Lillian oplevede pinsen personligt
Helligånden er mere end poetiske ord for Lillian Wiese, som er lærer på Erhvervsakademiet Sydvest i Esbjerg. Hun havde opgivet troen på Gud, men da hun åbnede sig for den okkulte verden, fik hun brug for Jesus.- Pludselig begyndte det bare at bruse ned over mig. Jeg kiggede mig omkring for at se, om det trak ind. Men følelsen fortsatte, og den kom igen. Den kommer også nu, når jeg fortæller om det.
Sådan oplevede erhvervsskolelærer Lillian Wiese helt følbart, at Helligånden kom over hende og døbte hende, da hun en søndag overværede, at et barn blev døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Pludselig mærkede hun en dyb undren. Og en brusen, som gentog sig igen og igen. Hun mærkede den, når hun oplevede en kærlig eller retfærdig situation, eller når hun fortalte sine elever om Ordet, der skaber uden at hun endnu selv helt forstod det.
Det gjorde hende nysgerrig.
– Jeg følte, at jeg pludselig fik en hel masse tegn og signaler på, at det var i en helt anden retning, jeg skulle gå med mit liv, husker hun.
Hun havde ellers taget afstand fra Gud og kristendom allerede 7-årig, da hun gik i søndagsskole.
– Mine brødre misbrugte Bibelen til at drille mig med, at jeg var pige. De snakkede om, at kvinder skulle tie og underordne sig, osv. Hos mig skabte det en trods, så jeg voldsomt kasserede Gud. Jeg følte mindreværd over at være pige. For jeg ville være stærk.
Derfor gik jeg også til karate og jiujitzu for at kunne forsvare mig. Jeg var meget aggressiv, følte mig nærmest uovervindelig. Jeg kørte motorcykel til Sverige uden kørekort, kørte motorcross, faldt af hesten i bjergene i Italien, osv. Prøvede at føde uden smerte ved hjælp af meditation.
Jeg ville være uovervindelig.
Jeg er opdraget med, at jeg skulle kunne klare alt – selv – med bravour, fortæller Lillian Wiese, som i dag underviser i web-kommunikation og mikro-sociologi på Erhvervsakademiet i Esbjerg.
Hun er uddannet humanistisk datalog fra Aalborg Universitet. Forud tog hun en sygeplejeuddannelse, men sprang fra. Nu er hun igang med at forberede en ph.d.
Før besøget i Kvaglund Kirke søgte hun også i det alternative.
– Jeg har nu aldrig troet på det. Jeg var bare nysgerrig, siger hun.
– Jeg havde jo alt, hvad man kunne ønske. En god uddannelse, et godt job, en god mand, en dejlig familie
Men jeg følte en stor tomhed.
Min svigermor er buddhist, men jeg har aldrig syntes, at det rigtig var noget. Mange intellektuelle er jo ellers optaget af buddhismen, men jeg syntes bare, det var et smart påhit.
Jeg var tiltrukket af filosofien og læste Kierkegaard, Løgstrup og Sløk. Jeg var optaget af den etiske udfordring og brugte det også, når jeg var ude at holde oplæg. Det var ligesom en trøst her og nu men den var ikke vedvarende, siger Lillian.
Samtidig begyndte Lillian at interessere sig meget for det alternative. Hun sad fx ofte og legede med tarot-kort, selv om hun ikke rigtigt troede på dem. Hun mente, at ordene på kortene kunne udvikle hendes personlighed. Men det okkulte fik en alvorlig konsekvens i Lillians liv.
– I syv år oplevede jeg at blive overfaldet om natten. Jeg fortalte det ikke til nogen, for jeg var bange for, at de så ville indlægge mig, forklarer Lillian Wiese.
– Det var typisk fem skikkelser, der svævede over mig, og jeg blev totalt paralyseret. I får mig ikke! lå jeg og sagde. De kom ofte, når jeg lige var ved at glide ind i søvnen. Nogle gange sad jeg op hele natten for at holde dem i skak. Det var ubehageligt, for jeg var ikke i tvivl om, at det var noget ondt.
– Men du var jo ateist og troede vel ikke på dæmoner?
– Også ateister tror jo på noget. Jeg kunne jo se, at der var noget overnaturligt.
Til sidst sagde jeg det til min mor og min mand. Jeg synes, de skulle vide, at hvis der skete noget med mig, så var det ikke, fordi jeg var sindssyg. Så skulle de få mig i kontakt med en præst.
På et tidspunkt var der en kollega, der fortalte mig, at der var en karismatisk præst i Esbjerg (dvs. en, der var optaget af Helligåndens kraft). Det var Jens Fischer Nielsen i Kvaglund Kirke.
