Rosa lever med Gud i et hedekloster

Rosa genfandt barnetroens glæde og følte et kald til at flytte ind på Hellig Kors Kloster i Vestjylland. Hun oplever, hendes opgave er at bede, og det hjælper Helligånden hende med – bl.a. gennem tungetaleFrit udsyn over lyngbeklædt hede og med Ringkøbing Fjord flimrende i horisonten. Sådan er udsigten fra Hellig Kors Kloster i Vestjylland. 75 meter over havets overflade ligger den trelængede klosterbygning og den tilhørende kampestenskirke, som begge blev opført i 1950erne og 1960erne.

Hellig Kors Kloster

Klosteret er grundlagt af præsteparret Isa og Hakon Rabjerg, og drømmen var at skabe et privat evangelisk-luthersk kloster, som dannede rammen om et ordensliv samtidig med, at det var åbent for refugiegæster.
Endnu er hele drømmen ikke gået i opfyldelse. Stedet fungerer som retræte- og stævnecenter, men for tiden bor kun den daglige leder, Rosa Edelgaard Nielsen, i klosteret, og hun har ikke aflagt noget klosterløfte.

Gudslivet ebbede ud

Rosa er født i Randers i en kristen familie. Hun er således opdraget med at tro på Jesus og med at bede til ham. Da hun blev konfirmeret var det for hende ikke bare en fest, men en bekræftelse af hendes tro. Med tiden gled barnetroen dog ligeså stille i baggrunden.
– Troen på Jesus gik jeg ikke væk fra, men det daglige liv med Gud ebbede langsomt ud. Jeg holdt op med at komme i det kristne fællesskab, altså kirken, og jeg stoppede med at læse i Bibelen. I dag fatter jeg ikke, at jeg kunne lade det ske, men det gjorde jeg altså, fortæller Rosa.

Følte sig uren

Som 30-årig var Rosa uddannet socialpædagog og leder for en gruppe mentalt retarderede kvinder. Udadtil så hun ud til at have succes, men hun havde det faktisk ikke særlig godt.
– Mange ting i mit liv gik i stykker, og jeg var på vej mod en depression. Meget af det skyldtes min barnetro. Jeg havde lært, at troen skulle sprede glæde, og at den skulle bringes til andre. Den lærdom tog jeg ligesom uden på mig og spillede glad, men indeni var der tomhed. Når jeg kiggede ind i mig selv, så jeg mere noget, der var præget af død, end noget, der var præget af liv, mindes hun.
– Jeg følte mig uren og kunne derfor ikke tale med Gud. Jeg havde glemt, at Jesus kom for at frelse netop de fortabte. Men så hørte jeg en gudstjeneste i radioen, hvor præsten sagde: „Du skal overgive dit liv til Gud“. Det mente jeg sådan set også, at jeg havde gjort, men jeg sagde alligevel til Jesus: Du må få mit liv, for det er alligevel ikke noget værd.

Blev glad igen

– Umiddelbart skete der ingenting, men i tiden derefter, blev jeg nærmest draget til at læse i Bibelen igen, og jeg fik lyst til at gå i kirke. Jeg kan ikke tolke det anderledes, end at det var Gud som virkede dette i mig. Nogle gange læste jeg i børnebibler for bedre at forstå, hvad der stod, og i dag er Bibelen mit kæreste eje.
– Og når jeg var i kirke, så var det altid som om, præsten talte direkte til mig.
I løbet af et halvt år med bibellæsning og kirkegang havde Rosa fået glæden tilbage.
– Jeg opdagede også, at jeg blev fyldt af en kærlighed, som ikke stammede fra mig selv. Jeg forstod igen, at Gud elsker mig. At han accepterer mig, som jeg er. På det tidspunkt kom jeg også i en bedegruppe, og her oplevede jeg det dejlige, kristne fællesskab, hvor vi bad sammen og læste i Bibelen sammen.
– Visheden om, at Jesus er levende, og mit personlige fællesskab med ham blev stærkt igen. Tænk, at den levende Gud vil have fællesskab med mig – et fællesskab, som aldrig holder op, men fortsætter ind i evigheden.

Helbredt for cancer

– I 1980 blev jeg syg af cancer, og derefter var der et ord fra Det Nye Testamente, som blev ved med at dukke op i mine tanker: „Denne sygdom skal herliggøre Jesu navn“. Jeg havde svært ved at tro det og holde fast i det, men det blev ved med at dukke op i mine tanker. Jeg talte meget med Gud om det, og det var jo det, jeg ønskede, skulle ske.
– Så var jeg til et møde, hvor der var en præst, som sagde, at der var en kvinde til stede, som havde celleforandringer, cancer i kroppen. Den besked fik han fra Gud. Mit hjerte begyndte at hoppe, men jeg tænkte, at det kunne være så mange andre.
– Alligevel bevægede jeg mig hen til ham, og han sagde: „Når du kommer op på sygehuset, så kan de ikke finde spor af cancer i dig“. Og det kunne de heller ikke. Selv har jeg set andre dø af cancer, og jeg ved ikke, hvorfor Gud udvalgte mig til at blive helbredt, men jeg har været rask lige siden, konstaterer hun.

