Tilgivelse gør godt
Tilgivelse giver gode relationer og et godt liv, siger missionær Peter Madsen. Han og hustruen Anne-Lise fejrer 50 års missionær-jubilæum den 11. november.Tilgivelse er en lettelse, ikke en byrde. Når vi tilgiver, løser vi både os selv og den anden. For at kunne gøre det, må vi have en god gudsrelation. Den er fundamentet for tilgivelse, og tilgivelse er fundamentet i alle gode relationer, siger missionær Peter Madsen i denne kronik.
Af Svend Løbner
Journalist og direktør for Kirkeligt Medieakademi
Gode relationer begynder med Gud. Når vi er i en relation til Gud, erfarer vi hans kærlighed til os. Den udmønter sig i tilgivelse. Når vi har modtaget tilgivelse, kan vi også tilgive vore medmennesker, og det har vi brug for, hvis vi skal have et godt liv. Ingen relationer er nemlig gnidningsfrie. Det gælder i ægteskabet, i forældre/børn-relationen og i venskaber.
Hvis man ikke får tilgivet, så gør man livet surt for sig selv og andre. Vi skal forstå, at tilgivelse er en lettelse, ikke en byrde. Tilgivelse befrier os fra en byrde, som vi bærer rundt på. Vi vælger at slippe den og glemme den. Når vi gør det, løser vi op for modløshed og depression. Tilgivelse er ikke en følelse, det er en beslutning, vi tager.
Når Jesus sagde til Peter, at han ville give ham himmerigets nøgler, så det, han bandt på jorden, skulle være bundet, og det, han løste, skulle være løst, så tror jeg, at den nøgle er tilgivelse. Ved tilgivelse løser vi mennesker, både os selv og andre. Ved mangel på tilgivelse binder vi os selv og andre. Og man kan godt tilgive, selvom den anden part ikke har sagt undskyld eller har indrømmet sin fejl.
Da jeg var barn, havde min far et savværk. Vi havde lavet et hønsehus til en mand og havde leveret det. Det kostede 6000 kr., hvilket var mange penge. Men manden betalte ikke regningen, selv efter lang tid. Det blev et problem for min far at møde skyldneren hos købmanden, og han spurgte mig en dag, hvad jeg syntes, han skulle gøre? Jeg sagde til ham, at han skulle eftergive manden gælden. Det gjorde min far så. Han skrev et brev til manden, hvor han eftergav ham gælden. Men der gik ikke mange dage, før manden kom til min far for at betale sin regning, for han ville dog ikke have det siddende på sig, at han ikke betalte sine regninger. Min fars tilgivelse løste situationen både for ham selv og for skyldneren. Fremover kunne de mødes uden problemer, og de bevarede en god relation.
Tilgivelse er en betingelse for god kommunikation. Vi skal ikke leve på vore følelser, men bygge vore liv på de beslutninger, vi har taget, fx om at gifte os og få børn. De beslutninger skal vi være vedholdende i, for så vokser kærligheden ud af dem. Det gør vi bedst, når vi støtter os til Gud. Ægteskabet og forholdet til vore børn sammenlignes af Jesus med gudsforholdet. Gudsforholdet bygger på kærlighed og tilgivelse, og det bør de menneskelige relationer også gøre.
I ægteskabet er det ofte sådan, at modsætninger mødes. Det giver anledning til problemer, og hvis vi ikke får luget dem ud, som man luger ukrudt i haven, så vokser de sig store. De kvæler kærligheden, og relationen går i stykker. Her er tilgivelse altafgørende.
Vi er nødt til at forstå, at der findes andre holdninger til tingene end vores, og derefter må vi respektere disse holdninger. I stedet for at se sig gal på den andens forskellighed, skulle vi hellere se forskelligheden som en resurse.
I vores ægteskab er det min kone, der er bedst til at tale med mennesker, som er fremmede for kristendommen. I stedet for at blive jaloux over det, så må jeg bare glæde mig over det. Det er en fordel, at vi har forskellige evner og styrker. Det skal man udnytte i stedet for at gøre det til et problem.
