SOMMERCAMPS
4500 deltog på SommerOase

SommerOase 2012 i Odder blev en fest med Jesus i centrum, der blev gjort konkret med en buffet af tilbud for store og små.4510 var antallet af de mennesker, der i løbet af uge 29 deltog en eller flere dage på SommerOase. Godt 2300 boede på pladsen ved Rudehøj Efterskole.

Amerikanske Shane Clayborne (t.h.) var en af hovedtalerne på SommerOase.
Fotos: David Wanninger

SommerOase havde i år fokus på den tredje del af bevægelsens vision: ”Mission” og årets stævne havde tilføjelsen ”i Åndens kraft.”
Gennem taler, seminarer og workshops blev temaet belyst af medvirkende fra ind- og udland.
– Der lød et klart kald til mission lokalt, på arbejdspladsen og ud fra kirken, siger den ny generalsekretær i Dansk Oase, Karsten Bach. Dermed var årets SommerOase den første for ham som generalsekretær.
– Det var en dejlig oplevelse, og folks engagement gjorde, at det var en let opgave at være der som generalsekretær og i det hele taget at være med, siger Karsten Bach.

Fest med Jesus

Han betegner SommerOase som en fest.
– Vi fokuserer på, at det skal være en fest, hvor Jesus er i centrum, og vi oplever hans kraft. Det kommer til udtryk gennem lovsang og den måde, festivalen er skruet sammen på.
Han glæder sig over den måde, som folk er engageret i SommerOase på.
– Det er en dejlig oplevelse at være en del af arrangementet. Der er mange frivillige engageret, og samtidig oplever vi en stor tilslutning til det.
Formålet med SommerOase er at skabe et mødested mellem Gud og mennesker og mennesker imellem. Det forklarer kommunikationsleder Heidi Graugaard Nielsen.
– Der kan være mange grunde til at komme. Vi har kaldt SommerOase en stor buffet af tilbud, hvor man kan møde Gud hver især, siger Heidi Graugaard Nielsen.
– Der har været en god stemning. Nogle får nye bekendtskaber og venner. De voksne kan hygge sig med hinanden, og for mange af børnene er det årets højdepunkt.

Sandkassen var populært samlingssted for de yngste.
Mindre vand

I år kunne deltagerne opleve en forandring, der ikke umiddelbart var synlig, men derimod mærke effekten. Arrangørerne havde taget højde for en gentagelse af mange millimeter regn, der sidste år gjorde pladsen pløret. Det var der ikke tale om i samme grad i år, og samtidig havde vandet bedre konditioner for at løbe fra, idet campingarealet var blevet drænet.
– Vi har fået positive tilbagemeldinger på, at logistikken er i orden, bl.a. med bedre badefaciliteter for campisterne, siger Karsten Bach.
Han skal nu sammen med sin stab evaluere årets arrangement, inden man kan tage fat på planlægningen af næste års SommerOase.
Det ligger fast, at SommerOase i 2013 igen foregår i uge 29. Der bliver åbnet for tilmelding i oktober.