Ingen arme, ingen ben, ingen bekymringer!

Han har hverken arme eller ben, og alligevel rejser han verden rundt for at fortælle om Guds kærlighed og håb. Hvad enten han står på en talerstol i Egypten, en skole i Sydafrika, et hospital i Kina eller et fængsel i Columbia er resultatet det samme: Den 26-årige australier berør mange af sine tilhørere til tårer.

Også i den virtuelle verden opmuntrer Nick mennesker til at stole på Gud og finde ind til potentialet i deres liv. I tusindvis bliver hans videoer set på YouTube. Hans udstråling og hans ord har en varig effekt.
I Egypten spurgte en journalist ham: Hvad er hemmeligheden bag dit smil? Nick svarede beskedent: Glæden ved Herren gør mig stærk. At vide, at han er med mig og er meget større end mig og min situation. Men vejen til denne erkendelse har været lang og hård.

Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags, står der i Jakobsbrevet 1,2.

– Den dag jeg blev født, forekom denne opfordring næsten umulig. Hvordan skulle mine forældre, stillet over for chokket og den forestående kamp, kunne finde grund til at glæde sig?
I de første uger kunne min mor næsten ikke holde ud at sidde med mig i armene, fordi synet af mig udløste så megen smerte i hende. Samtidig var mine forældre kristne. Min far var sågar præst i vores menighed. Ovenstående vers kendte de kun alt for godt, fortæller Nick.

Alligevel var det den morgen, den 4. december 1982 i Melbourne, Australien, ikke umiddelbart ordene pris Herren, der først faldt hans forældre ind. Deres førstefødte var netop kommet til verden uden arme og ben. Hverken forvarsel eller betænkningstid havde de haft til at forberede sig på den begivenhed. Selv lægerne var chokerede. Også for dem kom det som en total overraskelse, som de ikke havde nogen forklaring på.

– Normalt jublede menigheden, når et barn kom til verden. Den dag, jeg blev født, sørgede de. Mine forældre var dybt rystede. Hvis Gud virkelig er en kærlig Gud, hvordan kan han så tillade sådan noget? spurgte de sig selv. Min far var overbevist om, at jeg ikke ville leve længe. Men forskellige undersøgelser viste, at jeg var en helt igennem sund og rask dreng med kun ét problem: Jeg havde hverken arme eller ben.
– Forståeligt nok gjorde mine forældre sig mange bekymringer om, hvordan mit liv mon skulle blive. Den første forhindring for dem var at forlige sig med situationen og stole på, at Gud stadigvæk havde alt under kontrol. Først efter nogle måneder med tårer, spørgsmål og sorg kunne de af hjertet forlige sig med situationen. Hos Gud fandt de styrke, visdom og mod til at komme igennem især de første år med mig, siger Nick.

Drillet og mobbet

– Med skolegangen begyndte et nyt kapitel i mit liv, i min personlige kamp. Undervisningen synes jeg var sjov, og jeg forsøgte at være som de andre børn. Men hurtigt meldte de første ubehagelige episoder sig. Jeg følte mig afvist og mærkelig og blev ofte drillet og mobbet af mine klassekammerater på grund af mit udseende. Det var vanskeligt at vænne sig til.
Men med mine forældres aldrig svigtende støtte som ballast begyndte jeg trods alt at finde frem til nogle holdninger og værdier, som hjalp mig igennem den svære tid. For eksempel sagde mine forældre til mig: Nick, det kan godt være, du i dit ydre ser anderledes ud, men inderst inde er du som de andre børn.
Når jeg ikke ville i skole for at undgå den negative opmærksomhed, sagde de opmuntrende: Du skal bare ignorere de børn, som driller dig. Begynd at snakke med de andre og bliv venner med dem. Så vil de mærke, at du er nøjagtig lige som dem. De havde ret! Det virkede, og fra da af velsignede Gud mig med nye venner, forklarer Nick.

Hvorfor?

