Julens Jesus gør alting nyt

Af Billy Graham Præst, forfatter og  åndelig rådgiver for flere af USAs præsidenter
Af Billy Graham
Præst, forfatter og
åndelig rådgiver for flere af USAs præsidenter

Englene fortalte hyrderne om frelseren, som var blevet født. Jesus kom for at gøre det, som ingen anden kan, nemlig befri os fra syndens magt og konsekvenser. Jesus kan give os et helt nyt liv og nyt håb, skriver evangelisten Billy Graham i denne juleprædiken.

Endnu engang har verden travlt med juleforberedelserne. Men midt i alle forberedelserne kan vi glemme den Jesus, hvis fødselsdag vi egentlig fejrer.

Det er helt klart, hvad det drejede sig om den allerførste jul: Gud kom til verden som et menneske.
Den begivenhed er så vigtig, at man grundlagde en ny tidssregning, og mennesker af alle slags begyndte at leve et helt nyt liv.

Da englene kom

For godt 2.000 år siden var der pludselig en engel, der viste sig for nogle forbavsede og forfærdede hyrder uden for Betlehem med disse ord:
’- I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre.’
Englen havde allerede sagt til Josef, at Marias barn skulle kaldes Jesus, ”for han skal frelse sit folk fra deres synder”.
På dette tidspunkt i historien havde Israels folk længe set frem mod den konge, Messias, der skulle udfri dem fra romernes undertrykkelse. Guds særligt udvalgte konge skulle føre Israel fremad mod endnu større herlighed og rigdom, end man havde set det under kong David tusind år tidligere.
Men ingen drømte om, at det lille barn i krybben i Betlehem var netop denne salvede konge, kongernes konge og herrernes herre.

Simeon så Gud i en baby

Der var dog nogle få, fromme mennesker, som forstod noget om, hvem Jesus var – allerede fra hans fødsel.
Den gamle Simeon så ind i Jesu ansigt og erklærede, at her var den, der skulle være et lys for hedningefolkene og til herlighed for Guds folk.
Guds folk, Israel, havde i mange år levet i lyset af loven og profeternes ord. Samtidig havde de set mod himlen og ventet på, at Gud ville komme ned til dem.
Det gjorde han virkelig, dengang for 2.000 år siden i stalden i Betlehem.

Israels folk havde længe ventet på, at Gud skulle gribe ind og komme dem til undsætning mod de romerske undertrykkere. Men ingen havde forestillet sig, at Gud ville komme til dem som et lille barn, der blev født i en stald i byen Betlehem. (Modelfoto)
Israels folk havde længe ventet på, at Gud skulle gribe ind og komme dem til undsætning mod de romerske undertrykkere. Men ingen havde forestillet sig, at Gud ville komme til dem som et lille barn, der blev født i en stald i byen Betlehem.
(Modelfoto)
Jesus blev afvist

Gud sendte Jesus for at skabe forsoning mellem sig selv og hele verdens befolkning.
Men fordi mennesker var blinde for deres egne synder, så de ikke, hvem Jesus virkelig var.
De korsfæstede Jesus, som længtes efter at frelse dem. De nægtede at tage imod Guds salvede konge.
Verden har stadig brug for Frelseren. Mennesker har brug for at blive frelst fra deres synd.
Men hvis mennesker ikke indser, at de er syndere, tager de heller ikke imod frelsen fra Gud.
Verden er stadig præget af krige og ondskab. Men hvorfor er det sådan?
Jesus forklarede det, da han sagde:
’- Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. ’
Indtil disse ting bliver rykket op med rode, vil verden i både moralsk og åndelig forstand bare gå baglæns. Vi vil aldrig kunne gøre fremskridt.

Kan verden blive bedre?

Mange har prædiket om næstekærlighed for at bringe fred og kærlighed mellem mennesker. Alle verdens forskellige religioner siger: ’Gør det gode!’ – men de sætter os ikke i stand til at blive gode.
Vores allerstørste problem er vores synd. Vi er dømt til at mislykkes, hvis vi vil skabe sociale reformer uden først at gøre noget ved ondets rod, nemlig synden.
Mange kan ikke se, at mennesker er bundet af synd og egoisme, og at vi lever i oprør mod Guds vilje.
Vi kan slet ikke redde denne verden uden Gud. Det eneste, vi kan gøre, er at ændre nogle ydre ting.

Gud kan frelse os

Vi kan ikke frelse os selv, for vi kan ikke befri os selv fra syndens magt og konsekvenser.
Men Gud kan frelse os, fordi hans søn, Jesus Kristus, døde for os. Gennem det liv Jesus levede, og gennem den død han døde, kan vi få del i hele Guds frelse.
Julen fortæller os, hvad det kostede Gud at frelse os.
’For således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv’, står der i Johannesevangeliset 3:16.

Jesus er vor chance

Jesus vil gøre det for os, som ingen anden nogensinde vil kunne gøre: han fjerner vor skyld og forsoner os med Gud. Det får vi del i, når vi åbner vores hjerte for ham.
Jesus vil rejse os op fra et liv i synd til et liv i retfærdighed.
Han vil forsone os med livet og med vore medmennesker.
Han vil give os nyt håb, nye mål og nye glæder.
Han vil forny vore følelser og give os en ny og god vilje.
Alle de gode etiske værdier kan ikke frelse os. Men det kan Jesus Kristus.
Når Jesus kommer ind i et menneskes liv, kan han forny alt. Og det menneske, som tager imod Jesus, bliver et ’nyt menneske’. Det er vores håb.
Sådan er den Jesus, som vi fejrer i julen.

 Juleevangeliet – Lukas 2:1-14

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Jesus bliver født

1På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. 2Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.
3Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, 4og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids by. 5Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
6Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. 7Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.

Englene og hyrderne på marken

8Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. 9Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, 10men englen beroligede dem. »Vær ikke bange!« sagde han. »Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: 11I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. 12Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.«
13 I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
14»Al ære til Gud i Himlen
og fred på jorden
til dem, der gør Guds vilje!«