Kristen enke: – Gud har aldrig svigtet mig
Bahar er en fattig kristen enke i Centralasien. Hun vidner om, hvordan hun har oplevet Guds trofasthed midt i sin vanskelige situation.- Først var jeg helt forvirret og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Havde Gud stadig tingene under kontrol? Passede han virkelig på os som familie? Passede han på mig? Her var jeg, gravid med mit sjette barn, min mand var lige død, vi havde så mange problemer i forbindelse med begravelsen, og hele landsbyen, inklusive min egen svigermor, var imod os. Hvor og hvordan skulle vi bo? spørger Bahar.
Sådan fortæller en kristen enke fra Centralasien. Af hensyn til familiens sikkerhed nævnes landet ikke. Men der er tale om et muslimsk land.
– Gud har lovet i sit ord, at han aldrig vil slippe os eller forlade os, og det gør han heller aldrig. Et kort stykke tid troede jeg virkelig, at Gud havde forladt mig, men det varede heldigvis ikke længe. Snart forsikrede Gud mig om, at han var mig nær. Jeg genfandt min glæde i Gud, og jeg har tillid til, at han har alt under kontrol, selvom vores familie det seneste års tid har været igennem en meget vanskelig situation, fortæller Bahar.
Bahar fortsætter, mens hun sidder med sin lille søn i armene:
– Da jeg var gravid med denne lille dreng, vores sjette barn, var min mand, Bahtiyar, syg og fik konstateret mavekræft. Vi bad ofte om, at han måtte blive helbredt, og sammen med de få øvrige kristne i vores landsby ventede vi på, at Gud ville hjælpe os. Bahtiyar var også henne hos en læge, men der kunne ikke gøres meget for ham.
– Kort før Bahtiyars død kom flere mænd fra landsbyens moské hen til vores hus og talte med ham. De vidste, at han tidligere havde været muslim og nu var blevet kristen.
Nu, hvor han var så syg, begyndte de at diskutere med ham og opfordrede ham til at vende tilbage til islam. De lovede ham, at de ville give ham en ordentlig begravelse, hvis han gjorde det. Men Bahtiyar ville ikke fornægte Jesus.
Han var hos os i endnu tre dage, så døde han.
Hos os er det skik at begrave de døde samme dag, som de dør. Da min søn derfor gik hen til de andre kristne i landsbyen og fortalte dem, at hans far var død, kom de straks hen til os for at arrangere hans begravelse.
De og nogle andre kristne tog sig virkelig godt af vores familie. I overensstemmelse med vores traditioner blev Bahtiyars lig lagt i en åben kiste, så folk kunne vise ham en sidste respekt, fortæller enken.
– Da vi boede i en lille landsby, bredte nyheden sig hurtigt om, at Bahtiyar var død. Det varede ikke længe, før Mullahen (den muslimske præst) og mange af mændene fra landsbyen kom hen til den åbne kiste og begyndte at råbe ad de kristne.
– I kan ikke begrave ham her på vores begravelsesplads, sagde de.
– Vi vil ikke have ham her! Denne mand har forladt vores religion, han har forrådt os, og vi vil ikke have ham til at besmitte vores begravelsesplads. I må finde et andet sted at begrave ham!
De var virkelig vrede og truede med at afbrænde vores hus og kisten med Bahtiyars lig.
De kristne kontaktede politiet, men det tog et stykke tid, før de ankom. I mellemtiden flyttede de kristne hans lig til en anden landsby, Kisul.
Vi forsøgte alle at finde en løsning. Jeg var ret chokeret, da alt dette skete. Selv om vi ofte tidligere var blevet mødt med fjendtlighed, havde jeg alligevel forventet, at mændene ville respektere min mands død. De kristne mænd tog sig af sagen og orienterede mig om, hvad der skete. I vores kultur er det mændene, der tager sig af begravelserne.
