Tunde Bolanta – bærer af Guds kraft
Guds kraft kom over ham en tidlig morgen, hvor han var på knæ, og siden dengang har han prædiket, profeteret og bedt for folks helbredelse i store dele af verden – bl.a. i DanmarkTunde Bolanta, leder af Restoration Ministries Church i Kaduna, Nigeria, har holdt møder i Danmark igennem de sidste 13 år og har mange venner og partnere i landet.
Tunde Bolantas første møde med Danmark var en ren fornøjelse – det var nemlig tilbage i 1988 i forbindelse med hans hvedebrødsdage med sin nybagte kone Tina. Det unge par var blevet inviteret til at holde ferie i landet af danske missionærer, som de kendte fra Nigeria. Dette førte til et bekendtskab, som skulle føre Tunde Bolanta tilbage til Danmark igennem de næste 13 år. Samtidig blev disse ture et springbræt til en international prædiketjeneste for den dynamiske præst og evangelist.
Tunde Bolanta er født ind i en baptistfamilie i Nigeria i 1964. Han husker, at han som fireårig begyndte at fortælle folk, at han skulle være præst.
– Den kristendom, jeg kendte dengang, handlede mest om traditioner og regler. Man talte om, at kristne havde lange kjoler og lange ansigter! fortæller Tunde Bolanta.
– Som teenager var jeg begyndt at studere de traditionelle nigerianske religioner og havde set beviser på, at disse gamle guder og ånder havde meget kraft, hvilket fascinerede mig. Jeg kunne dog også læse i Bibelen, at Jesus og hans disciple handlede i stor kraft, og jeg bad indtrængende Gud om at vise mig denne dimension.
En tidlig morgen efter megen bøn oplevede jeg Guds kraft komme over mig. Jeg rystede og begyndte at tale i et mærkeligt tungemål, jeg kunne endda lugte noget, der mindede om røg. Jeg troede, jeg var blevet skør og spurgte min far, som var lægprædikant, til råds. Men han kunne ikke hjælpe mig. Så henvendte jeg mig til en dansk missionær, i vores gade. Hun vidste om nogen, der havde haft lignende oplevelser, og jeg begyndte at søge fællesskab med dem. Jeg læste i Bibelen, at disciplene var ude på gader og stræder, så jeg var også ude på gaden og evangeliserede og bad for syge; folk faldt under min forbøn, uden jeg vidste hvorfor!
Senere blev Tunde Bolanta leder af det kristne fællesskab på sit universitet. En vækkelse brød ud på skolen, og snart var der 500 elever i fællesskabet som hed Victory Fellowship (på University of Ibadan).
Hans ønske om at udforske mere af Helligåndens kraft gjorde, at Tunde Bolantas far bad ham om frivilligt at forlade deres menighed – inden han blev smidt ud!
Som 21-årig udførte Tunde Bolanta et års samfundstjeneste – i stedet for militærtjeneste. I den landsby, hvor han virkede, holdt han møder og der skete mange mirakler. Her fik han også de lokale åndemaneres magt at føle – han blev truet på livet flere gange. Men Guds kraft er større end åndernes magt, er Tundes konkrete erfaring!
Senere fik Tunde Bolanta mulighed for at komme på møderejser i Østafrika med den verdenskendte evangelist Morris Cerrullo, og han holdt også egne kampagner.
I 1987 grundlagde Bolanta Restoration Ministries i Kaduna, en by i den nordlige og islam-dominerede del af Nigeria. At være kirkeleder i den del af landet viste sig at være en meget stor udfordring, og i 1989 følte Tunde Bolanta sig meget nedslået. Men i en drøm blev han ført op til himlen, hvor han så skaren af vidner som står foran Guds trone, og de vendte sig mod ham og opmuntrede ham.
– Giv ikke op, sagde de og de bød mig at gå ud og opmuntre andre ledere, fortæller Tunde Bolanta.
Senere i 1991 fik han endnu en vision om at gå ud til nationerne med et budskab om opmuntring og vækkelse. Denne udvidedede tjeneste har mange kirker i Danmark nydt godt af, og Bolanta har også været en regelmæssig gæsteunderviser på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager.
Hjemme i Nigeria har Tunde Bolanta plantet 25 menigheder ud fra kirken i Kaduna, og han er rådgiver og støtte for andre 150 tilknyttede menigheder.
Restoration Ministries er meget aktiv på medieområdet. De har et radiostudie, hvor de laver kristne udsendelser på en række lokale sprog. Udsendelserne når ud over et stort område i Vestafrika, og mange muslimer lytter til dem.
Menigheden sender også gudstjenester på lokal-tv.
Menigheden har udsendt mange missionærer til deres eget land, og blandt dem er der også omvendte muslimer, som sætter deres liv på spil ved at vende tilbage til deres hjembyer for at oprette under-grundsmenigheder for muslimer, der omvender sig, forfølges ofte.
Tunde Bolanta udtrykker ønsket om, at flere missionsselskaber ville hjælpe lokale kirker med at sponsorere lokale missionærer det er meget billigere end at sende f.eks. danske missionærer ud.
I år 2000 oplevede Kaduna nogle forfærdelige religiøse optøjer i forbindelse med, at Nigerias nordlige stater ville indføre den muslimske Sharia-lovgivning. Kristne blev dræbt og kirker blev nedbrændt.
Tunde Bolanta beretter:
– Vi, som var kristne i byen, fandt ud af, at muslimerne ikke spurgte til, om man var baptist, lutheraner eller pinseven, før de dræbte folk. Vi er blevet mere fasttømrede som kristne menigheder i byen på grund af forfølgelserne. Vi bad sammen om, at optøjerne måtte standse – og mange mener, at freden kun er blevet genetableret på grund af bøn. Vi arbejder mere sammen og er enige om, at det er OK at være uenige om visse ting – det vigtigste er, at Jesus er Herre i vore liv og menigheder.
Efter urolighederne oplevede Restoration Ministries en markant fremgang i antallet af gudstjenestebesøgede og medlemmer. I dag kommer der 6000 i kirken hver søndag. Der må holdes tre gudstjenester for at få plads til alle, der ønsker at deltage; og der planlægges endnu en gudstjeneste tidligt på aftenen om søndagen. Der er nu konkrete planer om, at der skal bygges en ny bygning, som kan huse 8000 personer. Grunden er købt, nu skal de bare samle midler ind til det nye bygningsværk.
Menigheden har 70 fuldtidsansatte. 20 af dem arbejder på et center som hedder Mercy Home (Nådens hjem), som er menighedens nyeste projekt. Her er der bl.a. en fødeklinik for unge og underpriviligerede mødre, og der er et børnehjem til at aftage deres børn, hvis de ikke kan forsørge dem (eller har fået barnet uden for ægteskab, hvilket straffes hårdt i- følge muslimsk lovgivning). Hvis pigerne ønsker at lære et fag, kan de deltage i kurser på et træningscenter, hvor de også kan bo, indtil de finder fodfæste i livet igen.
Oprettelsen af centret blev bl.a. sponsoreret af Dansk Missionsråd, men her to år efter opstarten klarer menigheden selv finansieringen og driften, hvilket er ret usædvanligt for projekter i Afrika.
– Vi oplever, at Guds velsignelse er over vores arbejde, fastslår Tunde Bolanta.
– Jeg forstår ikke helt, hvordan det er muligt for os at skaffe midler til alle disse ansatte, men Gud sørger for os på alle måder!
Efter mange forsepørgsler udsender Tunde Bolanta nu et nyhedsbrev på dansk.
Se www.tundebolanta.dk