Filmanmeldelse:
Ærgerlige mislyde i ny film om tro

„Byen sover – byen vågner.“ Sådan var hovedelementerne i en stilleleg, vi legede, da jeg gik i skole. Og sådan er omtrent hovedbudskabet i Hella Joof og Lotte Andersens nye film „Oh happy day,“ der havde premiere i fredags.
For det er en rigtig soveby, den lille sjællandske flække, hvor filmens handling udspiller sig. Én af de byer, som selv bussen kører udenom, og hvor spektret af fritidsbeskæftigelser begrænser sig til tv-kiggeri og sangen i det lokale kirkekor.
Men som i virkeligheden kan mødet med Gud få selv en soveby til at vågne op og forandre selv det mest grå til fest og farver. Og det er netop, hvad de halvkiksede landsbyborgere får lov at opleve.
Efter en række forviklinger og et trafikuheld overtager den amerikanske præst og korleder Jackson, spillet af Malik Yoba, nemlig ledelsen af kirkekoret.
Og han formår at sætte liv i landsbykludende. Ikke bare bliver det pivfalske kirkekor under hans ledelse til et svingende gospelkor. Men hans kristne tro og tilgang til gospelmusikken smitter af på kormedlemmerne.
Flere gange får han lov til at prædike det kristne budskab om nødvendigheden af at tro og Guds store kærlighed.

Instruktøren Hella Joof, som for mange er mest kendt som den ene tredjedel af gruppen „De Brune Punktum“ viser med denne film helt nye sider af sig selv. Og det er kommet bag på mange, at hun har begået en film med så meget fokus på troen.
For nylig fortalte hun om baggrunden for filmen i Kristeligt Dagblad.
En søndag for snart tre år siden, sad Hella Joof til en gospelkoncert i Cikusbygningen i København. Fra scenen blev det bekendtgjort, at nu havde USA kastet de første bomber over Afghanistan, og ikke overraskende bredte uroen sig i salen.
Men for Hella Joof gjorde det indtryk, da en præst kom på scenen og bad for fred, mens alle i salen tog hinanden i hænderne og var med i bønnen.
Det skulle blive baggrunden for „Oh happy day,“ en film som Joof selv har brugt i arbejdet med sit eget åndelige liv.
– Filmen handler om at finde ind i den store overordnede guddommelige kærlighed, der er i kristendommen, men også om, hvordan det kan være svært for mennesker at leve i kærlighed, siger hun.

Og netop menneskers ufuldkomne kærlighed fylder for meget i filmen. For selv om Jackson slipper af sted med en række gode og sande udtalelser, så adskiller „Oh happy day“ sig ikke fra andre moderne danske film i mængden af forviklinger, jalousi og utroskab.
Netop utroskaben bliver filmens værste skamplet, fordi filmens ellers sympatiske hovedperson Hannah, spillet af Lotte Andersen, undervejs indleder et forhold med Jackson. Et forhold som kulminerer i en aldeles upassende og malplaceret kærlighedsscene foran alteret i Risinge Kirke, hvor det meste af handlingen finder sted. Til sidst i filmen er kærligheden mellem Hannah og Jackson på nippet til at blive guddommeliggjort, men den fadæse bliver vi heldigvis skånet for.
Det er ærgerligt, at det er den side af handlingen, man sidder tilbage med efter filmen, for den rummer meget, man burde glæde sig over, og måske mest af alt en række gospelsange, som jeg aldrig havde drømt om at opleve i en dansk film.
I modsætning til mange andre film gør „Oh happy day“ ikke grin med kristendommen. Selv om det er en kommedie, er der plads til alvor, når Jackson prædiker, og Gud bliver positivt fremstillet som én, man kan opsøge, uanset hvor galt livet ser ud til at gå.
Desværre, mangler filmen dog en række væsentlige aspekter af kristendommen. Mest tydeligt mangler den behovet for opgøret med synden, og det er en skamplet, som selv de rigtigste sandheder fra Jacksons mund ikke helt formår at vaske af.

Oh happy day
Instruktion: Hella Joof
98 min.
Premiere den 5. november