Det hjælper på glansløst og fedtet hår.

Mælkebøtten er enhver haveejers skræk og svær at få bugt med, derfor har den i folkemunde fået det lidet kære navn, ”Fandens Mælkebøtte”.
Mælkebøtten vokser overalt på marker, i skove og på enge, og er fra gammel tid blevet brugt som en mavestyrkende plante. Mod gulsot, led- og muskelsmerter og som blodrensende middel.
Når mælkebøtten er god for maven, er det fordi den stimulerer mavesyren og gavner fordøjelsen. Den indeholder inulin og taraxin, der er gavnlig for fordøjelsen, lever og galdefunktionen. Planten er vanddrivende og har et stort indhold af kalcium, samt B- og C-vitaminer.
Mælkebøtten kan også bruges i salatskålen, som et næringsrigt og udrensende tilskud i dagligdagen.

1 liter mælkebøtteblade, ½ kilo kartofler, 3 æg, 1 dl fløde, 200 g skinketern, salt og peber. Mælkebøttebladene koges et par minutter i letsaltet vand. Bladene hakkes let og lægges i bunden af et ildfast fad. Herefter fordeles skinketern over retten og fløden hældes over. Kartoflerne koges og moses, og æggeblommer tilsættes, derefter vendes æggehviderne i retten. Smag til med salt og peber. Mosen lægges øverst. Retten bages i ovnen ved ca. 220 g i 30 minutter
Mælkebøtten er i vid udstrækning også blevet anvendt mod ledsmerter. Brug 3 dl mælkebøtteblade og et par spsk. koldt vand. Bladene knuses i en morter og kommes i et tyndt klæde, der lægges over de ømme led.

Mælkebøttens styrke og udholdenhed har givet den en plads i historien. Dansk Kvindesamfund brugte den som symbol i 1915, da 12.000 kvinder plukkede mælkebøtter og gik i procession til Amalienborg, hvor de takkede kongen for, at kvinderne havde fået stemmeret.

Padderokken vokser på sumpede enge eller lerede marker. Den har et stort indhold af kisel og er i folkemedicinen især blevet brugt til hudsygdomme som eksemer og allergier. Lad padderokkeblade trække i kogende vand i 5 minutter, så de aktive bestanddele opløses. Urten har en let vanddrivende virkning.

Mod betændelser i luftveje, slimhinder og svælg kan man benytte kamilledampe. De bakterier, der dannes på slimhinderne, neutraliseres af dampene. Kamillens sammensætning af biologisk virkende stoffer er derfor anbefalelsesværdig imod infektioner.
Den er også kendt som et beroligende middel.
Den kan også bruges imod mavekatar, hvor man hver morgen på fastende hjerte skal drikke en kop kamillete. Kan man ikke lide smagen – findes Kamille også i kapselform.

Perikum er i århundreder blevet brugt som middel mod tungsind og som beroligende middel. Planten vokser vildt i skovbunden. Den er også blevet anvendt som hudplejemiddel. Brug 2 dl friske perikumblomster til en halv liter rasp eller olivenolie. Knus blomster eller knopper, f.eks. med skaftet af en kniv. Læg det i en glaskrukke, hæld olien over og lad det stå i solen i en måneds tid. Si derefter ekstrakten og olien er klar til brug. Den er især god til irriteret hud og som massage olie.

Vejbred er en effektiv sårheler. Læg de hele blade på sår og rifter. Man kan også lave en vejbredkur ved at støde bladene i en morder og blande det med 2 spsk. Vand. Kom herefter indholdet i et tyndt klæde og pres saften ud. Væd vejbred med en bomuldsklud og læg det på såret i en halv time og lad det herefter lufttørre.

Brugen af Evig Grøn stammer helt tilbage til middelalderen. Den vokser i skovbunden og anvendes også som bunddække i haver. Navnet Evig Grøn har planten, fordi den har grønne blade både sommer og vinter. Planten var i århundreder populær som kærlighedsdrik. Ifølge overleveringer blev Evig Grøn også anvendt til hukommelses- og koncentrationsvanskeligheder, idet munkene mente, den styrker kredsløbet.

De fleste haveejere hader den grønne plante, der med lynets hast kan brede sig og kvæle blomster og prydbuske. Det var de gamle Benediktermunke, der indførte planten i folkemedicinen. Især blev planten anvendt mod gigtsygdomme. Den har et højt vitamin- og mineralindhold og er derfor også blevet anvendt mod energimangel og svækkelse.
Den kan også bruges i salatskålen, i tærter eller i en gratin.

Der anvendes 300 g skvalderkålsblade, 50 g smør, 60 gram hvedemel, 2 dl mælk, 3 æg og en spsk. salt. Skvalderkålen koges i 15 min. og hældes derefter i en sigte for at dryppe af. Smørret smeltes i en gryde, herefter røres mel og mælk sammen. Køl af, skil æggene og rør æggeblommerne i skvalderkålen. Hviderne piskes til skum og vendes i. Bages sluttelig i et ovnfast fad i en time ved 170 grader.

Til mørdej: 200 g mel, 200 g smør eller margarine, 1 stor æggeblomme, 1 liter skvalderkålsblade, en halv liter mælk. Hak fedtstof og mel sammen til en grynet masse, tilsæt æggeblommen og arbejd dejen hurtigt sammen. Dejen skal hvile koldt. Det nemmeste er at fore en tærteform med dejen og lade den hvile en halv time på køl. Skyl og tør skvalderkålen, hak den og læg den på tærtebunden. Hæld æggemassen ovenpå. Bag tærten i ovn v. 200 grader ca. 20 min til den er gennembagt.

Axel O. Hansen (1892-1972) var for 70 år siden en af de første danske urtepionerer.
Han fik sin grundlæggende sundhedsuddannelse hos overlæge Carl Ottesen på Skodsborg badesanatorium. Sin lægelige uddannelse fik han i USA, hvor han blev uddannet til æresdoktor i Naturopati. Bl.a. skrev han 2-bindsværket – Helbredelse, det største naturmedicinske værk, der indtil da var udkommet i Skandinavien. Siden grundlagde han sit eget urtefirma, Drogeriet.
Danmarks ældste naturmiddelfirma blev i 1976 overtaget af adventisterne Jonna og Peer Christiansen og fik navnet Naturdrogeriet, som i dag har udviklet sig til et af de førende firmaer inden for naturmedicin, urter, helsekost, krydderier, naturkosmetik og æteriske olier.