Min mand og jeg var borgerligt viet. Men jeg havde ofte overvejet at blive gift i en kirke, så jeg tog i kirke en søndag. Og det var en meget positiv oplevelse. Jeg bemærkede straks, at præsten her ikke var i sort, men havde en hvid præstedragt på. Og alt var anderledes, end jeg havde troet.
Jeg kom der flere gange. I 2004 blev vi så gift i kirken.
– Ca. 2007 begyndte jeg for alvor at komme i kirken. Jeg fulgte et KIK-kursus (Kirkeligt Introduktions Kursus). Det blev et vendepunkt for mig. Det var også på det tidspunkt, at jeg oplevede Helligånden. På kurset mødte jeg mennesker, som var stærke i troen.
Jeg fortalte lidt genert til en kvinde, der hedder Sonja, at jeg da også bad lidt til Gud.
Jamen, hvorfor ber du ikke til Jesus? spurgte hun.
En af de følgende nætter kom skikkelserne igen. Så prøvede jeg lige så stille at sige Jesus, og så tog det ikke ét sekund, så slap de mig.
Det overbeviste mig. Det var Jesus, man skulle have fat i.
– Var det i drømme, du så de dæmoniske skikkelser?
– Nej, det var i vågen tilstand. De var der – synligt. Men det begyndte ofte i drømme. Der var syv forskellige, som jeg kan beskrive og tegne. Jeg førte dagbog og ved derfor, at de første tre år var der kun fem skikkelser, som kom ca. fire gange om året. Men efterhånden kom der flere.
– Hvordan så de ud?
– Den ene var mega stor og hvid. Den flød ligesom ud. En anden bed sig fast og lammede. Den så jeg kun hovedet af. Så var der en høj en, som var langt den mest intelligente af dem. Den havde store øjne og stirrede på mig. Men da den kom, var jeg begyndt at komme i kirken, og da var jeg så stærk i troen, at jeg kunne se på den og sige: Du får mig bare aldrig. Så kiggede han lidt, og så forsvandt han.
– Jeg oplevede også en gang, at noget sort fyldte stadig mere af rummet. Så sagde jeg: Jesus, det her har jeg ikke set før, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Og hvis ikke du hjælper mig nu, så går det galt. Så forsvandt de.
– I en drøm forstod jeg, at jeg skulle læse hele Bibelen igennem. Det gik jeg så i gang med fra side 1. Da præsten hørte det, sagde han: Det kan du da ikke. Tag noget fra Ny Testamente først, ellers bliver det for tungt. Jeg prøvede så at springe i det, men det fungerede ikke. Jeg måtte tilbage til min plan. Og jeg sprang ikke noget over, ikke engang noterne. Jeg er et grundigt menneske. Og det var en kæmpe oplevelse at læse og forstå hele sammenhængen.
Efterhånden som Lillian udforskede kristendommen, forstod hun, at hun kunne befale de onde plage-ånder at forsvinde i Jesu navn.
Da hun for kort tid siden igen blev angrebet, vidste hun, hvad hun skulle gøre. Hun blev ved med at sige I Jesu Kristi navn, ved Jesu Kristi blod på Golgatas kors, jeg befaler dig at forsvinde, og skikkelsen faldt til jorden og gik over i noget grønligt, dæmonisk, før den helt forsvandt.
Lillian har anskaffet sig et kors derhjemme. Her holder hun nu en personlig andagt hver morgen og aften, og nogle gange også i løbet af dagen, hvis hun føler behov.
På arbejdet oplevede hun også positive ændringer.
– Jeg har jo undervist i en møde-taktik, som hedder Garbish Can af March. Den går ud på at manipulere med et møde, så man selv får sin vilje. Det er noget af det grimmeste, der findes. Men selv når jeg oplever den slags møder, så får jeg hjælp til at komme igennem med bedre løsninger på grund af Helligånden.
Lillian oplever ofte, at hun får hjælp og vejledning fra Helligånden, når hun ber. At nye løsninger dukker op, som hun ikke havde set. Og hun oplever stadig det overnaturlige, men nu også som meget positive syn og drømme. Hun skriver det alt sammen ned. Lige nu har hun 56 nedskrevne drømme.
I kirken har hun fundet et helt nyt fællesskab af meget forskellige mennesker. Og hun har været med til at formulere Kvaglund Kirkes visionsdokument med titlen: Et livsforvandlende fællesskab.
Dét har det været for Lillian.
– Pinse betyder noget helt specielt for mig, for det er dér, Jesus giver Helligånden til disciplene, så de kan gå ud og leve i troen på Jesus i Helligåndens kraft.
