En olding på universitet

Eneste håb om at bestå eksamen i dag er, at jeg er på alder med min professorHvorfor kigger de alle sammen så mærkeligt på mig?
På vejen gennem de uendelig lange betongange på Syddansk Universitet i Odense, fik jeg pludselig en sær mistanke: De tror, jeg er professor!
Mit fjerne blik, min halvfjerdserpåklædning og ikke mindst mit uglede hår er i den grad tilpasset miljøet på Rustborgen, som stedet også kaldes.
Jo, jeg er den mest – om ikke den eneste – gråhårede på mit hold. Kun to ser ud til at nærme sig min position som alderspræsident, men den ene har en gyldenbrun manke uden et gråt hårstrå, og den anden er skaldet.
Vi er i eksamensgruppe sammen, og hvorfor ingen andre vil være sammen med os, kan vi kun gætte os til. På den anden side ønsker vi ikke at være sammen med børn.
De klager over, at vi gamle snakker for meget i timerne. De kan ikke få et ord indført, siger de. Men vi ved godt hvorfor. Med vores erfaring har vi noget at snakke om – det har de andre ikke.
Vi oldtidsfund må jo hævde os på en eller anden måde, når nu samfundet er indrettet på de unges præmisser. Imens nyder vi den smule respekt, de unge, der ikke kender os, med deres ydmyge blikke giver os, mens vi nonchalant slentrer over de uendelige gangarealer.
Jeg vil i hvert fald nødig havne i samme prekære situation, som da jeg, endnu ikke fyldt 40, deltog i en årlig ungdomsfestival. Hvor en ung, bumset yngling med rød punkerfrisure vadede over til mig og lige op i mit åbne troskyldige ansigt udspyede:
– Hva’ laver du her, bessefar?
Jeg tror, det var derfor festivalen lige dér ophørte med at være årlig. Ærgerligt, for den var ellers ikke dårlig. Den kunne blot ikke følge med tiden, så at sige følge publikums stigende åremål.
Om universitetet kan det, vil kun fremtiden vise. Om vores oldegruppe består eksamen, altså.
Vi kan kun håbe på censorers og professorers barmhjertighed. At sløret blik, løst mundtøj, påklædning a la genbrug og uglet hår kan give en eller anden form for samhørighedsfølelse.
Ellers påstår vi bare, at universitetet heller ikke kan følge med tiden.