Så Luther Djævelen?

– Nu har jeg selv mødt en dæmon, siger pastor Mark Creech fra USA.- Jeg troede, at beretningen om Luther, der smed blækhuset efter Djævelen var en legende, indtil jeg selv fik besøg af en dæmon, fortæller pastor Mark H. Creech fra NC, USA.

Martin Luther oversatte Bibelen til tysk, mens han boede på slottet Wartburg. En dag, da Djævelen ville forstyrre arbejdet, smed Luther sit blækhus efter ham.
Turistguiderne plejede at udpege en plet på væggen, hvor blækket havde ramt. Men mange vælger at opfatte beretningen psykologisk eller i lyset af Luthers ord om, at han ”bekæmpede Djævelen med blæk”.

Mange opfatter historien om Luther og Djævelen som en legende. Selv turistguiderne i Wartburg er holdt op med at udpege det sted på væggen, hvor blækket havde ramt.
Også pastor Creech plejede at more sig og mene, at der var en psykologisk forklaring på ’legenden’ – indtil han selv oplevede noget tilsvarende:
– Jeg havde en svær tid i mit embede, og en nat kunne jeg ikke sove. Jeg sad og døsede i en lænestol i stuen, da jeg pludselig blev lysvågen uden at kunne røre mig. Jeg så en menneskelignende skygge i et hjørne af rummet. Den udstrålede rendyrket had og forbandede mig med sprogets værste gloser. Jeg vidste, at det var en dæmon. Den pralede af at have bragt mig i livsfare flere gange.
– Det er flere gange mislykkedes mig at ødelægge dig, men jeg skal nok få ram på dig og slå dig ihjel, sagde den.

Pastor Mark H. Creech fra North Carolina oplevede at få besøg af en dæmon. Men derefter talte Gud til ham.

Men så hørte jeg en beroligende stemme sige: ”Stå ham imod i Herren Jesu Kristi navn, så vil han forlade dig”. Det gjorde jeg, og bagefter kunne jeg igen bevæge mig.
– Derefter spurgte jeg Gud, hvorfor det skulle ske for mig, og jeg oplevede, at han svarede mig tidligt næste morgen:
– Du er bange for mange ting, som du kan se, men der findes langt farligere ting. Jeg holdt dæmonen fast i et hjørne af rummet og gav ham ikke lov til at røre dig. Jeg har beskyttet dig flere gange før. Jeg er med dig, så du kan ære mit navn og udbrede mit rige. Men hold op med at frygte andre mennesker. Frygt kun mig, for jeg har al magt.
– Det blev en milepæl i mit liv og min tjeneste, fortæller Creech, og fortsætter: Luther skrev i salmen ’Vor Gud han er så fast en borg’ om Djævelen: ”Et ord ham nu kan fælde”.
– Jeg er absolut ikke nogen Martin Luther. Men på grund af min egen oplevelse og det, som står i Bibelen, har jeg nu lettere ved at tro, at Luther rent faktisk smed sit blækhus efter Djævelen, siger Creech, som har været præst i flere baptistmenigheder.
Mark H. Creech er nu en flittig kristen skribent og samfundsrevser som leder af organisationen Christian Action League i North Carolina.