Se svaghed som styrke
Claus Mester-Christensen er en præst med stor forståelse for smertens udtryk og troens kraft. Han ramte selv muren i kølvandet på en traumatisk oplevelse. Men er vendt styrket tilbage.
– En dag kørte jeg i min bil og råbte til Herren: GUD, enten må du give mig din ild. Eller også må du tage mit liv!
Det er fire år siden, at Claus Mester-Christensen i et øjebliks fortvivlelse henvendte sig således til Vorherre. I dag er han en glad præst, som har erkendt, at det er en styrke at se sin egen svaghed i øjnene.
Men dengang var han bare meget, meget træt af de mange ting, der var svære og af ikke at kunne leve op til sine egne forventninger. Utålmodig efter at komme videre.
Derfor insisterede han på fuld power eller ikke noget.
– Det var, som om Helligånden svarede: Det skulle du aldrig have sagt, fortæller præsten, der opfattede det som om, at han ville få ild. Og han fik efterfølgende både inspiration og kraft han har også fået sit liv som præst tilbage, nu i baptistkirken City Kirken i Taastrup, hvor han stortrives.
Han havde ellers forladt sit embede som præst i Pinsekirken i Roskilde mange år tidligere. På grund af stress efter langvarig overanstrengelse – iblandet elementer fra en traumatisk oplevelse endnu flere år tidligere:
Under hans forældres ferieophold på Rhodos forsvandt hans mor. Trods en intens eftersøgning lykkedes det ikke at finde hende før fem måneder senere. Hun var død af et hjertetilfælde på en vandring i et smukt naturområde. Den måde hun lå og havde lagt sine briller på gav indtryk af, at hun hvilede sig, da det skete.
Hun fik altså en fredfyldt død. Men det var hårdt for hele familien, der i den første uge selv deltog i eftersøgningen og i månedsvis måtte forholde sig til mediedækning og interviews i mange medier.
I en tid, hvor de trængte til fred og ro til at bearbejde deres livs værste mareridt.
Uvisheden i ventetiden var opslidende.
– Vi levede i en boble. Det var helt surrealistisk. Selvom vi havde en fornemmelse af, at hun var død, kørte hjernen jo videre.
– Uvished skaber ufred indeni. Tankerne leger med forskellige løsninger, men de kan ikke parkeres.
Selvom vi sagde til hinanden, at hun sandsynligvis var død, så kom forløsningen først, da de fandt hende. Så var der sorg over, at det nu var endeligt, men lettelse over at vi kom ud af uvisheden. Da hun skulle begraves, havde jeg lyst til at løfte låget på kisten bare for at være helt sikker, siger han.
Præsten er taknemlig for, at han havde troen som ballast næret i barndomshjemmet i Birkerød og Johanneskolen i Hillerød. Som tredje generations-kristen – vokset op med søndagsskole, familielejre og sommerstævner – havde han et sted at lette sit hjerte og modtage trøst i sin smerte og afmagt.
– Vi bad meget sammen og oplevede Guds nærvær på en stærk måde, som er ubeskrivelig. Vi oplevede Guds fred og trøst midt i den svære situation, fortæller Claus Mester-Christensen.
Tro, bøn og ikke mindst nådegaven tungetale hjælper ham i livets svære stunder.
Allerede som 11-årig blev han klar over, at han ville følge Jesus. Nogle år senere oplevede han at blive døbt med Helligånden.
– Det var på en kristen teenage-lejr, hvor lederne indbød til det. Først skyndte jeg mig bare ud for at holde pause, men da jeg lidt senere så de kammerater, der havde sagt ja til Helligånden…så deres ansigter, smil, lyset i deres øjne og oplevede deres rus, besluttede jeg mig for også at sige ja. Og jeg mærkede varmen og fik tungetale, som har fulgt mig lige siden, siger han.
Når præsten taler tungetale, forstår han ikke selv, hvad han siger. Det gør andre heller ikke.
– Det er lidt mærkelige ord. Jeg har en følelse af, at nu er det ikke mig, der formulerer. Det føles som om, der sker et lille mirakel hver gang, jeg åbner munden. Det er jeg stadig fascineret af.
– Tungetale er ikke ud af ens forstand… ikke begrænset af, hvad man nu ellers kan finde på at bede om i bøn. Når jeg taler tungetale, hjælper det mig til at blive i ånden i Guds nærvær, så jeg ikke distraheres af tanker undervejs.
