Næstekærlighed med kost og spand på Nørrebro

Beboerne på Nørrebro vil få et tilbud ud over det sædvanlige i St. Bededagsferien, når 100 unge fra hele landet samles for at tilbyde deres arbejdskraft til borgerne på Nørrebro kvit og frit.Initiativet er taget af NOISE, der er en landsdækkende bevægelse i ’Børne og Ungdoms Oase’, som arbejder blandt børn og unge på et folkekirkeligt grundlag.
Bethlehemskirkens ungdomsgruppe deltager også. De unge ønsker at skabe en modkultur til noget-for-noget-tankegangen. Og dermed praktisere næstekærlighed på en konkret måde.
Arbejdet kan være rengøring, vinduespudsning, cykellapning, ordne loftsrum, handle ind m. m. Det eneste krav er, at folk selv skal have arbejdsredskaberne. Arbejdskraften er gratis.
På Blågårds Plads vil arrangørerne uddele gratis kage og kaffe og sørge for stemningsmusik.
NOISE blev startet i 2002. Hidtidige hjælpeweekender i Silkeborg, Fårevejle, Karlslunde og i Esbjerg har været en succes.
Unge kristne mellem 15 og 30 år inviteres til at give et nap med fredag den 7. maj kl. 10-16 og lørdag den 8. maj kl. 10-16.