Tandlægeskræk

Hvad kan være mere skræmmende end at høre om andres vilde tandlægeberetninger lige netop den dag, man selv skal til tandlæge?
Historier om sadistiske tandlæger, der ikke stopper med at bore, når det gør ondt – eller tandlægen, hvis tandlægebor knækker oppe i en tand og dermed bliver siddende, fordi boret ikke kan komme ud igen, før tanden en dag bliver hevet ud…
Det var ikke videre opmuntrende for mig at høre ved formiddagskaffen, da jeg netop skulle til tandlæge samme eftermiddag, for at få lavet en knækket tand.

Pludselig kom jeg til at tænke på, hvordan vi patienter egentlig holder vores hænder, imens vi sidder der i stolen?
Resultatet af en lille ikke-videnskabelig undersøgelse blev, at de fleste mennesker enten ligger med sammenknugede hænder, så knoerne bliver HELT hvide eller blot ligger med foldede hænder på maven.

Hvad er da mere naturligt end at bede, når man nu alligevel ligger med foldede hænder og angstens sved løber af en som et vandfald?
”Gud… Hjælp mig, så jeg ingen huller har, og jeg slipper hurtigt ud herfra igen!”
Er jeg så uheldig, at der er hul i en tand eller en plombe er knækket af, og der skal bores i min tand, så lyder bønnen straks mere tryglende og bedende. ”Åh, Gud, hjælp mig! Du kender min svaghed og du ved, hvor meget jeg frygter den smerte, det giver…”
Og så mediterer jeg desperat over Salme 23,4:

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

PS: Bønnerne hjalp også denne gang.
Jeg var HELT rolig, og det bedste af det hele var, at jeg ikke kom til at betale en krone. Jeg fik det ganske GRATIS. Wow, Gud er bare god!