Karin holder regnskab med Guds mirakler!

Bogholderen fra Århus har bedt for 360, siden
hun sidste år oplevede en overnaturlig
berøring og en stor sorg over de fortabte på
Randy Clarks møde i København.Da Karin Kühl for 13 år siden så en tv-udsendelse
om en kristen helbreder i ”Åndernes Magt”, havde
hun ikke forestillet sig alt det positive, det ville føre
med sig.
– Jeg tog først til København for at møde ham, Charles Ndifon, fordi jeg havde dobbeltsyn ligesom test-personen i tv-udsendelsen.
Jeg blev ikke helbredt, som Roger i tv-udsendelsen, men jeg blev troende!
Det skal jeg lige love for!
Jeg kan huske, at jeg dengang troede, at der var en
kraftig aircondition i rummet,
fordi jeg ligefrem kunne mærke Helligåndens vind.

– Min datter havde på det tidspunkt ondt i knæene, så hun måtte gå med krykker i 9 måneder. Lægerne på hospitalet sagde, at det ville gå over i løbet af 4-5 år. Men det var jo ikke sjovt for en teenagepige
på 15 år.
Så da vi var kommet ud på gangen sagde jeg: Maria, nu ta’r vi to til Bornholm, hvor Charles Ndifon næste weekend skal bede for syge.
Og min datter blev faktisk helbredt på Bornholm, og
hun løb rundt uden krykkerne,
fortæller Karin Kühl.
– Efter at have oplevet det, forstod jeg, at Gud og Jesus var mere virkelig, end jeg havde troet. Jeg kommer fra et hjem, hvor vi gik i kirke én gang om året – til juleaften.
Alligevel gik der nogle måneder, inden jeg kom med på et Alpha-kursus, og jeg blev meget glad for at komme i Citykirken i Århus.

– Den første gang jeg kom i kirken, talte Frede Rasmussen lige ind i min situation. Som om Gud gav ham ordene.
Jeg havde job, men i mit stille sind bad jeg om, at jeg
måtte få et job i kirken. Det sagde jeg imidlertid
ikke til nogen, men en dag i 2008 blev jeg kontaktet af præsterne, som tilbød mig et fuldtidsjob som administrator!
Det var et stort bønnesvar.

Da Karin Kühl først oplevede, hvordan det var at tro
og leve som kristen, ville hun meget gerne hjælpe andre danskere til at finde Jesus.
Sammen med et par andre fra kirken, som også boede i nærheden af Hammel, begyndte hun at bede om, hvad de skulle gøre vest for Århus.
– En af mine venner, Jens, fik aftenarbejde og kunne ikke være med til vores aftener. Vi tog ud til ham for at bede med ham. Og mens vi bad, ændrede vores bøn sig til, hvad Gud ville bruge os til.
Og Gud skrev som i lysende neon for min veninde Lisbeth: Nygade, Silkeborg. Det viste sig at være en
gågade, hvor alle værtshuse, natklubber og diskoteker lå…
Det var jo dér, der var liv i gaden på fredag aftener.
Vi kontaktede en af kirkerne for at kunne henvise til dem, når vi mødte nogen. Vi blev gennem en læge i Århus henvist til hendes forældre. Og det viste sig, at de netop den sommer havde bedt Gud om
at sende nogen, de kunne gå på gaden med! Gud har bare styr på det hele.
Så vi oplevede flere bekræftelser.
Og vi begyndte nu at stå på gågaden sent på
aftenen og ud på natten. Vi serverede kaffe og cacao og fik talt med rigtig mange.
Efter et halvt år kom der også nogle med fra Oase-kirken og baptisterne.
Men vi havde endnu ikke frimodighed til at lægge hænder på de syge og bede om helbredelse.

– En dag i august 2011 havde jeg læst i Udfordringen, at Randy Clark var inviteret til
København i april 2012.
Hele den måde, det var sket på, overbeviste mig om,
at Gud havde nogle særlige planer, som jeg gerne ville være med i. Dér skal du være
med, Karin! tænkte jeg.
Og jeg fik en fantastisk oplevelse dén lørdag aften,
hvor Randy Clark inviterede frem til forbøn for ”impartation” – dvs. til at dele salvelsen fra
Helligånden.
Han sagde: Når jeg nu beder, så mærk efter, om der
sker en sitren i kroppen eller I føler noget i jeres tanker, eller Gud taler til jer.