– For mig er tungetale en stor gave, når jeg ikke kan formulere en bøn. Et kommunikationsmirakel. Det er en måde at være i connection… sætte stikket i og tale hemmeligheder med Gud, forklarer han.
For nogle troende kan tungetale koge lidt over:
– Hvis man tror, man er hellig på grund af tungetalen. Det er også en skrøne, at jo højere man taler, jo mere kraft. Tungetale må ikke blive ego og præstation – ikke komme ud på et overdrev, siger han.
Som 19-årig var Claus Mester-Christensen tre måneder frivillig i et team i kirken. På det tidspunkt havde han aldrig tidligere haft tanker om blive prædikant.
– På en bibellejr havde jeg en kalds-oplevelse: I et syn, der mindede om en drøm, kaldte Gud mig til at blive forstander og forkynder. Først blev jeg forskrækket og gik hen til en præst for at få det aflivet – selvom jeg selvfølgelig ville gøre, hvad Gud synes. Jeg regnede bare med, at det ville blive affærdiget. I stedet sagde præsten: Jeg ordinerer dig til den tjeneste, Gud har kaldet dig til.
På det tidspunkt var jeg forlovet og måtte spørge Gina, om hun var klar til at følge med. Det var jo et livskald, der ville sende vores liv i en anden retning end villa, volvo og vovhund. Hun sagde ja, og jeg håber ikke, hun har fortrudt det alt for mange gange, siger han med et smil.
Han blev gift med Gina i 1989, og parret fik i 1992 deres første barn, Joel – midt i den svære periode, hvor hans mor var forsvundet.
Efter moderens begravelse blev han medforstander af Pinsekirken i Rønne på Bornholm.
– Jeg lærte at leve med det, der var sket, men det påvirkede mig negativt som en understrøm. Men vi kørte på, alt hvad vi kunne – fik også to børn mere, to piger, fortæller han.
Ind imellem mærkede han eftervirkningerne af den traumatiske oplevelse. Hvis et af børnene blev væk i et supermarked, gik han fra ro til panik på et sekund. Da tsunamien ramte Asien, følte han i dagevis med familierne, der havde mistet.
Efter nogle år på Bornholm blev han forstander i Pinsekirken i Roskilde.
– Børnene kom i folkeskole, og jeg var dybt engageret i skolebestyrelse og samarbejdet med de andre forældre. Samtidig solgte vi den lille kirkebygning og fandt en 2.800 kvm ejendom i udkanten af byen. Et dødsbo som vi fik lov til at købe for fire millioner kroner. Det var et Guds-mirakel, at vi fik det til den pris.
– Jeg syntes, det var kanon-spændende, for jeg har iværksætterblod i årene. Det lykkedes os hurtigt at leje noget af det ud, siger han.
Claus Mester-Christensen havde meget travlt og alt for mange kasketter på: Sjælesørger, prædikant, udlejer, far til tre, engagementet på skolen…Han drev rovdrift på sig selv.
– Alt for mange gange arbejdede jeg hele natten. Jeg brændte mit lys i begge ender, indtil det brækkede over på midten.Til sidst kørte jeg i et helt andet gear, og det begyndte at gå mindre godt.
– Jeg reagerede uhensigtmæssigd hidsigt på omgivelserne, som ikke var på mit niveau. Til sidst måtte jeg holde orlov. I første omgang kunne jeg ikke overskue at slippe roret helt, men senere blev jeg nødt til det.
– Efter 4½ år måtte jeg ringe og sige: Jeg kan ikke mere. Der er ikke en dråbe tilbage, fortæller han.
I de første tre måneder sov han eller så tv, når han havde sendt kone og børn afsted om morgenen. Et enkelt skolebestyrelsesmøde krævede, at han trak sig selv op ved hårrødderne og holdt fri resten af dagen.
Den måde han havde levet og arbejdet var ikke sund, erkendte han. Et par gange søgte han vejledning hos en psykiater, som spurgte: Hvad betyder noget for dig? Hvad er sjovt?
På det tidspunkt var det i hvert fald ikke sjovt at være præst. Han parkerede sit kald – for hvis han ikke kunne være det uden at blive syg af stress, så ville han noget helt andet.
En kort overgang var han programchef på en kristen tv-station, men efter 11 måneder sagde han op.
