FCU har brug for flere spillere
Efter sidste sæsons overraskende oprykning for 3. holdet står FCU nu med hele to hold i serie 3. Det stiller krav om flere spillere til trupperne, som sidste år var plaget af mange skader.
Derfor håber træneren, at endnu flere nye spillere vil dukke op på Valby-klubbens træningsanlæg, når træningen starter op igen i starten af februar.
Med to serie 3 hold og førsteholdet, som skal i gang med sin anden del af sæsonen i serie 1, så vil der være brug for alle mand. Træneren for 3. holdet, Thomas Larsen, byder nye spillere velkomne:
– Truppen var smal sidste år, og vi var ramt af skader, så nogle gange var det svært at fylde de sidste pladser på holdet. I denne vinterpause har vi igen nogle spillere. som af den ene eller anden årsag ikke kan være med, så det ville være dejligt, hvis der var nogle, som kunne have lyst til at være en del af vores hold og fællesskab fremadrettet, forklarer træneren og tilføjer:
– Jo flere vi er, jo bedre og jo flere muligheder har vi fx i træningen, men fællesskabet beriges også, hvis der kommer flere til.
Og netop fællesskabet og sammenholdet bliver en af de ting, som 3. holdet vil fokusere på i den kommende sæson:
– Den nye sæson kommer helt sikkert til at handle endnu mere om fællesskabet og moralen. Vi er rykket op i serie 3, hvilket betyder, at vi får sværere kampe. Det betyder, at vi nok ikke kommer til at vinde hver weekend, men så stiller det større krav til at holde humøret højt og stå sammen som et hold, at have lyst til at komme til træning, når man har tabt og selvom det er regnvejr. Så må vi finde motivationen i at komme og hygge os sammen med de andre i klubben, siger Thomas Larsen.
Klubben fejrer også 10 års jubilæum i år d. 31. januar, og derefter starter træningen officielt d. 2. februar kl. 18.30 på træningsanlægget i Valby.
Henrik