– Og lige da han sagde det, så blev jeg pludselig så
ulykkelig. Jeg følte sådan en tyngde og sådan en nød for mennesker, der ikke kender Jesus, eller som døjer med sygdom. Så jeg skyndte mig frem.
Der var allerede mange fremme, så jeg stod i tredje
række, men jeg strakte hænderne frem, for jeg ville bare have noget.

– Randy snittede lige ved mine fingerspidser, da han
gik forbi oppe på platformen.
Og i samme øjeblik blev mine knæ som blødt smør. Det var næsten elektrisk. Jeg faldt omkuld og kunne
ikke rejse mig i en halv time, hvor jeg bare lå og hulkede. Men i al den tid, jeg lå der, var der en, der holdt mig i hånden, og det var en kæmpe trøst for
mig. Jeg så hende ikke før, jeg rejste mig. Det var en ung kvinde, og da jeg gav hende et knus, sagde hun: ”Gud siger, at du er unik, og han vil bruge
dig til noget stort.” Wow, tænkte jeg.
Jeg har aldrig set hende siden, selv om jeg har kigget og spejdet efter hende, også i år. Måske var det en engel? siger Karin eftertænksom,
mens hun sidder og fortæller om den store oplevelse.

Nu begyndte der at ske store ting i Karins liv.
– Allerede lørdagen efter fik jeg besøg af to unge rumænere, som havde fået lov at plante deres kartofler i min have. Og jeg kunne se, at Mircea havde ondt i knæet.
Så det endte med, at jeg lagde hænderne på hans knæ ogm bad for ham. Og han kunne mærke helbredelsen lige med det samme.
Nu bad jeg også for Totos ryg og han blev også helbredt straks. Så vi tre dansede rundt i stuen og takkede Jesus.
To dage senere ringede Mircea og klagede over sin
arm. Han kunne ikke tage på arbejde på savværket. Så han kom, og vi bad for armen. Hver gang jeg bad, var der lidt modstand, men tredje gang kunne
armen rettes helt ud. Han gik glad på arbejde og havde så mange kræfter, som han ikke havde haft længe.

– Da han senere kom på besøg sagde han: Da du bad for mig, forsvandt min ring, Karin.
Jeg forstod ikke, men han fortalte så, at hans arm var blevet knust ved en bilulykke for otte år siden, og lægerne havde sat knoglerne i albuen
sammen med en metalring. Han kunne mærke, at ringen nu var væk!
Han bestilte et helbredstjek hos lægen, som så i journalen, at de sidste år havde snakket om at få metalringen fjernet på sygehuset. Han ville
nu bestille en operation.
– Det behøver vi ikke bruge tid på, sagde Mircea. – Ringen forsvandt i mandags.
Lægen tvivlede selvfølgelig på det og sendte ham til
røntgen. Jeg var med ham, for jeg ville gerne se lægernes ansigtsudtryk. Og ringen var ikke på røntgenbilledet, så de tog ham ind igen og tog
et nyt røntgenbillede fra den anden side. Men ringen – som jo var på størrelse med en femkrone, – var forsvundet…! fortæller Karin og viser mig
røntgenbillederne.
– Ved den samme ulykke fik han nogle glassplinter ind i tindingen, som havde smertet
ham siden. Nu var min tro helt oppe, så vi bad igen, og smerterne forsvandt og har ikke været der siden.

– Hvad jeg ikke har oplevet, når jeg har bedt for mennesker på gaden i Silkeborg og nu også i Århus, udbryder Karin Kühl begejstret.
– Jeg elsker at se ansigtsudtrykket på mennesker, når jeg har bedt for dem, og jeg spørger: ”Nå, hvordan har du det så nu?”
Så flakker øjnene, og de kan ikke forstå, at det, de har haft ondt af, kan forsvinde så
pludseligt. Men det kan Jesus altså, smiler Karin, som giver Gud al æren for de mange mirakler, hun har fået lov at være redskab til.
– Er det rigtigt, at du har bedt for 260 mennesker siden sidste år i København?
– 360, retter Karin og tager en bunke regneark frem.
– Jeg er jo ikke bogholder for ingenting. Jeg har noteret navnene ned på dem, jeg har bedt for. Og jeg har fulgt dem, jeg kunne, om de blev
helbredt. 190 blev helbredt spontant eller senere. 27 har fået det bedre. Og så er der
143, hvor jeg ikke har kunnet følge dem.
– Det er jo vildt!
– Ja.
– Hvis man ikke troede på Jesus før, så burde man gøre det nu.
– Ja. Som jeg siger til folk på gaden: Det er ikke mig, der har magiske evner. Det er Jesus, der gør det. Det er ham, der er fantastisk.