– Jeg var begyndt at græde umotiveret i bilen på vej hjem og ville have et arbejde, der slet ikke havde noget med kirken at gøre. Hvor jeg ikke gik op og ned ad andre præster. Så fik jeg job på TV Danmark som tekst-tv-redaktør. Det var supergodt for mig på det tidspunkt. For første gang i mit voksenliv fik jeg en god løn præster er ikke særligt vellønnede.
– Efter et stykke tid fik jeg lyst til ved siden af at starte et auktionshus i Roskilde. Jeg har altid købt og solgt ting og begyndte at købe kunst og antikviteter fra dødsboer. Indtil jeg fandt ud af, at en samarbejdspartner var en bedrager. Jeg kom ud af det med en gæld nær en million, fortæller præsten.
Efter at have arbejdet med lidt af hvert erkendte han: Mit hjerte hænger altid ved mennesker.
I 2009 meldte han sig til tre måneders undervisning på en kristen livsstilsskole – efter en opfordring fra en ven.
– Jeg følte, jeg blev ført til det tilmeldingen var en pludselig indskydelse. Skolen var som et frikvarter. Jeg slappede af i faste rammer med folk, der ville det samme – og kom tilbage til rødderne… fik fokus på livet med Jesus igen, siger han.
Bagefter fik han en henvendelse fra Skandinavisk Børnemission, der hjælper børn rundt om i verden og kom til at fungere som leder. Når han kørte på arbejde fra bopælen i Roskilde til København greb han flere gange sig selv i at tænke derinde ligger City Kirken – det kunne da godt være…
– Det var indskydelser. Jeg spejdede ikke efter muligheder. Dengang jeg stoppede i tjenesten, besluttede jeg ikke at opsøge det mere. Hvis jeg skulle være præst igen, måtte det komme til mig. Så måtte det være Guds ledelse, forklarer han.
En dag mødte han tilfældigt en præst fra City Kirken på et motorkontor. De faldt i snak.
Kom og prædik i City Kirken en dag, opfordrede han. Det vil jeg gerne, svarede Claus Mester-Christensen. Men gjorde ellers ikke mere ved det.
Et stykke tid senere var han på vej til kirke i København. Midt på Jyllingevej satte bilen ud og ville ikke starte igen. Til sidst var han så sent på den, at han måtte opgive at nå frem til tiden.
– Så kom jeg til at tænke på, at jeg lige kunne nå City Kirken – der startede en halv time senere – hvis jeg vendte om. Jeg lovede Jesus, at det ville jeg gøre, hvis bilen imod forventning startede, når jeg næste gang drejede nøglen om. Bilen startede med det samme, fortæller han.
Efter gudstjenesten blev han spurgt, om han ville prædike søndagen efter. Og vidste inderst inde, at det var en prøveprædiken. At Herren lagde det til rette – de søgte en forstander. Han mærkede Guds finger.
Claus Mester-Christensen startede som præst i City Kirken i januar 2011. Og er rigtig, rigtig glad for det.
– Jeg er tilbage med en ild som aldrig før. Men har lært, at jeg også må elske mig selv. Jeg prøver at investere min tid og energi i det, der betyder mest, og undgå unødige aktiviteter. Jeg er også blevet god til at spotte mit behov for at trække stikket ud og holde helt fri, siger han.
Kriser, sammembrud og sorg har givet ham stor forståelse for smertens mange forskellige udtryk. Han har været der selv og fået erfaringer, som kan bruges i arbejdet som præst.
– Oplevelsen med min mor lærte mig, hvor vigtigt det er at være der for mennesker i smerte eller sorg. Ringe til dem eller møde op. Også selvom man ikke har noget fornuftigt at sige. Det er godt bare at tilbyde sin hjælp eller tilstedeværelse.
– Vi blev hjulpet med de uforudsete rejseudgifter, og der var venner, der inviterede på pizza med ord som vi hygger os bare lidt vi behøver ikke snakke om det.
– Det har man behov for. Man kan også have brug for nogle, der gør en opmærksom på, hvad man har brug for. For når man er i krise, handler man ikke altid særlig rationelt. Jeg forstår godt, hvorfor nogle kan finde på at sætte sig i joggingtøj foran fjernsynet i dagevis.
– Jeg har fået en en dybere indføling med andre mennesker og har nemt ved at kommunikere om smerte og sorg, tilføjer han.
Præsten har også lært, at afmagt og svaghed er helt i orden endda kan være en styrke, der kan bane vej for at forstå, at man intet er og intet kan uden Helligånden, Jesus og Gud. Bane vej for ydmyg overgivelse.
