Fortsættelse fra sidste nummer af Udfordringen: Da Bieber blev født

Mange rådede Pattie Mallette til at få en abort. Hun var stofmisbruger, depressiv og pludselig gravid i en alder af 17 år: Men hun sagde nej og begynde i stedet på en frisk. I dag er hun mor til verdensstjernen Justin Bieber. Læs anden del af historien her:- Et helt år sugede jeg til mig af alt åndeligt: Jeg læste i Bibelen, gik til gudstjeneste og havde det godt. For første gang i mit liv følte jeg mig fri og mærkede en kærlighed, som kunne fylde dette kæmpe hul i mit hjerte.
Men et eller andet sted savnede jeg kontakten til nogen på min egen alder. Derfor begyndte jeg igen at hænge ud med mine gamle venner.
Før jeg så mig om, var jeg igen i gang med at tage stoffer. Men det virkelige chok kom, da en læge sagde til mig: ”Pattie, du er gravid!” Min mor sagde uden omsvøb, at det måtte jeg selv klare. Mange rådede mig til at få en abort. Men det kunne jeg ikke og jeg opsøgte et kristent mor-barn hjem.
Også dér kom John for at besøge mig og indbød mig til gudstjeneste. Det havde jeg egentlig lagt bag mig. Hvordan kunne jeg træde frem for Gud efter alt dette? Men til sidst gik jeg med og bad Gud om en chance mere. Derudover bad jeg for mit ufødte barn. Jeg tryglede Gud om, at det måtte blive et sundt barn med ti fingre og ti tæer.

Dagen, hvor veerne gik i gang, lignede ikke de drømme, jeg havde haft som lille pige. Jeg længtes efter faderen til mit barn. Han skulle sidde ved siden af mig og holde mig i hånden. Men han sad altså i fængsel.
Alligevel var jeg ikke alene: Min mor, en veninde og moderen til faderen var der. Efter fire timer var det så vidt, at jeg kunne køres ind på fødestuen, og efter syv minutters skrig og skrål og nervøse læger og sygeplejersker, som hele tiden sagde ”pres!” (som om det ikke gav sig selv), skete det: Klokken et om morgenen, tirsdag den 1. marts 1994, på St. Joseph’s Hospital i London, Ontario, Canada, hørte jeg det sødeste skrig. Det var som musik i mine ører. Faktisk lød min lille nyfødte allerede dengang, som om han ville synge det ud.
Sygeplejerskerne gjorde min søn i stand og lagde ham derpå til mit bryst. Mit hjerte bankede som en rasende. Var han sund? Havde han ti fingre og ti tæer?
Han var perfekt! Syv pund spillevende fuldendthed og sød lykke! Jeg havde egentlig forestillet mig, at han skulle hedde Jesse. Men da jeg så min lille dreng første gang, da vores blik strejfede hinanden, mærkede jeg, at han ikke så ud som en Jesse. Hans skrig gik over i en klynken, og hans små fingre snoede sig om mine. ”Hej Justin,” hviskede jeg og spurgte mig selv: Hvordan i alverden har to fuldstændig håbløse teenagere som os kunnet frembringe sådan en forrygende lille dreng? Jeg sugede hele billedet til mig. Det var det skønneste øjeblik i mit liv. Følelsen af sart babyhud, når han puttede sig ind til mig. Også min mor strålede, da hun første gang fik lov at holde ham. Fuld af stolthed, undren og taknemmelighed.

Efter at alle havde forladt stuen, var det tid til eftertanke. Der sker et eller andet, når børn fødes. Verden virker anderledes. Bedre. Man bekymrer sig ikke så meget om ligegyldige ting og begynder at tænke over fremtiden. Noget i mig vågnede til nyt liv, da Justin og jeg var blevet alene. Hans nuttede, rynkede ansigt og den dejlige måde, han gabte på, overvandt alle mine bekymringer og alle de spørgsmål, som konstant havde plaget mig:
– Hvordan vil du klare at passe denne lille baby alene?
– Én dag ad gangen.
– Kan du overhovedet tillade dig som eneforsørger at have et barn?
– Vi skal nok klare det.
– Hvad hvis han bliver syg?
– Jamen, så går vi til lægen.
– Men hvad, hvis…
Hvem har dog tid til at bekymre sig om alle disse hvis’er og men’er?! Der lå en lille dreng i armene på mig, som jeg skulle tage mig af. Allerede ved den første antydning af et lille smil eller en lyd fra ham var jeg leveret. Jeg elskede, når hans lillebitte hånd rakte ud efter mig: hans mor. Jeg knugede Justin tæt ind til mig, trykkede næsen mod ansigtet på ham og nød den uovertrufne duft af baby. Han var en gave, som var blevet betroet mig.

