Synd er som en høvlspåne
– Den kredser om sin egen tomhed: selvretfærdigheden!Dagens tekst viser os en dejlig side af Jesus. Han sidder i templets forgård og betragter dem, som kommer og lægger penge i tempelkassen. Og som vi ser det i så mange andre situationer, så er Gudsrigets værdier totalt rasmus modsat, i forhold til det vi måler og vejer med.
Af Ruben Knudsen
Frimenighedspræst i
Randers Frimenighed
Ofte fanges vi af det, vi ser og oplever i det ydre, mens Jesus altid ser en virkelighed, der synes os skjult. Sådan er det også i teksten til i dag, hvor en fattig enke gav et par små mønter uden nævneværdig værdi.
Hendes bidrag ville hverken gøre fra eller til med noget som helst, hvorimod de riges bidrag kunne gøre en afgørende forskel. En forskel, som Jesus åbenbart ikke tillægger ret meget.
Men som altid henleder Jesus vores opmærksomhed på værdier, der ligger ud over, hvad der kan måles og vejes. Den fattige enkes gave var alt, hvad hun havde at leve for, og det gav hun. Mon han kunne se, hvilken overvindelse det må have været for hende at slippe de mønter, der kunne give mad på bordet netop den dag? Og havde hun en indre dialog med sig selv: Hvis jeg giver de her penge, vil jeg og mine børn sulte i dag, og den smule jeg kan give, hvad kan det nytte?
Denne lille hændelse unddrog sig ikke Jesu opmærksomhed, og den står i skærende kontrast til tekstens begyndelse, der handler om de skriftkloge, der gerne gik omkring og lod sig hylde, sad på de øverste pladser i synagogen og gik efter hæderspladsen ved festlige lejligheder. Sammenhængen til den fattige enke finder vi i Jesu ord om de skriftkloge: De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld
Så er banen kridtet op. Jesus er en fantastisk iagttager. Han ser ikke bare det, der sker omkring ham, men det, der sker i os. Han møder os med nåde, fred og kærlighed og sandhed. Han kalder os ind i fællesskabet med sig selv for at give os hvile for vore tunge hjertebyrder. Nådens modstykke er hverken straf eller dom, men selvretfærdighed, og han siger til farisæerne: I vil ikke komme til mig og få liv! De skriftkloge og farisæerne var retfærdige i sig selv og havde ikke brug for Jesus. Dem, derimod, som de skriftkloge anså for urene, ligegyldige og fremmede for Gud, havde Jesus et stort hjerte for.
Regin Prenter siger om synd: Vi krummer os ind i os selv, vi vil selv være herre og gud, selv befale og selv trøste. Selvretfærdighed er i bund og grund at tilsidesætte Jesus.
Ofte slider vi mennesker mest af alt med vores selvretfærdighed, og jo mere vi kan, des mere vi ejer, jo mere vi hyldes for vores fortræffeligheder, des mere er vi i risiko for at finde nåden i os selv i vores selvretfærdighed. Den som har mistet alt, har ofte et åbent modtageligt hjerte. Jesus ser det, vi ikke kan se, og han vil helbrede os i dybet af vore hjerter, så vi kan se, som han ser. Ikke ved at fordømme os, men i hans uforbeholdne kærlighedserklæring til os: Jeg er kommet, for at I skal have liv og have overflod, og fra jeres indre skal der rinde strømme af levende vand.
Det er vores udfordring: midt i al vores velstand og vellevned at have et åbent lydhørt hjerte for fællesskabet med Jesus og have modet til at give slip på, og gøre op med, det, der står i vejen for, at han i sin nåde kan helbrede vores bebyrdede selvretfærdige hjerter.
Måske vores bøn i dag kunne være: Vor Herre, Jesus Kristus Guds Søn, forbarm dig over os.