Det går galt, når ægtepar ikke taler nok sammen om tingene. De fleste ægtepar fordeler opgaverne imellem sig, efter hvilke evner og resurser de har. Men selvom man har fordelt opgaverne, er det vigtigt, at man fortsætter med at tale sammen om dem og vise interesse for hinandens opgaver og arbejde. Ud af samtalen vokser forståelse og kærlighed, som er grobund for tilgivelse. Uden samtale glider man let væk fra hinanden i misforståelse og bitterhed.
Ægtepar skal tale sammen om alt: økonomi, børneopdragelse og arbejdsopgaver. Igennem samtalen vokser og forstærkes relationen. Sådan er det i ægteskabet og i forholdet til Gud. Paulus siger et sted, at man skal se til, at man er i troen, for ellers kan man glide væk. Det gælder også for ægteskabet. Man skal se til, at man er i kærligheden og har en god relation, hvor man snakker meget sammen og tilgiver hinanden, ellers glider man fra hinanden.
I forhold til ægtefæller venner og børn er det vigtigt, at man lægger mærke til det gode, personen gør, i stedet for at hæfte sig ved det mindre gode. Hvis man roser det gode, så får personen lyst til at gøre mere af den slags, hvorimod kritik tager modet fra den anden.
Jeg plejer at illustrere det med et batteri. Et batteri har både en minus- og en plus-pol. Det samme har vi. Hvis vi hele tiden knytter an til minuspolen, så oplever vi modløshed og ufred. Knytter vi derimod an til pluspolen, så ser vi det positive i livet, hvilket giver glæde og mod.
Et batteri kan godt om-poleres, og det kan vi også. Vi kan skifte fra at være negativt fokuserede til at være positivt fokuserede. I Bibelen tales der om, at man skal tage de negative tanker til fange ind under lydighed mod Kristus. Det vil sige, at man ikke bare skal give efter for negativiteten. Man skal standse den tage den til fange, og så vende sine tanker i retning af noget positivt.
Det er en kamp, vi skal kæmpe. Tager vi kampen op, så forløses vi. Det bliver lettere for os at tilgive, fordi vi lægger vægt på den positive side af sagen og ikke på fejlen. Vi fokuserer på den andens kvaliteter.
Tilgivelse er ikke det samme som grænseløshed. Man kan godt have grænser, og det skal man have i forhold til sine børn. Børn søger grænser, og hvis ikke de får dem af deres forældre, så bliver de forvirrede og føler sig i virkeligheden ikke elskede.
Det kan komme så vidt, at børn gør oprør mod deres forældre, og forældrene bliver bange for deres børn. Men har vi en god relation til vore børn, så forstår vi at sætte grænser, samtidig med at vi roser og opmuntrer dem for det gode, de gør.
Jeg synes selv, at jeg havde for travlt, da vore børn var små, men da vi boede i Afrika og ikke havde hverken tv, computer eller anden underholdning, så havde vi alligevel meget tid sammen, hvor vi snakkede om dybe ting. I de mørke aftener sang og spillede vi musik og skiftedes til at holde en lille andagt. Det betød meget, og vi fik derigennem en stærk relation. På den måde forebygger man problemer.
I relationen til Gud henter vi kærlighed og inspiration. Gudsforholdet lærer os, hvordan vi skal leve sammen. Bøn er kernen i gudsforholdet. Det vigtigste i bønnen er, at man lytter til Guds stemme i sit indre og hører, hvad han vil, at man skal gøre.
Det er ikke altafgørende, at man får fortalt Gud om alle sine problemer. Jeg har oplevet et spændende liv, når jeg har lyttet til Guds stemme. Det, jeg ofte har hørt Gud sige, er, at jeg skal tilgive. Og jeg har set, hvordan tilgivelse sætter fri.
Jeg har lært, at det vigtigste for et godt liv er gode relationer, og de kommer ud af et godt gudsforhold.
Svend Løbner har udgivet bogen Hvad jeg lærte af min far, som udkom i 2012 (red.).