– Alligevel kæmpede jeg med depressioner og en følelse af vrede, fordi jeg hverken kunne ændre eller acceptere min krop. Til børnegudstjenesterne lærte jeg, at Gud elsker os alle.
Vi er enormt vigtige for ham, og han bekymrer sig om os, fordi han er fuld af barmhjertighed for os. I den fase af min barndom forstod jeg dog kun Guds kærlighed indtil et vist punkt.
Især ét spørgsmål voldte mig igen og igen hovedbrud: Hvis Gud virkelig elskede mig, hvorfor havde han så skabt mig sådan? Havde jeg måske gjort noget forkert? Lidt efter lidt fik jeg en følelse af, at det nok var tilfældet. Hvorfor var jeg ellers det eneste underlige barn i skolen?
Da jeg desuden følte mig som en byrde for andre, sagde jeg til mig selv: Jo før jeg er væk, desto bedre for alle! Derfor ville jeg gøre en ende på mit liv og min smerte. Jeg besluttede at drukne mig i badekarret. Men så kunne jeg alligevel ikke gøre det. Igen og igen tænkte jeg på, hvor højt mine forældre elskede mig, og hvor meget de ville græde ved min begravelse.
Deres kærlighed holdt mig i live. Jeg er mine forældre og min familie taknemmelig for, at de altid har været der for mig, trøstet mig og styrket mig. Og til sidst kom jeg til et virkelig vendepunkt, fortæller Nick og fortsætter:

Stillet over for et valg

– Gud blev ved med at arbejde i mig. En af de første lektioner bestod i ikke at tage noget for givet. Jeg kan huske, at da jeg var omkring tolv år, kom jeg til en erkendelse, som vækkede mig godt og grundigt:
Jeg kan selv vælge, om jeg vil fylde mit liv med vrede eller med taknemmelighed. Enten bliver jeg ved med at være vred, fordi jeg mangler så meget, eller jeg bliver taknemmelig, fordi jeg ejer så meget.
Enten beklager jeg mig og forbliver passiv, eller jeg stiller alt det til disposition for Gud, som han har givet mig. Jeg blev bevidst om, hvor meget Gud havde velsignet mig med, som for eksempel min fod, som jeg kaldte ‘min lille hønsefod’.
Hidtil havde jeg bare taget den for givet. Men ikke desto mindre var den mig til stor nytte. Desuden havde han skænket mig en kærlig familie. Nu spurgte jeg mig selv: Hvorfor beklager jeg mig egentlig altid?
Gud ledte mig til stedet i Romerbrevet 8, 28-29, og der læste jeg:
“Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede.”
Disse vers rørte mig dybt. De bragte mig til den overbevisning, at der egentlig ikke er noget i livet, der er tilfældigt, men at det svære eller dårlige i mit liv tjener til, at jeg kommer til at ligne Kristus.
Da Guds ord bragte lys i mit liv, mærkede jeg, hvordan jeg pludselig blev fyldt af en fuldkommen fred, fordi jeg nu vidste: Gud lader mig ikke komme ud for noget slemt, med mindre han har en plan med det.

Når der ikke synes at ske et mirakel

– Da jeg var femten år, gav jeg mit liv til Gud. Han gav et endnu klarere svar på mit spørgsmål: hvorfor? I Johannes-evangeliet forklarer Jesus et sted, hvorfor en mand var blind. Ikke fordi han eller hans forældre havde syndet, men fordi Guds gerninger skal åbenbares igennem ham.
Jeg havde ikke gjort noget forkert! Men gennem mit handicap kan Guds gerninger åbenbares.
Dengang troede jeg i ramme alvor, at Gud ville helbrede mig, så jeg ville blive et vidnesbyrd på hans vidunderlige kraft. Men da jeg blev mere moden i min tro, gav Gud mig en særlig indsigt:
Når vi beder om noget, som modsvarer hans vilje, så vil det ske. Ganske vist når Gud vil det, ikke os. Og skulle vores bønner ikke modsvare hans vilje, så har han noget bedre for. Når Gud ikke skænker mig et mirakel, kan han ikke desto mindre gøre mig til et mirakel, som fører mennesker til frelse.
– Hvis Gud i dag spurgte mig: Nick, hvad vil du helst, have arme og ben eller klare dig uden og til gengæld føre mange mennesker til mig? Så ville jeg uophørligt vælge Guds vilje.
Jeg er overbevist om, at hans magt afspejles i, at Han bruger mig sådan, som jeg er. Ja, endnu bedre: Han bruger mig på måder, som Han aldrig ville bruge andre mennesker på. Han har helbredt mig uden at ændre min situation.
– Gennem de følelsesmæssige kampe, som jeg måtte gennemleve på grund af mobning, manglende selvtillid og ensomhed, fyldte Gud mig med en særlig lidenskab: Jeg ville fortælle min historie og give mine erfaringer videre for at hjælpe andre med at klare udfordringerne i deres hverdag. Ved at gøre mine kampe til noget, som ærer Gud og velsigner andre, fandt jeg meningen med mit liv.
– Siden da har jeg været i over 20 lande verden over og prædiket for mere end tre millioner mennesker. De sidste seks år har over 200.000 mennesker for første gang givet deres liv til Gud.
Derfor er jeg overbevist om, at når Gud ikke gør et synligt mirakel, har han noget bedre for.