I Kisul havde de kristne fået et stykke jord, som de kunne bruge som kirkegård. Derfor begyndte de kristne at grave en grav. Men før de var færdige med at grave, ankom en skare af mennesker dertil. Tre mullaher, mange unge mænd og kvinder samt folk fra myndighederne i landsbyen råbte ad de kristne. Stemningen var meget ubehagelig, og de kristne måtte forlade området for ikke at blive slået.
– Det lykkedes ikke for os at få min mand begravet den dag. Den næste dag tog de kristne i al hemmelighed hans lig og begravede ham på en kristen kirkegård.
Men selv da forsatte modstanden og presset mod de kristne. Mullaherne tog dernæst hen til Kisul. De kom med seks biler fyldt med mennesker og truede folk i kirken i Kisul. Mullaherne krævede, at de kristne fortalte dem, hvor Bahtiyar var blevet begravet. De fandt imidlertid ikke gravstedet og forlod stedet i vrede. De fyldte så den grav, der var blevet gravet dagen før, op med jord for at hindre de kristne i at bruge den.
– Bortset fra nogle få kristne i vores landsby viste ingen medfølelse eller venlighed. De var tværtimod vrede på os. De beskyldte mig for at have haft en dårlig indflydelse på min mand. Han plejede at være en af dem. Og det var mig, der havde taget ham bort fra dem, sagde de. Han var holdt op med at drikke, og han var ikke længere sjov at være sammen med, sagde de også.
– Mullahen havde fortalt landsbyens beboere, at vi var religiøse ekstremister og meget farlige. Ingen betvivlede hans ord. Alle troede på det, han sagde. Han var ganske tilfreds med, at vi ikke havde været i stand til at begrave Bahtiyar i landsbyen, og nu var de klar til at angribe os som familie samt de tre eller fire andre baptist-familier i landsbyen.
Og de havde fundet en måde, hvorpå de mente, at de kunne slippe af med familien.
Bahtiyars mor, som var afhængig af alkohol, blev brugt som et redskab til at lægge pres på familien. Hun er 70 år og tror ikke på Kristus.
Mullahen overbeviste hende om, at familien var en skamplet på landsbyen, og at hun var nødt til at smide sin svigerdatter ud af sit hus. Hun var meget vred og fortalte familien, at de skulle forlade huset. Selv sine egne børnebørn ønskede hun ikke længere at se.
– Midt i alt dette blev min ældste søn syg. Og han var den eneste i familien, som havde et job. På grund af en parasit-infektion fik han et slagtilfælde, og han kan stadig hvert øjeblik få endnu et. Det gør det meget vanskeligt for ham at arbejde, og han har rigtig dårlig samvittighed på grund af det. Men jeg insisterer på, at vi skal bruge de få penge, vi har, til at købe medicin, fortæller Bahar.
Mens familien derefter forsøgte at finde en løsning på deres situation, fik de besøg af en pastor, der bor i hovedstaden. Han havde hørt om deres situation og spurgte dem om, hvordan de ville overleve under disse vanskelige omstændigheder.
– Hvordan? Det ved jeg ikke! Men én ting ved jeg: At Gud ikke svigter os! Det har han lovet i sit ord, og han holder altid, hvad han har lovet, svarede jeg. Jeg tror, at pastoren blev berørt af vores situation. Han begyndte at hjælpe os og flere andre kristne. De tilbød os et hus i en nærliggende by. Det var vi virkelig begejstrede for, og derfor flyttede vi. Nu har vi vores eget hus med en lille have, hvor vi kan dyrke grøntsager. Børnene vil altid have brug for mange forskellige ting. Når vinteren kommer, får de fx brug for varmt tøj, og min søns medicin er dyr. Men jeg har set, at Gud er trofast.
Da min lille søn blev født, var jeg så glad! Selvom min mand ikke længere er hos os, gør vi en stor indsats for at stå sammen som familie.
(Kilde: Åbne Døre).
