Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg kunne godt tænke mig, at du skrev noget om samler-mani, altså det, at nogen har et ekstremt behov for at samle på ting. Hvad handler det egentlig om? Kan det helbredes? Og hvad gør man som pårørende?
Hvor går grænsen mellem rummelig accept af en sær-interesse – og så på at sætte grænser for en efterhånden sygelig adfærd?
NN
Kære NN
De fleste af os samler eller har samlet på et eller andet hvis ikke som voksne, så i hvert fald som børn. Det er som regel alder og økonomi der afgør, hvad der samles på: hvad er interessant, og hvad er det rent praktisk/økonomisk muligt at få fingrene i!
Hos børn er det typisk viskelædere, brevpapir, klistermærker, kugler, servietter og små legetøjsfigurer, som er samlerobjekter, mens det hos voksne kan være alt lige fra forholdsvis ubetydelige ting til ting af høj værdi. Noget har en praktisk funktion, mens andet udelukkende er for fornøjelsens skyld.
Uanset om man dog er barn eller voksen gælder det, at samleren får en følelsesmæssig positiv oplevelse ud af at samle på det pågældende objekt. Det kan være begejstringen over de mange farver, kuglerne har, den popularitet det giver at have de sejeste figurer, den nydelse, det er at se på et veldækket bord med matchende porcelæn, eller den stolthed det giver at kunne fremvise den største samling af sjældne et-eller-andet.
For at genopleve den følelse må samleren blive ved med at indsamle nye objekter. Set i dette lys giver det mening, at et menneske kan gå hen og blive afhængig af at samle, ligesom man kan blive afhængig af alkohol, stoffer osv. Det giver ganske enkelt et følelsesmæssigt fix, som man af forskellige grunde har brug for. Måske fordi man keder sig, måske som en overspringshandling for at undgå at skulle forholde sig til andre, mere svære ting.
Derudover går der for mange samlere sport i selve det at samle, en slags leg/konkurrence, som går ud på at kunne finde og erhverve det næste objekt til samlingen: her får man både fornøjelsen af at planlægge, udføre, kæmpe (lede/spare op/erhverve sig) og så til sidst den tilfredsstillelse det er at konstatere missionen fuldført! Igen en for nogen kærkommen adspredelse i hverdagen.
At finde på ting, der fornøjer eller adspreder, har mennesket altid gjort og gør det stadig, og det er helt normalt. Men hvis det tager overhånd på en måde, så det påvirker den, der samler, og de pårørende omkring ham/hende i negativ måske endda i invaliderende retning, er det usundt/sygeligt. Her er den pårørende nødt til at vurdere, måske med udefrakommende hjælp, hvad han/hun kan blive ved med at holde til og så sige fra, når grænsen nås, eller hvis man opdager, den allerede er overskredet!
Man kan bl.a. overveje, om man selv kan overskue hverdagens krav? Er man i stand til at være der for evt. børn? Klare sit arbejde? Går det ud over helbredet?
Om samler-trangen kan kureres, afhænger af, hvordan tingene hænger sammen for den pågældende. Er det en decideret afhængighed, som opsøges for at få et fix, og dermed flygte fra hverdagens almindeligheder og de problemer denne byder på, kan det ofte afhjælpes ved psykoterapi, hvor man afdækker grundene til behovet for fix’ene og hjælper med at håndtere hverdagens udfordringer på andre måder.
Der kan i nogle tilfælde også være tale om, at samleren har en diagnose inden for det autistiske spekter (Aspergers syndrom). Mennesker med denne diagnose har ofte tendens til at samle eller have en sær-interesse ud over det sædvanlige, måske fordi verden kan virke kaotisk og uoverskuelig, hvorimod de i deres samlen opnår en oplevelse af struktur, orden og forudsigelighed.
Hvis der er tale om Aspergers syndrom, vil der dog være andre ting, der indikerer det, og har man mistanke om dette, skal man sørge for at få ordentlig rådgivning/udredning.
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg har det i øjeblikket meget svært med mig selv. Igennem de sidste år i mit liv har jeg truffet nogle beslutninger, som jeg i dag kan se var forkerte.
Der er mennesker, der er blevet sårede på grund af mine valg, og det kan jeg, hvor gerne jeg end vil, ikke ændre på. Jeg er en kristen og ved, at Gud tilgiver men har svært ved at tage imod det, ligesom jeg har svært ved at tilgive mig selv, fordi mine fejltagelser har haft så store konsekvenser. Hvordan kommer jeg videre herfra?
Den skyldige
Kære Skyldige
Man siger, at for Gud er alle synder lige store. Det vil sige, at Gud ikke skelner mellem den lille løgn eller det overlagte mord. Uanset hvad der er tale om, så er han villig til at tilgive.
Det eneste, der skal til er en oprigtig anger. Hvilket tilbud, hvilken velsignelse! Men alligevel er det ofte svært for os at tage imod, fordi vi mennesker har en iboende trang til at ville gøre os fortjent, trang til at handle.
Der er nemlig intet, der stresser os så meget som magtesløshed, så det ligger dybt i os, at når vi lider af fx skyldfølelse, så vil vi gerne kunne handle os ud af det gøre noget! Men dette lader sig ikke gøre i forhold til Gud, her er evangeliet, at alt gives på grund af nåde, alene på grund af Guds kærlighed. Så vi skal kun tage imod, kun TRO, at det faktisk gælder, også for os. Og derefter skal troen medføre handling: at vi re-setter systemet og begynder forfra med at se på os selv med de øjne, Gud altid ser på os med – fulde af stolthed og kærlighed!
Samtidig er det selvfølgelig sådan, at imellem mennesker er der ganske stor forskel på en lille løgn og et overlagt mord!
Imellem mennesker gør syndens art og omfang en kæmpe-forskel fordi vi er mennesker! Hvis vi bare kunne elske lige så højt, så dybt, så bredt og så langt som Gud kan, var sagen en anden, men det er os ikke muligt, og derfor kan det tage uger, måneder, år, før såret efter den sårende beslutning er lægt.
Når du, den angrende ser det, vil du igen og igen blive mindet om dine fejltagelser og lide med din broder/søster og dermed få brug for at tilgive dig selv og måske også bede de sårede parter om tilgivelse igen. Således bliver tilgivelsen i denne sammenhæng en proces over tid ikke fordi en fejltagelse/synd ikke kan tilgives en gang for alle, men fordi vores menneskelige natur har svært ved at rumme det.
Så kæmp videre med din vantro om, at Gud ikke vil give dig sin nådige tilgivelse læs i din Bibel, bed alene og/eller sammen med andre og vær bevidst om, at du skal vælge at TRO på det.
Accepter, at dit kød har brug for tid til at tilgive dig selv, og måske også at blive tilgivet af dem, du har såret, af flere omgange. Og lad så din oprigtige anger give dig inspiration til at reparere på det, der repareres kan i forhold til de involverede, ikke for at gøre dig fortjent til tilgivelse, men for at medvirke til helingen af de sår, du er kommet til at give dem.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk
