Kvindetanker

Identitetsforvirring

s13_Thomsen, Lisbeth 2009_fritDet var en smuk sommerdag lige op til sommerferien, da det ringede på døren. Min søn åbnede, og jeg hørte en stemme spørge efter Lisbeth Thomsen.
Udenfor døren stod en ung pige med en stor buket blomster i hænderne. Jeg har uden tvivl set lidt undrende ud, da jeg ikke kendte hende, og vi ikke var i nærheden af nogen mærkedag. Men det var intet i sammenligning med det forvirrede udtryk i pigens ansigt.
– Øh, jeg skulle have fat i min lærer, sagde hun undskyldende, og jeg måtte desværre meddele hende, at jeg var den eneste Lisbeth Thomsen, der boede på denne adresse. Jeg fik ikke blomsterne.
Flere måneder senere aflyttede jeg min telefonsvarer:
”Hej, det er Peter fra koret” (Hm – jeg sang ikke i noget kor), ”jeg vil høre, om du kan afløse som organist i weekenden?” (Hm – jeg spillede bestemt heller ikke orgel).
Og så fornylig lå der et brev i postkassen til Lisbeth Thomsen. Adressen var skrevet med hånden, intet frimærke og med afsender ”Sirenerne”. Jeg kendte bestemt ingen sirener. Min mand forsøgte at bilde mig ind, at det var fra en hemmelig beundrer, så jeg følte mig nødsaget til at åbne brevet. Det indeholdt en fin indbydelse til en reception i forbindelse med udgivelsen af et album, et lille brev med en personlig hilsen, og en hjertelig tak for støtten til deres musik.
Som du nok har gættet, har jeg en navnefælle, som bor under samme postnummer som jeg. I den lokale telefonbog står der kun én Lisbeth Thomsen. Søger man under mit navn og postnummer på krak – ja så er der kun én, der dukker op. Og i det fleste tilfælde den forkerte, gætter jeg på – udfra ovenstående erfaringer.
Det gør mig ikke så meget, det er faktisk lidt sjovt, og heldigvis lader min navnefælle til at være både afholdt og dygtig. Og identitetsforvirringen bliver hurtig opklaret, så jeg modtager hverken blomster, eller organist- og lærerløn, som jeg ikke har fortjent.

En anden identitetsbytning jeg har langt sværere ved at fatte, er den der med, at jeg ved tro på Jesus Kristus får en ny identitet som Guds barn. Det er noget, jeg har hørt utallige gange – at jeg er Guds datter. Det er en fantastisk tanke, som jeg nok fortsat må fortælle mig selv igen og igen. Måske griber hjertet så for alvor sandheden engang. Faktisk kunne jeg i stedet for Lisbeth Thomsen kalde mig Lisbeth Gudsdatter. Med sådan et navneskift ville jeg nok heller ikke modtage flere fejlagtige blomster, beskeder og breve…