Ingenting er umuligt

I mellemtiden er jeg blevet 27 år og har afsluttet en uddannelse inden for økonomi og bogføring. I løbet af de seneste år har jeg lært at klare mig på egen hånd og mestrer på egen hånd alt lige fra at børste tænder, frisere mig og barbere mig til selv at tage tøj på.
Hjemme er min lille fod mig til stor nytte; jeg kan hoppe fra A til B på den, og når jeg er ude, bruger jeg en elektrisk kørestol. I min fritid kan jeg lide at svømme, surfe, fiske og spille fodbold.

– Fremover vil jeg gerne nå endnu flere mennesker med Evangeliet, skrive bøger og optræde i talkshows. Mange tror, at disse planer er uopnåelige. Men jeg er overbevist om, at sætter vi os et mål, som modsvarer Guds vilje, så når vi det, når Han vil. Vi mennesker gør os tit mindre, end vi er. Men ikke nok med det: Vi indsnævrer derved også Gud og sætter grænser for ham, skønt alle ting er mulige for ham.
For at opleve Guds kraft må vi tænke i nye baner. I stedet for at koncentrere os om vores præstationer og evner, burde vi spørge os selv, hvor meget rum vi giver Gud, og hvor megen tid, energi og talenter vi bruger på ham.
– Guds ord siger det klart og tydeligt: Gud virker i os og gennem os. Deri ligger hemmeligheden. Alene udretter vi slet ikke noget for Hans rige. Men hvilken kraft virker, hvis vi stiller os til rådighed for Gud? Guds kraft!
– Jeg har utallige gange oplevet lige præcis det her: “Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.” (Filipperbrevet 4,13). Jeg vil stille alt til rådighed for Gud og følge ham ubetinget, hvor han end fører mig hen. Til det behøver jeg hverken arme eller ben kun Helligåndens vinger. Jeg flyver, fordi Jesus bærer mig. Er du klar over, at Gud også har store mål for dig? Hvor meget af dit liv stiller du til hans disposition?

Tillid i stedet for angst

– Angst er gift ikke blot for sjælen, men også for vores krop. Det modsatte af angst er tillid.
Beslut dig derfor for et liv i tillid i stedet for et liv i frygt. Vi kan stole på Gud, fordi Han er absolut pålidelig.
– Desuden er det vigtigt at søge afspænding. Vores liv bliver stadig mere hektisk. Sport og afspænding er ikke nogen luksus, men livsnødvendigt. Tænk på det næste gang du ikke synes, du har tid til det. Vær lydhør over for dit fysiske velvære.
– Følgende teknikker kan give den ønskede afspænding:
– Dyb vejrtrækning
– Progressiv muskelafspænding (spænd muskelgrupper enkeltvis, fx skuldrene, og slap af igen)
– Udstrækning
– Bøn
– Massage
– Udholdenhedstræning (helst sportsarter, som ikke er for anstrengende som for eksempel hurtig gang, cykling, svømning eller trampolinspring)
– Daglig stilletid, hvor du er helt alene, finder ro indeni og kan læse i din Bibel
– Søvn (den ultimative afspændingsdrøm! Du har brug for mellem syv og ni timers søvn pr. nat og mere i weekenden)

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. (Markus 12,30)

Nytænkning: Sindets magt

– Stress kan bringe uorden i de biokemiske processer i hjernen og derved udløse depressive følelser og angst. Men ligevægten kan genoprettes igen og ikke blot ved hjælp af medicin, men også gennem målrettet ændring af den deprimeredes tankesæt.
Hvis det lykkes os at forlade spiralen af negative forventninger, bliver ikke blot vores tankeverden rask igen, men også den måde, vi oplever følelser på, fortæller Nick.

– Den medicinske forskning bekræfter det, som Paulus allerede opfordrede til for to tusind år siden: “Iøvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.” (Filipperbrevet 4,8).

– Hvordan bærer vi os ad med at slippe af med destruktive tanker? Ved at holde sandheden op imod vores ængstelser. Og det er netop det, der sker, når vi reflekterer over Bibelens ord: Vi udsætter os for Guds Ords helbredende kraft og lukker Hans sandhed ind i vores sind. Sandheden om, at Gud har besejret alt, hvad der på længere sigt ville kunne skade os. Frygten i vores hjerte stiller vi op imod Guds magtfulde tilsagn, mener Nick.

Lydia Magasinet 2/2011