Værdifulde knappenåle

Hver gang jeg ser en knappenål, kommer jeg til at tænke på noget, min far fortalte, da han for mange år siden kom hjem fra Tanzania. Han var af udenrigsministeriet sendt til hovedstaden Dar Es Salaam for at hjælpe med at redde en bank – og havde aldrig tidligere været i Afrika.
Den første dag på arbejde lagde han mærke til, at der lå en lille bunke knappenåle på hans skrivebord. ”Nå, de er vel smuttet i rengøringen”, tænkte han og smed dem i skraldespanden.
Da hans nye kolleger senere hørte det, var de målløse og lidt forargede. Knappenåle var næsten umulige at opdrive, så det var en kostbar skat i kontorartikler, han havde kasseret, forklarede de ham.
Nålene brugte man til at hæfte papirark sammen med. Der var ikke råd til clips eller hæftemaskiner.
Efter mange år som chef i den danske bankverden med alle moderne faciliteter skulle han lige omstille antennerne. Kontrasten var stor.
Der er en potentiel fare i materialisme: Jo mere man har, jo mindre skønner man på det… tager det som en selvfølge. Desværre ses det ofte, at materielle behov aldrig helt tilfredsstilles – at grådighed tværtimod vokser og vokser… og jo mere man gerne vil eje, jo mindre tid har man ofte til at nyde og påskønne det, man har.
Endnu værre er det, når mennesker glemmer at skønne på hinanden. Tager andre som en selvfølge, fordi vi glemmer, hvor kort og sårbart livet er. Og glemmer kunsten at leve fredeligt sammen – uden at sammenligne og konkurrere om, hvem der er først, størst eller bedst. Har mest magt. Ejer mest.
Tænk hvis det var omvendt: At man så ned på dem, der ejede en Gucci-taske og alverdens prestige-ting. Eller havde medlidenhed med dem: Åh de stakler, de har helt misforstået, hvad der er væsentligt her i livet.
Hjertets fred finder man ikke i ejendele eller ydre status. Men ved at ændre sig selv og sin egen indstilling. Ved at være et givende menneske, der ikke misbruger andre – som stiller sig tilfreds med det, man har – i stedet for hele tiden at fokusere på, hvad man ikke har.
Og hvis jeg var en knappenål, ville jeg i hvert fald ønske, at jeg boede i Afrika. Blandt mennesker, der skønner på mig.