Pension som 40-årig

En dag blev Rosa pludselig fyret fra sit arbejde. Samarbejdsvanskeligheder lød begrundelsen.
– Den egentlige grund var nok, at jeg talte med nogle af patienterne om troen på Jesus og om Bibelen, og et eller andet har der været galt med fyringen, for min fagforening kørte en sag på det, og jeg fik et forligstilbud, som jeg dog ikke følte var rigtigt for mig. Der hele endte med, at jeg som 40-årig fik tilkendt en livsvarig pension. Det var en svær tid for mig, men faktisk har pensionen gjort det muligt for Gud at sende mig rundt – også til udlandet – hvor jeg ikke har behøvet at få løn.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Et kald til kloster

Rosa hørte midt i 80erne om Hellig Kors Kloster, og gennem tre år var Rosa jævnligt til kristne stævner på klosteret.
– Det styrkede altid min tro at komme på klosteret. Gud rørte ved mit liv, når jeg var her. Jeg smagte Guds kærlighed, og jeg oplevede Guds tilgivelse og nye strømme af liv. Langsomt voksede der en overbevisning frem i mig om, at jeg ikke skulle leve et normalt liv, men jeg skulle ligesom være sat til side, reserveret til Guds brug. Jeg følte, at Gud kaldte mig til et liv her på klosteret, og i 1988 flyttede jeg ind. På det tidspunkt boede her ikke andre end klosterets grundlæggere, Isa og Hakon Rabjerg.

Atmosfære af fred

Rosa fik dog kun et enkelt år på klosteret, før hun oplevede, at Gud ledte hende til et hjem for mentalt retarderede børn og blinde voksne i Israel. Her arbejde hun de næste fire år og oplevede både den første Golfkrig og den første intifada samt ugentlige trusler fra Hamas.
Mens hun var i Israel døde Isa og Hakon Rabjerg i en trafikulykke, og klosteret var uden en leder fra 1990 til 1993, hvor Rosa vendte tilbage og overtog ansvaret for stedet.
– Der er en særlig atmosfære på dette sted. Guds fred kan mærkes på en helt speciel måde. Jeg tror, bl.a. det er fordi, der har været bedt så meget her gennem mange år. Det vigtigste er, at have Guds fred i sit hjerte og i sit liv, men Guds fred kan også være særlig mærkbar visse steder. Og det er den her, fastslår Rosa.

Taler i tunger med Gud

I klosteret beder man tidebønner fire gange dagligt, når der er folk på stedet. Derudover er der som regel stille tid nogle timer om dagen, hvor man kan færdes på hele kloterområdet. Klosteret har anlagt en meditationssti på heden, hvor der forskellige steder på ruten er opstillet store sten, hvorpå der står et skriftsted og et salmevers. Nogle søger derud. Andre foretrækker kampestenskirkens kolde kølighed, hvor de knæler for Gud.
Selv lever Rosa et liv med Gud, hvor Helligånden spiller en stor rolle.
– Helligånden betyder alt for mig, for han er jo Gud. Helligånden hjælper mig, når jeg læser Bibelen, så det ikke bare er bogstaver, men det bliver til liv for mig.
– Helligånden kan også give os gaver. Præsterne er et meget synligt eksempel på dette. Men der findes også en gave til at hjælpe med praktiske ting eller til at bede eller til diakonalt arbejde.
– Selv er jeg glad for gaven til at tale i tunger (et særligt bønnesprog, som nogle kristne oplever, Gud har givet dem, red.). Det er en meget omdiskuteret gave, selv om Bibelen kalder det for den mindste gave, men den hjælper mig meget, når jeg skal bede.
– Jeg har en særlig opgave med at bede, og ofte beder jeg i tunger ind for Gud. Som regel gør jeg det kun i mit personlig fællesskab med Gud, og så kan han nogle gange føde en konkret bøn i mig for andre mennesker. Jeg oplever tungetale som en stærk ting, når jeg ikke selv kan finde ord til at bede med, og ind imellem bruger jeg den gave meget, forklarer hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Stærkeste fællesskab

Rosa dyrker også sit fællesskab med Gud gennem nadveren. I nadveren oplever hun, at hun er sammen med Jesus.
– Nadveren er det tætteste fællesskab, man kan have med Gud, for der kommer Jesus til os. Vi skal leve af hans legeme og blod, vi skal leve af ham, og i nadveren har han lovet, at der vil han være til stede, og det er han. Hans legeme blev brudt for os, og derfor er der tilgivelse og nyt liv ved nadveren.