Et usædvanligt besøg
– En ældre dames fortælling.Jeg sad alene ved morgenbordet, som jeg har gjort det de sidste to år, siden min mand gik hjem til Gud. Jeg savner ham forfærdelig sommetider kunne jeg tænke mig at huske noget dårligt om ham, så savnet ikke ville være så stort.
Men det kan jeg ikke, alle de gode minder vælder frem, og savnet bliver bare større. Dagene forekommer til tider uoverskuelige, for ikke at tale om fremtiden, når man føler sig så ensom og alene.
Hvorfor ringer mine børn ikke og dog, de kan jo ikke blive ved, de har jo mand og børn at tage sig af.
Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om de véd, jeg har følelser, der har brug for deres omsorg og kærlighed.
Jeg er ved at blive gammel, og det er lidt svært at forstå det er, som om det indre ikke følges med det ydre.
Det ringede på døren hvem kunne det være så tidligt? Sikkert bare én, der er gået forkert. Jeg lukkede op en nydelig mand stod i døren, han havde gode øjne og et smukt ansigt.
Han spurgte mig, om jeg vidste, hvem han var. Jeg følte, jeg kendte ham, men kunne ikke rigtig sætte navn på ham. Han havde en udstråling, og den fred, der strømmede mig i møde, fik mig til at tænke på Jesus jeg smilede lidt af mig selv og rystede på hovedet.
Men manden fortalte mig, at jeg tænkte rigtigt. Det var Jesus, og han ville besøge mig den dag.
Jeg blev selvfølgelig glad, men var jeg parat til at lukke Jesus ind i mit hjem? Der var rodet, hjemmehjælpen kom om en time, og jeg havde bestilt tid hos damefrisøren om eftermiddagen.
Alle disse tanker fløj rundt i mit hoved det hele var sket så pludseligt.
Men Jesus kendte mine tanker og beroligede mig med, at det kun var mig, der kunne se ham, og at han ville gå med mig alle de steder, jeg skulle.
Da vi kom tilbage til køkkenet, skyndte jeg mig at pynte lidt på bordet ved at dække ordentligt op og sætte et stearinlys frem, som jeg tændte alene dét, gjorde det helt hyggeligt.
Hjemmehjælperen kom, og jeg spurgte hende, uden at tænke over det, om hun ville ha en kop kaffe? Hun blev meget overrasket. Jeg havde aldrig givet hende kaffe før, for hun er her så kort tid, at hvis hun skal nå det hele, er der ingen tid at spilde.
Men nu hvor Jesus var her, faldt det mig ikke ind at tænke sådan, og vi havde det hyggeligt over kaffen. Hun fortalte mig, at hun var en personlig kristen, og hun nåede alligevel sit arbejde.
Jesus smilede til mig, og det føltes rart. Da hun sagde farvel, var det med forventningens glæde til næste gang, hun skulle komme.
Jesus foreslog nu, at vi skulle besøge min datter Lene, inden jeg skulle til frisøren.
Jeg syntes, det var en god idé, men tænkte: Bare Lene nu ikke vil fortælle om sine sygdomme, det er hun desværre lidt slem til.
Lene var glad for at se mig, hun viste mig en ny kjole, hun var ved at sy, og den var flot, så jeg roste hende. Men ved kaffebordet begyndte hun at beklage sig hun havde næsten ikke sovet i nat for smerter i leddene osv.
Jeg så lidt undskyldende på Jesus, men han gik hen til Lene og nikkede til mig. Lidt tøvende rejste jeg mig og gik derover.
Jesus lagde sin hånd på min, jeg lagde den på Lenes hoved, og jeg hørte mig selv bede: – Jesus, du har hørt Lene fortælle om de smerter, hun går med tak, at du gennem mine hænder vil helbrede hende.
I det samme hørte jeg Lene udbryde: – Mor, der skete noget, smerterne forsvandt, det river ikke længere i mine arme og ben! Nu fik vi de dejligste timer sammen, hvor var vi glade!
Frisøren snakkede som et vandfald så var det fru Jensen på anden sal, så var det bagerens søn, hun vidste bare alt men ikke, at jeg var kristen. Pludselig spurgte hun, hvordan det gik med Lene og hendes ledsmerter?
Jeg fik en klump i halsen og så på Jesus han så forventningsfuldt på mig, og så måtte jeg fortælle, at jeg lige var kommet derovre fra og havde bedt Jesus tage smerterne væk, og at hun var smertefri, da jeg gik.
– Kan du sådan noget? spurgte hun.
– Nej, sagde jeg, men det kan Jesus. Og så fortalte jeg hende om Esajas 53, hvor der står, at Jesus frelste os fra både synd og sygdom.
Da vi havde talt lidt sammen, blev der helt stille den snakkesalige frisør, havde fået noget at tænke over.
På vejen hjem var jeg så glad. Aldrig havde naturen haft så skønne farver livet var vidunderligt!
I parken satte vi os på en bænk. Det gjorde jeg aldrig, når jeg gik alene, men i dag kunne jeg sidde og nyde synet af ænderne, der dykkede i søen, og af børnene, der kastede brødstumper til dem. Jeg var så glad, at jeg hilste på alle, der gik forbi. Det plejede jeg heller aldrig at gøre.
Hvor var det en dejlig dag med Jesus ved min side! Alting var forandret, depressionen var væk!
– Tænk, hvis du ikke havde besøgt mig i dag, sagde jeg til Jesus, så havde jeg ikke vidst, at min hjemmehjælp er kristen. Jeg havde ikke bedt for min datters smerter eller vidnet for min frisør. Hvor har jeg dog spildt min tid på at bilde mig selv ind, at der ikke var brug for mig. Kan du tilgive mig, Jesus?
Han nikkede og sagde:
– Husk hver dag du er på jorden, at der er brug for dig.
– Jamen Jesus, det er så let og naturligt, når du går ved min side, men når du ikke er her
– Hov! sagde Jesus, der er noget, du har misforstået, for selv om du ikke kan se mig, er jeg altid ved din side, som jeg har været det i dag husk det!
Nu er Jesus væk, men hver dag kan jeg sige:
– Tak, Jesus, du er ved min side. Når jeg sidder ved morgenbordet i min stol ved vinduet når jeg er hos frisøren når jeg ligger i min seng. Aldrig er jeg alene, selv om jeg ikke kan se dig Du er hos mig her og nu og altid.
Af Eva Larsen
