Fed i en fart – med Doktor Tegl
Få sundhedstips med omvendt psykologi fra Doktor Tegl alias Thomas Teglgaard.Velkommen til Fed i en fart med Doktor Tegl. Sådan starter en humoristisk (anti-)sundhedsvideo lavet af Thomas Teglgaard.
I videoen fortsætter han:
– I januars slankehysteri kan vi let blive distraheret fra at tage på, så her kommer ti gode kostråd og ti gode motionsråd, som kan hjælpe dig.
Derefter følger en omhyggelig opremsning af de bedste fedetips, som kan findes.
Blandt andet minder Doktor Tegl seerne om, at pizza er rigtig god fedemad.
– Når du har spist én pizza, har du dækket det daglige kaloriebehov, så alt derudover sætter sig på sidebenene, opmuntrer han.
Han minder også om, at vand er en rigtig dårlig idé, når det handler om at tage på, og anbefaler i stedet juice, kakaomælk og sodavand.
Desuden er det ifølge Doktor Tegl vigtigt at holde sig fra proteiner, som sætter energistofskiftet op. Det skal man passe på med, hvis man vil være fed i en fart.
Muligvis kan den vakse læser af Udfordringen vælge at se rådene med de omvendte briller på og dermed få en ganske udmærket vejledning til det sunde liv i stedet.
Videoen kan findes på youtube.com ved at søge efter Doktor Tegl eller Fed i en fart.
Til videoen hører også en blog, som fortæller om Doktor Tegls sundhedstanker bag det hele. Den findes på http://doktortegl.blogspot.dk/
Eva