Allerede meget tidligt lagde jeg mærke til Justins musikalske talent. Det var ikke svært. Allerede før sin første fødselsdag kunne han klappe i takt til alle melodier. Han spillede slagtøj på potter og pander, stole, borde og sågar vaskefadet i badeværelset. Simpelthen!
Da han var to, købte jeg et mini-trommesæt til ham. Han var så god til det, at jeg snart fik kradset penge sammen til at kunne give ham undervisning. Jeg glemmer aldrig den første time. Justin var fire år. Hans lærer, hr. Weber, var optaget af et eller andet. Derfor satte Justin sig bare hen til trommerne og begyndte at spille. Nogle børn blev stående og så til, fulde af forbavselse. ”Hr. Weber,” råbte de. ”Den her lille fyr er helt utrolig! Hvis du er hans lærer, vil vi også gå til spil hos dig!” ”Det er hans første time i dag. Jeg har slet ikke lært ham noget endnu. Det er alt sammen selvlært!” lød svaret fra hr. Weber
Jeg forsøgte at opmuntre Justin til det, han naturligt havde talent for, men jeg tvang ham aldrig til noget. Jeg var stolt af ham, men det var vigtigt for mig ikke at presse ham. Jeg gav ham altid lov til frit at vælge, hvad han ville lære. Hvis han ville have undervisning, sparede jeg penge sammen til det.
Som alene-mor var det vigtigt for mig at tilbringe meget tid sammen med mit barn. Jeg blev tilbudt aftenarbejde på en fabrik, men jeg ville aldrig bytte tid sammen med Justin for penge.
Også troen spillede en stor rolle for os. Jeg bad hver aften med Justin. Vi kunne tilbringe timer i hinandens selskab med at snakke. Det var vores måde at være sammen på. Og vi lo meget, når vi var sammen. Disse øjeblikke var utrolig dyrebare. Vi tænker begge to tilbage på den tid med glæde.

Da Justin var seks, begyndte han at interessere sig for musikken i gaden. Han elskede at løbe gennem Toronto og lytte til gademusikerne. En gang satte han sig simpelthen sammen med dem og spillede med.
Til at begynde med fandt jeg det lidt pinligt. Men for ham var det noget ganske naturligt. En leg. Og snart ville Justin hele tiden spille musik i gaden. Han kunne sætte sig foran et teater, spille guitar og synge af hjertens lyst.
Et af mine kæreste minder er engang, to hjemløse smed penge i hans guitarkasse. Justin var ni år. Jeg vidste, at de faktisk selv havde brug for pengene. ”Han er fantastisk,” sagde de. Justin satte sig på kantstenen foran dem og ville spille en sang for dem. Jeg kunne lugte, at det var længe siden, at disse mænd havde fået et bad. Men det var Justin ligeglad med. Jeg var bare glad for, at han kunne glæde dem. De to mænd strålede og lyttede. Jeg blev overrasket, da jeg hørte, at Justin istemte en kristen sang, han kendte fra gudstjenesten. ”Murene er høje,” sang han. ”Murene er stærke. Jeg har allerede længe været fanget i borgen, som jeg selv har bygget. Du omgiver mig på alle sider som et hav… Nu ser jeg, hvordan murene falder. Og din nådes bølger bruser ind over mig…
Mens min søn sang, iagttog jeg de to mænd. Deres hårde ansigter røbede, hvor megen lidelse de havde gennemlevet. Hvad havde mon drevet dem ud i hjemløshed? Jeg så, hvordan sangen rørte ved noget dybt inde i dem. De fik tårer i øjnene. Skamfuld løb en af mændene lidt væk. Den anden blev siddende og græd helt åbenlyst. Efter at de sidste akkorder var døet hen, sagde Justin med skælvende stemme: ”Jesus elsker jer begge to så højt…” Mændene nikkede. ”Ja, det ved vi, lille ven, det ved vi.”
”Hvorfor kunne vi ikke tage de to med hjem,” spurgte Justin mig senere i bilen med tårerne løbende ned ad kinderne. ”Jeg vil ikke have, at de skal sove udenfor.” Jeg lagde stille armen om ham. Jeg var ikke blot stolt af hans talent, men også af den karakter, der langsomt var ved at tage form i hans hjerte. Og hidtil er en stor del af hans indtægter gået til velgørende organisationer.

Efter at Justin var blevet verdensberømt, besøgte jeg endnu en gang mor-barn hjemmet, hvor det hele var begyndt. Jeg snakkede med de unge piger. Efter at de længe fnisende havde spurgt mig ud om Justin, blev der langsomt stille. ”Hvad har jeg at give min lille nyfødte? Ingenting!” sagde en pige hulkende og begyndte højlydt at græde. Det knuste mit hjerte. Jeg vidste, hvor hårdt det var. I årevis var jeg plaget af depressioner – jeg går stadig i terapi for at bearbejde mange ting. Denne smerte kan ikke bare viskes væk. Jeg omfavnede hende og sad med hende i armene et par minutter.
Så sagde jeg til hende: ”Dengang tænkte jeg også sådan. Jeg havde lavet meget dumt. Jeg ved, hvordan det er. Men netop derfor er jeg her i dag for at sige det til jer.” Jeg så hende ind i øjnene og fortsatte: ”Hvad kan du give dit lille barn? Kærlighed. Kærlighed er utrolig stærk. Og du kan give dig selv. Det er nok. Mere end nok… Ligegyldig, hvor du står i dag, hvor nedbrudt, såret eller skamfuld du end er, så kan Gud hjælpe dig med at finde vejen frem. Når han har klaret det med mig, så klarer han det også med dig. Helt afgjort.”
– Et helt år sugede jeg til mig af alt åndeligt: Jeg læste i Bibelen, gik til gudstjeneste og havde det godt. For første gang i mit liv følte jeg mig fri og mærkede en kærlighed, som kunne fylde dette kæmpe hul i mit hjerte.
– Et helt år sugede jeg til mig af alt åndeligt: Jeg læste i Bibelen, gik til gudstjeneste og havde det godt. For første gang i mit liv følte jeg mig fri og mærkede en kærlighed, som kunne fylde dette kæmpe hul i mit hjerte.
Oversat fra Lydia Magasinet